Robert K. Merton

En af de ”store teorier”, som var ved at få en dominerende rolle, var den såkaldte strukturfunktionalisme, som Talcott Parsons var hovedrepræsentant for.

Kernen i denne teori var, at samfundet skulle betragtes som en funktionel, organisk helhed, hvor de enkelte dele, dvs. institutioner, normer, kultur, politiske institutioner, religion, økonomisk arbejdsdeling osv. kunne forklares ud fra den funktion, de havde som bidrag til at understøtte helhedens overlevelse.

Traditionelt havde funktionalisme i antropologi og sociologi fortrinsvis fokuseret på meget varige og stabile samfundsforhold og forudsat en konsensuspræget social orden. Sagt forenklet antog man, at når et strukturelement havde overlevet længe, var det fordi det var funktionelt, og at alle eksisterende elementer var nødvendige og uundværlige for samfundets opretholdelse.

Merton kritiserede denne teori på flere punkter, og indførte en række nye antagelser, der åbnede for empirisk forskning. Blandt disse skal især fremhæves to, der fik blivende betydning.

Merton fandt det ubegrundet at antage, at alle elementer i samfundsstrukturen var funktionelle, altså havde gavnlige virkninger for helheden. Principielt kan der også være skadelige virkninger for helheden.

Dertil kommer, at det, der gavner en sektor, klasse eller gruppe, ikke behøver at gavne andre. Det forudsætter en stærk konsensuskultur, et overordnet fælles værdisæt og interessefællesskab. Det kan man heller ikke betragte som givet.

Det kunne også tænkes, at der var institutioner, som måske havde været funktionelle tidligere, men som ikke var det længere. De kunne være blevet en ren omkostning på grund af ændrede omstændigheder.

Merton foreslog derfor at indføre en sondring mellem funktioner – gavnlige virkninger – og dysfunktioner – skadelige virkninger. Virkninger kunne være funktionelle for nogle grupper og dysfunktionelle for andre og vice versa.

Man havde tidligere heller ikke tillagt det nogen vægt, hvad folk selv gav som forklaring på eksisterende institutioner, normer, vaner mv. Det fandt Merton uholdbart af både empiriske og metodologiske grunde. Det gør en vigtig forskel, om en funktion af en institutionel komponent er erkendt og planlagt, eller den ikke er det.

Han indførte derfor en sondring mellem det, han kaldte henholdsvis manifeste og latente funktioner. Manifeste funktioner er de funktioner, som aktørerne selv er bevidste om og eventuelt har været med at planlægge, mens de latente er dem, som ingen er opmærksomme på.

Det er klart, at der også findes latente dysfunktioner, altså som ingen har erkendt. Manifeste dysfunktioner, altså virkninger, som erkendes som skadelige, kan også forekomme. Så vil man dog forvente, at det er en ustabil situation, der vil fremkalde indsats for ændringer.

Dette førte til helt ændrede angrebsmåder og et nyt syn på, hvad funktionsanalyser kan bruges til. Nu blev det en angrebsmåde til at bestemme gavnlige og skadelige virkninger af sociale strukturelementer i forhold til forskellige interesser og værdier.

Mest kendt er Mertons såkaldte CUDOS-normsystem. Det er et akronym for: communism (kommunisme), universalism (universalisme), disinterestedness (uafhængighed) og organized scepticism (organiseret skepticisme).

Merton og hans kolleger undersøgte også, hvordan belønningssystem og konkurrence virkede internt i forskningen.

De fandt at, forskere i høj grad konkurrerer om anerkendelse og prestige internt i forskersamfundet, og at prestige er meget ulige fordelt. Det er naturligvis afgørende vigtigt, om dette er gavnligt eller skadeligt for forskningen.

I udgangspunktet er det gavnligt, fordi anerkendelse er motiverende. En tendens, der kunne skade forskningen, var dog den såkaldte Mattæuseffekt (også omtalt som Matthæusprincippet), som Merton i en artikel i Science fra 1968 kaldte det med henvisning til Mattæusevangeliet, kap. 25, vers 29: ”thi enhver der har, ham skal der gives, og han skal have til overflod; men den der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har”.

Forklaringen er, at der findes mekanismer, der bevirker, at prestige gennem akkumulerede fordele af sig selv avler mere prestige. Det giver øget opmærksomhed, lettere adgang til publicering, tiltrækning af nye talenter og ressourcer osv., uden at det nødvendigvis svarer til nye videnskabelige præstationer. Allerede berømte forskere får derved mere end deres præstationer fortjener, mens unge og ukendte får mindre. Det vil stride mod universalisme-normen og fremme træghed og konservatisme.

Mertons afdækning og brug af Mattæuseffekten inden for den stærkt konkurrenceprægede forskning er senere blevet afdækket på en lang række sociale felter, hvor der findes konkurrence og ulighed med kamp om ressourcer og positioner, således økonomi, politik, sport mv. Man taler også om en teori om kumulative fordele.

Belønningssystemet kan også få andre dysfunktionelle effekter, som Merton og hans kolleger har udforsket. Konkurrencen kan føre til så hårde kampe om at komme først med nye resultater, at åbenhed og samarbejde tager skade. Eller at presset bliver så stort, at der ligefrem sker normovertrædelser i form af plagiat og fabrikation af data.