institution

I sociologi refererer institution til relativt varige sæt af sammenhængende normer og roller, der er struktureret således, at de varetager bestemte funktioner indenfor et fællesskab. Institutioner kan være etableret efter en plan ved en kollektiv beslutning, med formaliserede rammer og et bestemt formål (fx daginstitutioner). Eller de kan være vokset ud af traditioner, uden at der har ligget en bestemt kollektiv beslutning og hensigt bag (fx familien). Også her vil institutionen typisk udfylde en funktion gennem tilpasning til kollektive behov.

Faktaboks

Etymologi: Institution, af lat. institutio. Institutum: indretning, sædvane., indstiftelse

I sociologien kan begrebet institution føres tilbage til fagets grundlæggelse i sidste halvdel af 1800-tallet.

Herbert Spencer: inspiration fra biologien

Herbert Spencer indførte begrebet institution med inspiration fra biologien.

Herbert Spencer.

Af Gyldendal.

Licens: Begrænset anvendelse

Herbert Spencer indførte begrebet med inspiration fra biologien. Det skete i hans store værk Principles of sociology (tre bind, 1876-1896). I biologiske organismer har evolutionen dannet stadigt mere differentierede og komplekse strukturer af organer: organer til bevægelse, optagning af føde, fordøjelse og stofskifte, transport rundt i organismen, sansning, reproduktion osv. Spencer søgte efter analoge funktioner i samfundsorganismen. På samme måde har evolution på samfundsniveau dannet et stadigt mere forgrenet system af institutioner til varetagelse af nødvendige funktioner.

Institutionernes funktion

Spencer identificerede på det overordnede plan tre hovedtyper af funktioner med tilhørende institutioner:

Regulerende funktioner med institutioner til styring, ledelse, samordning og integration.
Operative funktioner, institutioner til produktion, udvinding og bearbejdning af råstoffer fra naturen.
Institutioner til fordeling af livsfornødenheder rundt i samfundet.

Han gennemgik dernæst systematisk rækken af institutioner i forskellige perioder, kulturer og samfundstyper, som de forelå beskrevet i datidens samfundsforskning.

Familie og slægt opfattede Spencer som de mest oprindelige former for institutioner. I de tidligste faser varetog familie og slægt alle typer af funktioner, der var nødvendige for overlevelse. Med evolutionen vil de mest effektive former udkonkurrere de mindre effektive, og der opstår gradvis større enheder og mere effektive former. Det muliggør en øget differentiering med dannelse af nye specialiserede institutioner: politiske, militære, økonomiske, religiøse, kulturelle mv. Det giver evolutionære fordele, mente Spencer.

De enkelte institutioner er her bestemt og forklaret ud fra de funktioner, de varetager i forhold til helheden. Evolutionen er ikke en bevidst planlagt og centralt styret proces, men en selvgroet tilpasningsproces, hvor nye former dukker op, og de bedst egnede overlever (jævnfør Spencers udtryk: survival of the fittest).

Selvom Spencer og hans evolutionsteori er gledet i baggrunden i eftertiden, blev han meget læst i samtiden, og hans forståelse af institutioner blev videreført af senere sociologer.

Emile Durkheim: integration og solidaritet

Émile Durkheim definerede sociologien som ”videnskaben om institutioner, om deres oprindelse og deres funktionsmåde.”

Émile Durkheim

Af Ukendt.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Émile Durkheim definerede i sin bog Den sociologiske metodes regler (1895) ligefrem sociologi som ”videnskaben om institutioner, om deres oprindelse og deres funktionsmåde”.

Ligesom Spencer tog han udgangspunkt i et organisk syn på samfundshelheden for at forstå institutionernes funktion. Det overordnede funktionelle behov var efter hans forståelse at skabe integration, sammenhæng og solidaritet i samfundet. Durkheim var derfor optaget af at undersøge, hvordan det pres kunne imødegås, som traditionelle overleverede institutioner blev udsat for gennem store samfundsforandringer i overgangen til moderne samfund med industrialisering, urbanisering, nye klassemodsætninger, demokratiske revolutioner, retsstat, sekularisering og migration.

Institutionsbegrebet i moderne sociologi

Selvom der ikke kan siges at være enighed blandt sociologer om ligefrem at bruge institution som definition på sociologi som videnskab, er der enighed om, at det er et centralt og grundlæggende begreb til beskrivelse og forklaring af alle former for socialt liv. Opretholdelse af socialt liv afhænger af institutioner.

