FILOSOFI / LIVSKRAFT

Skrevet den af uffech
I mit maleri kommer den positive, menneskelige livskraft til udtryk i mit arbejde med at udtrykke dyrets livskraft. Tigerens vildskab er en kraft som for enhver pris skal bevares, den skal identificeres, jagtes, trænges op i et hjørne og være drivkraft for følelserne og fantasien.

Det stærke udtryk der er i tigeren, samspillet af muskler og knogler, og pelsen der med sine striber gør dyrets bevægelse fremad, endnu mere energisk og dramatisk.

I mine malerier er det den eksplosive, zigzagstribede penselskrift på lærredet, der beskriver tigeren, et meget vigtigt element, der viser tigerens vildskab og energi.
Med udgangspunkt i dyrets stærke ben, udnytter tigeren al sin iboende kraft og energi til at sætte af, og springe fremad og ud i rummet. Energien forenes med et indtryk af harmoni fordi dyret altid er i en fin balance, hvad enten den springer nedad, ligeud eller opad.
Tigeren kan beskrives som “et symbol på menneskets egen livskraft, det ligger ikke i selve livskraften, men i arbejdet med at opnå den”.
Denne livskraft kommer tydeligst frem i de glade farver, som jeg maler med i højeste potens.
Farverne skal bruges lige som en violinist bruger sine strenge. Der kan opnås mange forskellige toner på hver streng ved at formindske eller forlænge strengens længde, så svingningerne bliver hurtigere eller langsommere. På samme måde kan jeg også blande de enkelte farver, til mange toner, der kan udtrykke den positive livskraft.

Madness can be a wild tiger

Skrevet den af uffech
Caput Mortuum Tiger. 100 x 65 cm. 2012.

Art is a form of madness because there are so many risks in connection with artistic observations. The transgressions of normal limits which every artistic process presupposes can be fateful.
The costs are great. Sometimes it is a matter of life or death.
An artist who outlives himself can control his madness. Controlled madness is the true badge of an artist.
Through controlled madness the artist reaches the targets he aspires to. 

Madness can be a wild tiger which must not be killed. One must make do with identifying it, hunting it, forcing it up in to a corner and harnessing it to one’s feelings and imagination. 

A wild tiger must be tamed.
The tamed tiger will lead the artist much further forward than any school, teacher, drug or religion will be able to.
But as with every source of strength and development, there is a risk in playing with one’s own savagery. Sometimes when the identification and the hunt go too fast, the process disintegrates and the tamed tiger turns on the artist with its atavistic savagery.

www.uffechristoffersen.net

BONJOUR LEVITHAN

Skrevet den af uffech


.

The Marriage of Heaven and Hell
William Blake

A MEMORABLE FANCY

…I now asked my companion which was my eternal lot? he said, between the black & white spiders.
But now, from between the black & white spiders, a cloud and fire burst and rolled thro’ the deep, blackning all beneath, so that the nether deep grew black as a sea & rolled with a terrible noise; beneath us was nothing now to be seen but a black tempest, till looking east between the clouds & the waves, we saw a cataract of blood mixed with fire, and not many stones throw from us appear’d and sunk again the scaly fold of a monstrous serpent; at last to the east, distant about three degrees appear’d a fiery crest above the waves; slowly it reared like a ridge of golden rocks till we discover’d two globes of crimson fire, from which the sea fled away in clouds of smoke, and now we saw, it was the head of Leviathan; his forehead was divided into streaks of green & purple like those on a tygers forehead: soon we saw his mouth & red gills hang just above the raging foam tinging the black deep with beams of blood, advancing toward us with all the fury of a spiritual existence.
My friend the Angel climb’d up from his station into the mill; I remain’d alone, & then this appearance was no more, but I found myself sitting on a pleasant bank beside a river by moonlight…
——————————————————————————————————————————————

William Blake (1757-1827) er en af de store digter-filosoffer i verdenslitteraturen. I sin samtid blev han opfattet som sær, kaotisk og ligefrem gal og han levede sit liv – bogstaveligt og billedligt – i Londons sidegader, fattig og delvis glemt. Først i vor tid har han fået en renæssance, som en original og visionær digter, der hører hjemme ved siden af folk som Milton og Shakespeare.

