I kontrast til grå ulv og vildhundene, som er specialiserede i at jage store hovdyr, er sjakalerne altædere (omnivorer), der især lever af mindre byttedyr suppleret med ådsler og plantekost. Typisk er insekter og/eller gnavere de hyppigste byttedyr, men sjakaler kan også tage fugle, krybdyr, padder og fisk.
Alle sjakaler er opportunister, og deres fødesammensætning kan variere kraftigt geografisk såvel som over årstiderne. Med det i mente her nogle generaliseringer.
Skaberaksjakalen lever især af insekter (kan udgøre over halvdelen af føden), mindre pattedyr såsom smågnavere, springharer og harer, frugt og ådsler. Den jager normalt alene og kan på egen hånd nedlægge byttedyr op til antilopeunger i størrelse. Men i nogle områder kan nabofamilier slå sig sammen og jage i flok som ulve, og det gør dem i stand til at nedlægge gamle og syge impalaer og zebraføl. Man har også observeret skaberaksjakaler samarbejde med geparder og afrikanske vildhunde om at jage.
Stribet sjakals kost domineres af frugt, mindre pattedyr op til springhare i størrelse, insekter og ådsler. Den er mere frugtædende end skaberaksjakalen. I et studie i Zimbabwe udgjorde frugt 30% af den stribede sjakals føde, og i frugtsæsoner kan frugt udgøre størstedelen af kosten.
Guldsjakalen er også meget alsidig i sin kost. I talrige studier i Europa var mus (især studsmus) og ådsler de primære fødekategorier. I et studie i Ungarn udgjorde mus op til 55% af guldsjakalens fødemængde, og i en undersøgelse i Bulgarien fandt man mus i 88% af de maver fra nedlagte sjakaler, man undersøgte. Den kan også æde insekter, fugle, krybdyr, padder og vegetarføde såsom frugt, bær, majs og græs, men sædvanligvis kun i små mængder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.