solidaritet

I den socialistiske arbejderbevægelse er solidaritet et kernebegreb, der blev udviklet i 1800-t. som modstykke til den liberalistiske individualisme. I denne sammenhæng udtrykker solidaritet en erkendelse i arbejderklassen af, at den enkelte arbejder ikke alene kan udrette noget over for kapitalejerne og de politiske magthavere; det kræver et handlingsfællesskab, hvor den enkelte tilslutter sig og indordner sig under et kollektiv, hvis organisatoriske form er fagforeningen og det socialistiske parti. Også solidariteten mellem arbejderne på tværs af de nationale grænser (internationalisme) blev anset for uomgængeligt i kampen mod kapitalismen og for socialismen.

Med opbygningen af velfærdsstaten på grundlag af det universalistiske princip, dvs. alle borgeres ret til velfærdsydelser, kan man hævde, at solidariteten er blevet udstrakt til at gælde hele samfundet, samtidig med at begrebet har bevaret sin specielle betydning i arbejderbevægelsen.