Ægteskabet mellem himmel og helvede
William Blake

Uddrag fra kapitlet : En betyningsfuld fantasi
…Jeg spurgte nu min ledsager (Englen), hvor min evige skæbne var at finde. Han svarede: Imellem de sorte og hvide edderkopper.
Men der mellem de sorte og hvide edderkopper slog nu en sky op, omgivet af flammer; den rullede gennem afgrunden og formørkede alt under os, så dybet dernede blev sort som havet og bruste med en forfærdelig lyd.
Først var der inte at se end en begsort uvejrsky, men da vi kikkede mod øst, opdagede vi mellem skyer og bølger en fos af blod og ild, og ikke mange stenkast fra os fik vi (Blake og en engel) nu øje på en vældig slange, hvis skællede bugtninger skiftevis steg og sank. Til sidst hævede sig, omtrent tre grader til øst, en flammende dragekam op af bølgerne. Langsomt rejste den sig som en gylden bjergryg, og vi opdagede to kugler som gloende ild, som drev vandet borte fra sig, så det stod op i vældige dampskyer. Og nu så vi, at det var Leviatans hovede. Panden var stribet som på en tiger, men af grønt og pupur, og snart så vi en mund og røde gæller stryge hen over det sydende havskum, så det sorte dyb farvedes af lysende blodstriber — på vej hen i mod os som et åndevæsens rasende hast.
Min ven englen klatrede op fra det sted hvor han sad, og søgte tilflugt i fabrikken. Jeg blev alene tilbage; så forsvandt det ræddelige syn, og jeg fandt mig selv siddende på en yndig flodbred i måneskin…

Litteratur.
1.William Blake. Ægteskabet mellem Himmel og Helvede og andre skrifter. I udvalg og oversættelse ved Niels Alkjær. København 1952. Thaning & Appel.
2.Livjatan. ( latin: Leviathan) er et kæmpemæsigt havuhyre.
Livjatan omtales i Bibelen som det uhyre, Jahve i urtiden besejrede. Denne kamp mellem Jahve og Livjatan omtales blandt andet i Salmernes Bog 74,14: Du knuste Livjatans hoveder og gav dem som føde til havets fisk. Også i Jobs Bog 40,25 – 41,26 findes kampmotivet, hvor Jahve spørger Job, om denne kunne kæmpe på samme måde som Jahve mod Livjatan.
Dette kampmotiv findes også i andre myter udenfor Bibelen, blandt andet i Ba’alsmyten fra Ugarit, hvor Ba’al dræber Livjatan. Generelt er det dog nedtonet i Gammel Testamente for i stedet at betone Jahves uindskrænket magt. I Salme 104,26 er Livjatan et havuhyre som har havet til legeplads. “Der sejler skibene, der er Livjatan, som du skabte til at lege i det”.

http://da.wikipedia.org/wiki/Livjatan_(havuhyre)

Eugène Delacroix

Skrevet den af uffech

Eugène Delacroix (1798 – 1863) was a French Romantic artist regarded from the outset of his career as the leader of the French Romantic school. Delacroix’s use of expressive brushstrokes and his study of the optical effects of colour profoundly shaped the work of the Impressionists, while his passion for the exotic inspired the artists of the Symbolist movement. A fine lithographer, Delacroix illustrated various works of William Shakespeare, the Scottish writer Walter Scott and the German writer Johann Wolfgang von Goethe.
In contrast to the Neoclassical perfectionism of his chief rival Ingres, Delacroix took for his inspiration the art of Rubens and painters of the Venetian Renaissance, with an attendant emphasis on colour and movement rather than clarity of outline and carefully modeled form. Dramatic and romantic content characterized the central themes of his maturity, and led him not to the classical models of Greek and Roman art, but to travel in North Africa, in search of the exotic. Friend and spiritual heir to Théodore Géricault, Delacroix was also inspired by Lord Byron, with whom he shared a strong identification with the “forces of the sublime”, of nature in often violent action.
However, Delacroix was given neither to sentimentality nor bombast, and his Romanticism was that of an individualist. In the words of Baudelaire, “Delacroix was passionately in love with passion, but coldly determined to express passion as clearly as possible.”
From Wikipedia, the free encyclopedia
*

*

*

*

*

*

*

THE MARRIAGE OF HEAVEN AND HELL

Skrevet den af uffech

William Blake (28 November 1757 – 12 August 1827) was an English poet, painter, and printmaker. Largely unrecognised during his lifetime, Blake is now considered a seminal figure in the history of both the poetry and visual arts of the Romantic Age.

———————————————————————————————————

Without Contraries is no progression. Attraction and Repulsion, Reason and Energy, Love and Hate, are necessary to Human existence.

From these contraries spring what the religious call Good & Evil. Good is the passive that obeys Reason. Evil is the active springing from Energy.


