sjakaler

Sjakalerne tilhører hundefamilien (Canidae) i rovdyrordenen (Carnivora). Der findes følgende tre arter:

Inden for de seneste år er der sket to signifikante ændringer i opfattelsen af sjakalernes slægtskab.

1. Tidligere anså man guldsjakalen for en vidt udbredt art, der fandtes både i Afrika og Eurasien. Men nu har man splittet den op i to arter: guldsjakal i Eurasien og guldulv (Canis lupaster) i Afrika. Sidstnævnte er tættere på grå ulv og prærieulv end på guldsjakalen.

2. Traditionelt blev alle sjakalerne placeret i slægten Canis, hvor man også finder grå, rød, etiopisk og prærieulv. Men det står nu klart, at de to afrikanske arter, skaberaksjakal og stribet sjakal, ikke hører hjemme i Canis, og de har i stedet fået tildelt slægten Lupulella.

Det har vist sig, at afrikansk vildhund (Lycaon pictus) og asiatisk vildhund (Cuon alpinus) er tættere beslægtet med Canis, end Lupulella er det. Konklusionen er, at sjakalerne ikke udgør en sammenhængende (monofyletisk) gruppe (se figur).

Med en vægt på 5-17 kg er sjakalerne mellemstore medlemmer af hundefamilien. I proportioner kunne de ligne en blanding mellem en ræv og en grå ulv. De er større og mere langbenede end rævene, men er slankere bygget og mere smalsnudede end grå ulv. De har en busket hale og lange, trekantede ører (8-13 cm).

Skaberaksjakalen er karakteriseret af at have en sort- og gråmeleret saddel, deraf dens navn; skaberak er et slags hestedækken. Stribet sjakal er opkaldt efter en vandret dobbeltstribe på flanken, en bred hvid stribe oven på en sort stribe. De to arter kan være svære at skelne i felten; stribet sjakals sidestriber er ikke altid tydelige, skaberaksjakal har ofte en sort sidestribe, og stribet sjakal kan nogle gange have en sort- og gråmeleret saddel. Det sikreste kendetegn for stribet sjakal er dens sorte hale med hvid halespids (skaberaksjakalen har sortspidset hale).

Guldsjakalen er navngivet efter sin gyldenbrune, nogle gange nærmest orange pels. Den har et særegent mønster bestående af en hvid strube, et hvidt bånd midt på halsen og et hvidt bånd øverst på brystet (ikke altid lige tydeligt). Den har en sortmeleret saddel, som når et godt stykke ned på siden af flanken. Halen er relativt kort (20-30 cm) med en markant sort spids. Guldsjakaler i varme områder har en kort pels. Men i køligere regioner såsom i Europa kan arten få en kraftigere vinterpels med en tyk pelskrave af længere hår, der danner spidse ”bakkenbarter”, som stikker ud som en trekant på hver side af halsen.

Skaberaksjakalen findes i to separate udbredelsesområder; et i det sydlige Afrika og et i Østafrika. Den foretrækker åbne habitater såsom savanne, halvørken og ørken og undgår typisk tæt vegetation. Den ses hyppigt på safarier i Afrika.

Stribet sjakal findes i store dele af Afrika syd for Sahara, fra Vest- til Østafrika og sydpå til det nordøstlige hjørne af Sydafrika. Men den forekommer ikke i størstedelen af Sydafrika, Namibia og Botswana. Den lever i diverse savannetyper såvel som vådområder og bjerghabitater i op til 2.700 meters højde. I områder, hvor den overlapper med skaberaksjakal og/eller guldulv, foretrækker den ofte habitater med mere tæt vegetation. Den ses sjældent på safarier.

Guldsjakalens udbredelse strækker sig historisk set fra Sydøsteuropa via Mellemøsten og det Indiske Subkontinent til Sydøstasien. Siden 1980’erne har arten på bemærkelsesværdig vis spredt sig vest- og nordpå i Europa. I 2015 nåede den til Danmark, hvor talrige individer er blevet registreret siden da, og i 2020 blev den registreret i det nordlige Norge. Den kan udnytte mange forskellige habitattyper fra skov til tørre, åbne områder og landbrugsområder.

I kontrast til grå ulv og vildhundene, som er specialiserede i at jage store hovdyr, er sjakalerne altædere (omnivorer), der især lever af mindre byttedyr suppleret med ådsler og plantekost. Typisk er insekter og/eller gnavere de hyppigste byttedyr, men sjakaler kan også tage fugle, krybdyr, padder og fisk.

Alle sjakaler er opportunister, og deres fødesammensætning kan variere kraftigt geografisk såvel som over årstiderne. Med det i mente her nogle generaliseringer.

Skaberaksjakalen lever især af insekter (kan udgøre over halvdelen af føden), mindre pattedyr såsom smågnavere, springharer og harer, frugt og ådsler. Den jager normalt alene og kan på egen hånd nedlægge byttedyr op til antilopeunger i størrelse. Men i nogle områder kan nabofamilier slå sig sammen og jage i flok som ulve, og det gør dem i stand til at nedlægge gamle og syge impalaer og zebraføl. Man har også observeret skaberaksjakaler samarbejde med geparder og afrikanske vildhunde om at jage.

Stribet sjakals kost domineres af frugt, mindre pattedyr op til springhare i størrelse, insekter og ådsler. Den er mere frugtædende end skaberaksjakalen. I et studie i Zimbabwe udgjorde frugt 30% af den stribede sjakals føde, og i frugtsæsoner kan frugt udgøre størstedelen af kosten.

Guldsjakalen er også meget alsidig i sin kost. I talrige studier i Europa var mus (især studsmus) og ådsler de primære fødekategorier. I et studie i Ungarn udgjorde mus op til 55% af guldsjakalens fødemængde, og i en undersøgelse i Bulgarien fandt man mus i 88% af de maver fra nedlagte sjakaler, man undersøgte. Den kan også æde insekter, fugle, krybdyr, padder og vegetarføde såsom frugt, bær, majs og græs, men sædvanligvis kun i små mængder.

Sjakalerne er mestendels nat- og skumringsaktive, men de er fleksible og kan også være aktive i dagtimerne. De hviler sig normalt i skjul af tæt vegetation eller lignende og bruger ikke jordhuler til hverdag.

Alle tre sjakaler lever i territorielle familiegrupper med et forældrepar og deres unger. Der kan være op til 6-8 medlemmer i en familie, men sædvanligvis er de mindre. Familiemedlemmer fouragerer normalt for sig selv, hvilket er typisk for rovdyr, der lever af små byttedyr. Rundt om ådsler kan mange individer dog samle sig; man har talt så mange som 78 skaberaksjakaler om et stort ådsel.

Drægtigheden hos sjakalerne varer 57-65 dage. Kuldstørrelsen er 1-9 hos skaberaksjakal, 4-6 hos stribet sjakal og 3-12 hos guldsjakal.

Ungerne bliver ofte født i en hule under jorden, som forældreparret selv har gravet eller overtaget fra et andet dyr. Når hvalpene er vænnet fra, bliver de passet og fodret af begge forældre, og nogle gange også af større søskende. Hos skaberaksjakalen tilbringer moren de første to uger i hulen med hvalpene, og i den periode bliver hun fodret både af sin mage og andre familiemedlemmer.

Skaberaksjakal kan leve i op til 14 år i fangenskab, men i naturen sjældent over 7 år. Stribet sjakal kan formodentlig leve til de bliver 10-13 år i fangenskab, men i naturen er den gennemsnitlige levealder kun 3-4 år.

• hundefamilien
• rovdyr