En udbredt nyere sociologisk definition af begrebet institution lyder: ”En institution er en sammenhængende struktur af positioner, roller, normer og værdier, der organiserer relativt stabile mønstre af aktiviteter til varetagelse af fundamentale funktioner som at producere ressourcer til livets opretholdelse, biologisk reproduktion og opretholdelse af levedygtige samfundsmæssige strukturer inden for de givne omgivelser” (Jonathan Turner, The Institutional Order, 1997).

Denne definition ligger ikke langt fra Spencers og Durkheims opfattelse. Men siden deres tid er der foregået en betydelig teoretisk debat og udvikling i sociologisk teori med hensyn til, hvordan man skal forstå og forklare etablering af institutioner, deres opbygning og deres virkninger.

Holisme og individualisme

Talcott Parsons var i flere årtier en hovedfigur i strukturfunktionalismen, hvor den holistiske position i forhold til institutionerne træder tydeligst frem.

Harvard University Archives.

Licens: Begrænset anvendelse

En skillelinje, der går ned gennem sociologiens historie, er mellem på den ene side teorier, der tager udgangspunkt i samfundsstrukturen som en helhed, en realitet i sig selv, og på den anden side teorier, der tager udgangspunkt i de individuelle aktører og deres handlinger. Skellet falder sammen med sondringen mellem metodologisk holisme og metodologisk individualisme (se individualistisk sociologi) og med forskellige opfattelser af relationen mellem struktur og aktør. Traditionsbaserede institutioner er nok vokset frem og vedligeholdt gennem menneskers handlinger, men de enkelte individer kan ikke vilkårligt ændre institutionerne.

Den holistiske position træder tydeligst frem i strukturfunktionalismen fra 1950’erne og flere årtier frem med Talcott Parsons som en hovedfigur. Funktionalismen undersøger, hvordan institutioner er opbygget af sammenhængende normer, roller, værdisæt og sociale kontrolmekanismer, og hvordan disse dele tilsammen bidrager til samfundshelhedens stabilitet og integration. Også den marxistisk inspirerede tradition, der betoner produktionsforholdenes og klasserelatationernes styrende rolle for individernes handlemuligheder, repræsenterer en holistisk position.

Alternative strømninger

Efter en stigende kritik af funktionalisme opstod i løbet af 1960’erne alternative strømninger. De udviklede teorier om, hvordan institutioner kunne vokse frem af individernes subjektive livsverden og handlinger, og hvordan de kunne blive til faste kollektive realiteter i form af normer og roller, ritualer og ceremonier, underbygget at af fælles fortolkninger og symboluniverser, der giver mening og legitimitet. Indflydelsesrige teoretiske strømninger har her været fænomenologi, symbolsk interaktionisme og socialkonstruktivisme.

Institutionsdannelse kan ske gennem politisk styrede processer, der eventuelt kan resultere i lovgivning, eller som spontant udviklede kollektive handlinger, der organiseres i det civile samfund.

Konflikter, magt og dysfunktioner i institutioner

Robert K. Merton fotograferet i 1965, hvor han blev udnævnt til æresdoktor ved Universiteit Leiden i Holland.

Robert K. Merton i 1965

Af Erich Koch/Nationaal Archief.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Gennem de aktørorienterede angebsmåder har man også fået større fokus på konflikter, magtforhold og dysfunktioner (dvs. virkninger som kan skade helheden, se Robert K. Merton) i institutioner.

Institutionsbegreber i andre samfundsvidenskaber

Sociologiske begreber og teorier om institutioner er gennem årene blevet brugt og videreudviklet i i vekselvirkning med andre samfundsvidenskaber.

I organisations- og ledelseteori og i statskundskab opstod i løbet af 1970’erne en institutionalistisk strømning med hovedskikkelserne James G. March og Johan P. Olsen, som i høj grad byggede videre på sociologiens forståelse. De overskred det klassiske syn på organisationer som formelle, regelbaserede, hierarkiske og rationelle bureaukratier.

En aktørbaseret teori om institutioner, der bygger på rational choice-teori, har rødder i økonomisk teori. Den undersøger, hvilke handlemønstre og udfald forskellige sæt af formelle regler kan forventes at skabe gennem incitamenter og rammer, givet at aktørerne handler egennyttigt rationelt (Elinor Ostrom, Oliver E. Williamson). I denne teoriramme kan en institution referere til en enkelt formel regel.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Sociologisk teori

Heine Andersen

Professor emeritus, mag.scient.soc., Københavns Universitet