Good is Heaven. Evil is Hell

The Voice of the Devil
All Bibles or sacred codes have been the causes of the following Errors.

1) That Man has two real existing principles Viz: a Body & a Soul.
2) That Energy, call’d Evil, is alone from the Body, & that Reason, call’d
Good, is alone from the Soul.
3) That God will torment Man in Eternity for following his Energies.

But the following Contraries to these are True.

1) Man has no Body distinct from his Soul; for that call’d Body is a portion
of Soul discern’d by the five Senses, the chief inlets of Soul in this age.
2) Energy is the only life and is from the Body and Reason is the bound or
outward circumference of Energi.
3) Energy is Eternal Delight.

Those who restrain desire, do so because theirs is weak enough to be restrained; and the restrainer of reason usurps its place & governs the unwilling.

And being restrain’d it by degrees becomes passive till it is only the shadow of desire.


LIVJATAN

Skrevet den af uffech

Besejringen af Leviatan, gravering af Gustave Doré fra 1865. På billedet dræber Gud det legendariske søuhyre, et motiv, kunstneren har hentet fra Esajas’ Bog 27,1.

LIVJATAN

William Blake (1757-1827) er en af de store digter-filosoffer i verdenslitteraturen. I sin samtid blev han opfattet som sær, kaotisk og ligefrem gal og han levede sit liv – bogstaveligt og billedligt – i Londons sidegader, fattig og delvis glemt. Først i vor tid har han fået en renæssance, som en original og visionær digter, der hører hjemme ved siden af folk som Milton og Shakespeare.

Fra William Blakes (1757- 1827) visionære klassiker, Ægteskabet mellem Himmel og Helvede, (1790-93)
“leviatans hovede”. —Panden var stribet som på en tiger, men af grønt og pupur, og snart så vi en mund og røde gæller stryge hen over det sydende havskum, så det sorte dyb farvedes af lysende blodstriber — på vej hen i mod os som et åndevæsens rasende hast.

Livjatan. — latin: Leviathan) er et kæmpemæsigt havuhyre.
Livjatan omtales i Bibelen som det uhyre, Jahve i urtiden besejrede. Denne kamp mellem Jahve og Livjatan omtales blandt andet i Salmernes Bog 74,14: Du knuste Livjatans hoveder og gav dem som føde til havets fisk. Også i Jobs Bog 40,25 – 41,26 findes kampmotivet, hvor Jahve spørger Job, om denne kunne kæmpe på samme måde som Jahve mod Livjatan.
Dette kampmotiv findes også i andre myter udenfor Bibelen, blandt andet i Ba’alsmyten fra Ugarit, hvor Ba’al dræber Livjatan. Generelt er det dog nedtonet i Gammel Testamente for i stedet at betone Jahves uindskrænket magt. I Salme 104,26 er Livjatan et havuhyre som har havet til legeplads. “Der sejler skibene, der er Livjatan, som du skabte til at lege i det”.

END OF THE NIGHT

Skrevet den af uffech

Den visionære seer William Blake (1757-1827) blev en inspirationskilde bl.a. for beatgenerationens digtere, ikke mindst Allen Ginsberg (1926—97), og senere for rockgruppen The Doors, med sangeren Jim Morrison (1943— 71) i spidsen, der udgav deres første plader i 1967, blev inspireret til deres navn af Blake’s sætning:
“If the doors of perception were cleansed, everything would appear to man as it is infinite.” (Hvis erkendelsens døre blev renset, ville alt fremtræde for mennesket som det er, Uendeligt)
I sangen “End of Night” er en strofe “some are borne to sweet delight, some are borne to sweet delight, some are borne to the endless night.” direkte fra Auguries Of Innocence af William Blake.

William Blake (1757-1827) er en af de store digter-filosoffer i verdenslitteraturen. I sin samtid blev han opfattet som sær, kaotisk og ligefrem gal og han levede sit liv – bogstaveligt og billedligt – i Londons sidegader, fattig og delvis glemt. Først i vort århundrede har han fået en renæssance, som en original og visionær digter, der hører hjemme ved siden af folk som Milton og Shakespeare.

Skrevet den af uffech

En Grønskolling af  Fjodor. M. Dostojevskij (1821 – 1881)

I romanen Ynglingen er der et lille afsnit hvor Fjodor Dostojevskijs beskriver latteren, efter min mening, på en dyb og barsk måde.

Udrag fra tredje del, kap. II.

