Molstiger på Art Copenhagen 2016

Her ses et udvalg af de malerier jeg skal have med på Art Copenhagen 2016.






Art Copenhagen 2016
I år fra d. 26 til d. 28 august, deltager jeg på Art Copenhagen med nye malerier, som jeg har malet denne sommer på Mols.
Jeg deltager på Galerie Birchs stand. Galleriet er Danmarks ældste galleri for moderne kunst. Det blev grundlagt i 1946, året før jeg blev født, og galleriet er stadig med i de internationale kunststrømninger.
Art Copenhagen afholder i år deres 20-års jubilæumsmesse, og jeg har deltaget på messen gennem alle årene.
Messens program for jubilæumsåret står i fornyelsens tegn; der udvides med ny lokation, nyt koncept og internationalt fremmøde.
Forum bliver skiftet ud som vært og erstattet af Bella Centret på Amager.
Bella Centret i København
http://www.artcopenhagen.dk
Åbningstider:
Fredag 26. August – kl. 12-20
Lørdag 27. August – kl. 11-19
Søndag 28. August – kl. 11-17
Jeg glæder mig til at hilse på jer på udstillingen.
Mange hilsener
Uffe
Indbydelse til BRANDTS 13
Nu er sensommeren godt i gang og udstillingslivet starter snart. Efter en produktiv sommer, hvor jeg har malet på det skønne Djursland, er jeg nu parat til sæsonens første udstilling. Jeg deltager med Galleri Flintholm i den årlige galleriweekend på Brandts 13.







Brandts inviterer for andet år i træk til Galleriweekend, hvor fynske gallerier viser kunst fra nær og fjern.
Weekenden den 12. til 14. august slår Brandts 13 dørene op for en festlig fejring af det fynske kunstmiljø. Her kan du kigge, og måske købe et værk med hjem til stuen, hygge og blive klogere på kunsten.
Der er gratis adgang på Brandts 13 hele weekenden og mulighed for at købe forfriskninger.
PROGRAM
Fredag kl. 14 udstillingen åbnes.Lørdag og søndag kl. 11–16 artist talks Læs mere på brandts.dk
ÅBNINGSTIDER
Fredag kl. 14–19
Lørdag kl. 10–17
Søndag kl. 10–17
DELTAGENDE GALLERIER
Galleri5000 · Odense
Galleri Flintholm · Svendborg
Galleri Weber · Svendborg
BRANDTS 13
Jernbanegade 13 · 5000 Odense C
PS: Alle malerierne til udstillingen kan ses på min hjemmesider.
http://www.uffechristoffersen.net/Uffe_Christoffersen/BIENVENUE.html
Tigerlandskab
Jeg står midt i Nationalparken Mols Bjerge og maler under åben himmel. Det har jeg nu gjort i et par måneder.
Jeg bliver inspireret af naturens farver, som fra dag til dag ændrer sig med vejret der hele tiden skifter mellem sol og grå himmel, og med græsset og planternes farver der forvandles med tiden.
I foråret I Frankrig havde jeg planlagt hvad jeg ville male her på Mols. Det skulle blive en serie med hvide tigre, men under mit arbejde her fik naturens farver alligevel overtaget, og det blev derfor til “Tigerlandskaber”, for mens jeg maler her på Mols opleves øjeblikket som noget meget positivt og dejligt, som med det samme kommer frem i malerierne, det handler om her og nu.
Her ses et udvalg af mine nyeste malerier.










