Marcel Beyer

Marcel Beyer læste germanistik, anglistisk og litteraturvidenskab ved Universität Siegen i årene 1987-1992. De tidligste forsøg med at skrive lyrik rækker tilbage til første halvdel af 1980’erne, senere kom prosa og performancekunst til.

Hen mod slutningen af studietiden arbejdede Beyer bl.a. som litterær redaktør og som tekstforfatter for musikmagasinet Spex.

De første egne udgivne litterære værker er Kleine Zahnpasta i 1989 og Walkmännin i 1990 som begge er antologier af digte. I digtene eksperimenter Beyer med sprog, lyd og identitet og undersøger forholdet mellem individ og mediekultur i det senmoderne Tyskland.

I 1991 fulgte med udgivelsen af Das Menschenfleisch ("Menneskekød", ikke oversat til dansk), den første roman, som på basis af en sparsomt udformet plot undersøger den passionerede kærligheds afgrunde.

Der fortælles om forholdet mellem en mandlig jeg-fortæller og en kvinde, der kun kaldes ”K”. Således forbliver figurerne navnløse, og fortællingen virker med sine mange fokuserede og upersonlige beskrivelser inspireret af den franske avantgarde-strømning ”nouveau roman”.

Teksten kredser om associationer mellem menneskekroppen og plante- og insektverdenen, og de barske naturlove viser sig også at gælde i kærlighedens univers. Således fremstilles den passionerede kærlighed som en altopslugende kraft, der kan sætte mennesket i en eksistentiel grænsesituation.

Romanen Flughunde blev Marcel Beyers litterære gennembrud. Den handler om en lydtekniker og hans rolle i begivenhederne i de sidste dage i Adolf Hitlers førerbunker i Berlin. Ved at vælge lydteknikeren som bærende karakter, bidrager Beyer med et originalt perspektiv på Det Tredje Rige, som opleves gennem lydenes verden.

Romanen skildrer også det dybt problematiske forhold mellem tilsyneladende neutral, objektiv videnskab og dens anvendelse og vanskeligheden ved at skelne mellem virkelighed og indbildning i ekstreme situationer.

I de følgende år skiftes der mellem udgivelser af digtsamlinger og romaner, andre prosaværker, dramatiske værker og essays. I romanen Spione (2000, "Spioner", ikke oversat til dansk) forsøger en gruppe af unge i 1960’ernes Vesttyskland at udfylde de blinde pletter i deres familiers historier. Ved at studere gamle fotos og samtaler om fortiden bliver de erindringens spioner.

Romanen udforsker således hukommelsen, fortællinger og de fortiede historier i den tyske efterkrigstid. Romanens fragmentariske struktur afspejler erindringstemaet i selve formen.

I 2008 udkom romanen Kaltenburg ("Kaltenburg", ikke oversat til dansk) i hvilken Beyer igen valgte at belyse den tyske historie igennem en videnskabelig eksperts øjne. Denne gang er det en zoolog, der ser tilbage på sit liv og sin mentor, den gådefulde ornitolog og adfærdsforsker Kaltenburg.

Romanen udforsker forholdet mellem videnskab, politik og personlig skyld i Det Tredje Rige og i DDR. Figuren Kaltenburg er inspireret af pioneren inden for adfærdsforskningen, østrigske Konrad Lorenz’ liv og hans belastede fortid.

Fortællingen kredser om videnskabens rolle i totalitære systemer, tavshed og fortrængning om problematiske dele i den tyske historie.

I 2022 holdt Marcel Beyer en række poetologiske forelæsninger der kredsede om krigen i Ukraine med titlen ”Die tonlosen Stimmen beim Anblick der Toten auf den Straßen von Butscha” ("De lydløse stemmer ved synet af de døde på gaderne i Butsja"), hvor han præsenterede tanker omkring ”faktuales Erzählen”. Dette betegner en måde at reagere på krigsbilleder som er refleksivt, etisk og præcist – og hvor forfattere hele tiden overvejer, hvad de ser, hvad de forestiller sig, og hvad de har ret til at fortælle om.

• tysk litteratur
• nouveau roman
• Det Tredje Rige
• DDR
• Konrad Lorenz