Jeg finder, at når et menneske ler, er indtrykket i reglen frastødende. Som oftest udtrykker menneskets latter noget simpelt, noget for den leende nedsættende, selv om han eller hun som regel ikke selv aner det – på samme måde som mennesker ikke aner, hvordan de ser ud, når de sover. Mange har også under søvnen et klogt udtryk, mens andre, også kloge mennesker, ser frygtelig dumme eller latterlige ud, når de sover. Hvoraf dette kommer, ved jeg ikke; jeg siger blot – at den leende ligesom den sovende som regel inte ved om sit ansigts udtryk. Det alt overvejende flertal af mennesker forstår overhovedet ikke at le.
Forøvrigt – her drejer det sig jo ikke om at “forstå”, men om en naturgave, man ikke kan tilegne sig ved “forståelse”. Det skulle da være, at man opdrog sig selv til et helt andet menneske, udviklede sig til et bedre, bekæmpede sine lave instinkter; i så fald kunne også menneskets latter ændre sig til det bedre.
Visse mennesker afslører sig helt og holdent ved deres latter, så man straks gennemskuer hele mennesket. Selv en ubestridelig klog latter kan undertiden virke frastødende. Menneskets latter kræver fremfor alt oprigtighed, og vor findes oprigtighed hos mennesker? En latter skal helst være harmløs, men sædvanlig ler mennesker af ondskab. En oprigtig og harmløs latter betyder glæde, munterhed – men hvor finder man hos tidens mennesker den ægte munterhed – og forstår de overhovedet den ægte glæde? Et menneskes munterhed er det træk, som mere end noget andet røber dets karakter. Et vist menneske har man længe svært ved at blive klog på, men så brister dette menneske pludselig i en oprigtig latter – og straks har man ganske utvetydigt hans karakter. Kun et menneske af den højeste og lykkeligste harmoni forstår at være munter på en måde, der smitter af på andre, det vil sige uimodståeligt og godhjertet. Jeg taler ikke om hans intellekt, men om hans karater, hans hele personlighed.

Hvis man altså vil lære et menneske at kende og blive klog på, hvar der egentlig bor i ham, skal man iagttage, hvorledes han tier eller taler eller græder, ejheller hvordan han bevæges af ædle idéer, men iagttage, hvordan han ler. Har han en god latter, er han et godt menneske. Læg også mærke til nuancerne: hvor munter og godhjertet et menneskes latter end kan være – klinger der blot en lyd af dumhed i denne latter, er ophavsmanden utvivlsomt indskrænket, hvormeget han end slår om sig med idéer. Eller – er latteren i sig selv ikke dum, men synes den som ler, af en eller anden grund latterlig, det være sig nok så lidt, kan man med sikkerhed slutte, at den pågældende ikke har nogen ægte personlig værdighed. Og endelig – virker et menneskes latter smittende, men alligevel af en eller anden grund banal, er manden også selv banal, og alt ædelt og ophøjet, man ellers har troet at bemærke hos ham, er enten noget påtaget eller noget han ubevidst har lånt fra andre; et sådant menneske vil uden tvivl med tiden forandre sig til et det værre, lægge sig efter det “fordelagtige” og uden mindste beklagelse opgive alle ædle tilbøjeligheder som ungdommens vildfarelser og sværmerier.

Denne lange udgydelse om latteren har jeg inføjet her og for dens skyld brudt enheden i min fortælling, fordi jeg anser min erkendelse her for en af de vigtigste, jeg er kommet til i mit liv. Navnlig vil jeg anbefale den for unge forlovede piger, som endnu betragter deres udvalgte med nogen eftertanke og uvished før den afgørende beslutning. Le ikke af den arme yngling for hans belæringer i ting i livsspørgsmål, hvor han er uden erfaring. Men jeg véd og kan sige med sikkerhed, at latteren er den ufejlbarligste prøve på menneskets sjæl. Betragt et barn: kun børn forstår at gi’ sig helt og oprigtigt hen i latteren, derfor er de så fortryllende. Et grædende barn finder jeg vederstyggeligt, det leende eller muntre barn derimod er som en solstråle fra paradiset – en åbenbaring af en fremtid, da menneskene endelig vil blive rene og harmløse, som nu kun børn er.

.

Dostojevskij har bidraget væsentligt til verdenslitteraturen, og som inspirationskilde til blandt andre Nietzsche og Sartre anses han af mange som en af forgængerne for den moderne, filosofiske retning eksistentialismen. Dostojevskij er anerkendt for sine skildringer af den menneskelige psykologi, ikke mindst i det 19. århundredes Rusland..