udbytning

Slavesamfund, hvor den herskende klasse ejer slaver, har eksisteret i lange perioder i mange dele af verden, fx i Kina, Antikkens græske bystater, i Romerriget og i kolonilandene. Også i Danmark i Middelalderen og senere i kolonierne ejede samfundets herskende klasser slaver. Her blev undertrykkelse og udbytning baseret på fysisk tvang, der sikrede herrens ejerskab og råderet over de slavegjorte.

I middelalderens feudalsamfund dannede ejendomsret til jord grundlaget for udbytning. Adel og kirke havde privilegier på at eje jord og til med tvang at inddrive udbytte fra bøndernes arbejde i form at hoveriarbejde og tiende.

Under disse to udbytningsformer er det direkte synligt, at ejerne, henholdvis slaveejeren og jordejeren, ved brug af magt og tvang tilejnede sig en del af resultatet af de udbyttede klassers arbejde.

Anderledes er det i moderne kapitalistiske samfund med markedsøkonomier, næringsfrihed og formelt personlig frihed.

I disse samfund findes ifølge Marx udbytning alligevel på fabrikker og andre virksomheder med lønarbejde, blot mindre synligt. Her udføres arbejdet ikke direkte under fysisk tvang, men på basis af formelt frie aftaler om løn og arbejdstider mv.

Som økonomien fungerer, er arbejderne alligevel på grund af ejendomsrelationerne og mangel på alternativer tvunget til at producere en værdi, der er større end det, der svarer til lønnen. Marx taler om ”stum tvang”. Denne værdi kalder Marx merværdien, og den tilfalder ejeren af virksomheden som profit alene på grund af ejendomsretten til produktionsmidlerne. Merværdien opstår i selve produktionsprocessen, fordi den værdi arbejderne producerer er større end, hvad der svarer til den løn, de får.

Efter afkoloniseringen eksisterede fortsat stor ulighed mellem fattige u-lande, udviklingslande, der primært bestod af tidligere kolonier og de rige i-lande, industrilandene.

En tidlig forklaring på tidligere kolonilandes fattigdom var moderniseringsteorien, en teori, der fandt årsagerne til u-landenes fattigdom i u-landene selv. Fattigdommens årsager var fastgroede traditioner, der hæmmede udvikling af moderne institutioner som uddannelse, videnskab, teknologi, industri, markedsøkonomi og demokrati. Forventningen var, at de fattige lande, om nødvendigt med økonomisk hjælp, skulle gennemløbet samme faser som de vestlige industrilande havde gennemløbet siden 1700-tallet, sagde moderniseringsteorierne.

Moderniseringsteori blev mødt med kritik, fordi den så bort fra de historisk overleverede økonomiske og politiske magtrelationer mellem de dominerende økonomiske centre i de gamle kolonimagter og de tildligere kolonier i periferien.

En teori, der vandt indflydelse, var den såkaldte afhængighedsteori, der blev udviklet blandt andet af den tyske økonom Andre Gunder Frank (1929-2005) i 1960’erne. Et hovedværk var bogen Capitalism and Underdevelopment in Latin America fra 1967 (Kapitalisme og underudvikling i Latinamerika). Tidligere kolonilande i det globale syd blev fastholdt i en afhængighed, der skabte grundlag for udbytning under de økonomisk dominerende lande fra det globale nord.

Frantz Fanon pegede på en anden årssag til uligheden: diskrimination baseret på racisme.

Fanon oplevede selv racismens virkninger og psykologiske effekter under koloniherredømmet, som han analyserede ud fra psykoanalyse og marxistisk teori. Resultaterne kom i bogen Peau noire, masques blancs (Sort hud, hvid maske, 1952), hvor han viste, hvordan sorte internaliserer de hvides syn på de sortes egen kultur som en underlegen kultur. Dermed understøttes ulighed og udbytning.

Han skrev senere bogen Fordømte her på jorden. Den blev et politisk orienteret kampskrift, der udkom i 1961 (på dansk i 1968) under den algeriske befrielseskamp mod kolonimagten Frankrig. Bogen blev inspirationskilde for nationale befrielsesbevægelser i både Afrika og Asien og hos afroamerikanere i USA.

I tilknytning til feminisme og kampe for ligestilling mellem kønnene voksede fra 1970’erne en forskning frem, der analyserede sammenhænge mellem økonomi, arbejdsmarked, familie og kønsroller. Flere forsøgte at kombinere marxistisk klasseanalyse med teori om patriarkatet som dominansrelation. Den britiske sociolog Sylvia Walby opstillede seks hovedfigurerer for analyse af dominans: lønarbejde, husligt arbejde i hjemmet, vold, kultur, seksualitet og stat. Kvinder har overvejende her været i underordnede roller eller positioner med lavere løn, magt, indflydelse og status.

Senere er disse ideer om sammenfletning af flere dominanshierarkier udvidet med en angrebsmåde, der kaldes intersektionalitet. Her interesserer man sig bredt for, hvordan hierarkier i forskellige grupper kan overlappe og virke gensidigt forstærkende, fx baseret på race, køn, økonomi og klassse, seksualitet mv.