http://www.uffechristoffersen.net
FORÅR 2016

Face to Face. 81×65 cm. 2016.
Det er svært at blive indedøre nu hvor foråret er kommet, og derfor går vi lange ture, som så samtidig inspirerer os til at male. Her tænker jeg især på alle de fantastiske farveoplevelser, man får ude i naturen.
De mange mandeltræer er næsten afblomstret, og de smukke lyserøde og hvide blomster, er ved at blive erstattet af fine lysegrønne blade, der lyser mod den azurblå himmel.
Nu er det abrikostræerne der har overtaget. Deres blomster er også hvide og lyserøde, men disse er endnu mere fyldige end mandeltræernes blomster. At se ud over en plantage af abrikostræer, er som at se ind i en tæt lyserød sky.
Samtidig står de talrige tjørnebuske i fuldt flor, og deres lette hvide blomster giver landskabet en næsten overjordisk skønhed som giver en berusende følelse af indre lykke. Det er alt sammen følelser og farveoplevelser der gør et så stort indtryk, at de uvægerligt afspejler sig i maleriet.
Vi går i kuperet terræn ad hjulsporsveje, gennem de blomstrende frugtplantager og den lyse grønne skov, og for sjov har jeg målt hvor langt vi går.
Jeg måler det på mit iWatch: 15 km. i gennemsnit, om dagen.
Mit nye iWatch kan mange ting, bl.a. kan jeg modtage telefonopkald, og her forleden da vi gik ude i naturen, ringede Georgina, fra Galerie Birch, og spurgte om jeg ville deltage på Art Copenhagen 2016, hvilket jeg naturligvis sagde ja til.
Det glæder jeg mig til, da jeg ved at jeg på Galerie Birch’s stand, kommer til at hænge ved siden af betydelige kunstnere. Det er en stor udfordring og jeg vil derfor gå i “arbejdslejr” for at yde mit bedste.
Art Copenhagen 26 –– 28 August 2016, forgår på Bella Centret i København.
Cornerudstillingen 2016, blev som altid holdt på Sophienholm, og for mig blev det en succes da jeg igen i år fik udsolgt.
Her i det nye år har jeg malet 7 mindre malerier færdig. De kan ses på min hjemmeside >>> http://www.uffechristoffersen.net/Uffe_Christoffersen/BIENVENUE.html
God fornøjelse.
Mange forårshilsener
fra
UFFE
My atelier in France
CORNER 2016

Kunstnergruppen CORNER 2016 åbner den 23. januar kl. 11 på Sophienholm, Nybrovej 40, 2800 Lyngby, hvor jeg deltager med nye malerier som man kan se på min hjemmeside:
http://www.uffechristoffersen.net
Man kan downloade en indbydelse på min hjemmeside.
Monarch of the mountains
Jeg blev super glad da jeg genså maleriet Monarch of the mountains. 130×162 cm. 2015, som hænger i vores hus her på Mols.

Tigerlandskab

Er lige blevet færdig med dette maleri der måler 65×81 cm.
Jeg kalder det for TIGER OF THE MOUNTAINS, da jeg synes at ryggen kan minde om en bjergryg. Så det er to billeder i et 🙂
To kunstneres 50 års jubilæum
Fernisering lørdag den 7. marts kl. 14-17. Udstillingen er en fejring af 50 års partnerskab mellem de to enestående kunstnere.
Ansigtets mange masker og Vildfarende tigre
Det er med stor glæde, at Galleri Flintholm danner rammen om fejringen af
50 års partnerskab mellem to enestående kunstnere
Annette Hoff-Jessen og Uffe Christoffersen
7. marts – 12. april 2015
Ferniseringen åbner en udstilling med beviser på et langt og intensivt parløb – et vidnesbyrd på et kærlighedsliv igennem 50 år, hvor kunsten har været omdrejningspunktet og den livgivende åre.
De to kunstnere har i hvert deres kunstneriske univers malet til denne fællesudstilling igennem et helt år.
Uffe Christoffersen byder ind med et bragende stort maleri ’Tigrene øst for Paris’, som er inspireret af en virkelig hændelse, som kunstneren digter videre på. Maleriet måler intet mindre end 2×5 meter, og malingen er kun lige blevet tør. Flere mindre malerier danner optakten til det store nøgleværk, værker som er inspireret af ældre, kinesiske tusch tegninger af utrolig høj kvalitet.
Annette Hoff-Jessen er især kendt for sine mange malerier af ansigter og masker – en dobbelthed, som ligger gemt i ethvert menneskes ansigt mere eller mindre udtalt. Malerierne kredser om forholdet mellem masken og menneskets sande ansigt. Hvornår er ansigtet en maske, som vi viser omverden, og som kan bruges for at holde verden på afstand. Hvornår er ansigtet et autentisk udtryk – den ægte vare? Annettes værker har sit helt eget karakteristiske udtryk med afsæt i en stærk farvepalette af rød, okker og violet.
Velkommen til et brag af en fernisering
lørdag den 7. marts kl. 14-17.
Åbningstider:
Gratis entre på ferniseringsdagen.
Torsdag kl. 13-17 og lørdag-søndag kl. 12-16.
Udstillingens sidste dag er søndag den 12. april.
Entre 20 kr
Kom og oplev et kunstnerisk og kærligt favntag mellem to af vores mest originale samtidskunstnere.
Velkommen
Litten Gervang
Galleri Flintholm v/Litten Gervang, Filippavej 57, 5762 V. Skerninge
Tlf.: 2280 8913
Annette Hoff-Jessen
Malerierne kan ses her>>
http://www.annettehoff-jessen.com/Annette_Hoff-Jessen/Aktuelt.html
Uffe Christoffersen
Nogle af malerierne kan ses her>>
http://www.uffechristoffersen.net/Uffe_Christoffersen/BIENVENUE.html



You must be logged in to post a comment.