Faktaboks

Sibel Kekilli
Født
16. juni 1980, Heilbronn, Tyskland
Sibel Kekilli, Berlin International Film Festival, 20.3.2024

Sibel Kekilli er en tyrkisk-tysk filmskuespiller, der fik sit gennembrud i 2004 med hovedrollen i den tyrkisk-tyske instruktør Fatih Akins prisbelønnede drama Gegen die Wand (Mod muren). I årene efter fulgte flere karakterroller, blandt andet i Feo Aladags (f. 1972) Die Fremde (When we leave) fra 2010. Her spillede Sibel Kekilli igen en tyrkisk-tysk kvinde fanget mellem traditionelle familiekonventioner og moderne kvindefrigørelse.

Herefter opsøgte hun andre roller end den som kvinden med anden etnisk baggrund end tysk, og fra 2011-2017 medvirkede hun i tv-serien Tatort (Gerningsstedet) som efterforskeren Sarah Brandt. I 2011-2014 blev hun verdenskendt som Shae i tv-serien Game of Thrones.

Sibel Kekilli har modtaget en lang række tyske og internationale filmpriser, herunder Det Tyske Filmakademis pris, Lola, i 2004 for Gegen die Wand og i 2010 for Die Fremde, som hun også modtog en pris for på Tribeca Film Festival i New York. Derudover blev hun den 8. marts 2017 æret med Tysklands højeste orden, Bundesverdienstkreuz, som en anerkendelse af hendes særlige engagement for kvinders rettigheder.

Gennembruddet med Gegen die Wand

Sibel Kekilli er født som datter af tyrkiske forældre og opvokset i byen Heilbronn i det sydvestlige Tyskland. Inden hovedrollen i Gegen die Wand havde hun forskellige småjobs, men hun havde ingen formel uddannelse i skuespil. Efter hun i 2002 blev castet til Fatih Akins film, modtog hun en kort periode undervisning i skuespil.

Da filmen fik premiere ved Berlinalen i 2004, betød det ikke blot et gennembrud for Fatih Akin og Sibel Kekilli, det var også et stort skridt for større anerkendelse af filmskabere og skuespillere med anden etnisk baggrund end tysk. Gegen die Wand vandt Berlinalens fornemme pris Guldbjørnen, og Sibel Kekilli høstede efterfølgende adskillige priser og ros for sin fremragende præstation som den unge tyrkisk-tyske kvinde, der for at slippe ud af sin families restriktive moralforestillinger indgår et proformaægteskab.

Tabloidavisen Bild”-Zeitung udnyttede Sibel Kekillis nyvundne berømmelse til at afsløre, at hun som ung havde medvirket i pornografiske film. Hun blev dog støttet massivt i både tyske og tyrkiske kredse, og avisen indkasserede en påtale fra det tyske pressenævn for krænkelse af den menneskelige værdighed.

Tyrkiske rødder

Sibel Kekilli er tysk statsborger med tyrkiske rødder, og det har afspejlet sig i hendes filmroller, især i starten af hendes karriere, hvor hun efter Gegen die Wand var med i Anno Sauls (f. 1963) komedie Kebab Connection (2004) med manuskript af blandt andre Fatih Akin.

I 2006 medvirkede hun i den tyrkiske film Eve Dönüs (Hjemvenden) af Ömer Uğurs (f. 1954)og modtog efterfølgende prisen for bedste kvindelige hovedrolle ved Antalya Golden Orange Film Festival, en af Tyrkiets vigtigste filmfestivaler.

Efter flere betydningsfulde roller vendte hun i 2010 for alvor tilbage til sin første titelrolle i Feo Aladags Die Fremde, som sikrede hende endnu en Lola og flere internationale priser. Handlingen er endnu engang sat i et tyrkisk-tysk miljø, og tematikken er individets ret til selvbestemmelse over for et konservativt normsæt. Denne gang er det ikke kun den unge kvinde, der er fanget af konventionerne, men også hendes bror, der føler sig tvunget til at redde familiens ære ved at begå et såkaldt æresdrab.

Store tv-serier

Fra 2011 startede et nyt kapitel i Sibel Kekillis karriere, og hun gik decideret efter andre roller end figurer med anden etnisk baggrund end tysk. Fra 2011-2017 var hun efterforskeren Sarah Brandt i den traditionsrige tv-serie Tatort på ARD, og ligeledes i 2011 blev hun verdenskendt som kurtisanen Shae i den populære tv-serie Game of Thrones, hvor hun var med i fire sæsoner.

Ud over at optræde i film og tv har Sibel Kekilli også indtalt lydbøger, og hun er politisk aktiv som fortaler for kvinders rettigheder. Senest har hun i 2025 modtaget delstaten Baden-Württembergs fortjenstmedalje for sin indsats for kvinders rettigheder.

Film i udvalg

År Instruktør Original titel/dansk titel
2004 Fatih Akin Gegen die Wand/Mod muren
2004 Anno Saul Kebab Connection
2006 Hans Steinbichler Winterreise/Vinterrejse
2006 Joseph Vilsmaier Der letzte Zug/Det sidste tog
2009 Toni Laine Pihalla/Playground
2010 Dieter Wedel Gier/Grådighed
2010 Feo Aladag Die Fremde/When we leave
2010-2017 (forskellige) Tatort Kiel/Gerningsstedet Kiel
2011-2014 (forskellige) Game of Thrones
2025 Ameer Fakher Eldin Yunan

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig