menneskerettigheder

De klassiske menneskerettigheder fokuserer på individets frihed for indblanding fra statsmagtens side, dvs. individet som et selvstændigt, uafhængigt væsen. Men hermed tages der ikke højde for menneskers forskellighed og behovet for en social balance, der så vidt muligt tilgodeser alle samfundsmedlemmers fornødenheder. Menneskerettighedernes sociale side vandt først indpas og anerkendelse i den russiske erklæring fra 1918 om det arbejdende og udbyttede folks rettigheder; slagordene var her: frihed, brød og arbejde.

Respekten for og beskyttelsen af det enkelte menneskes rettigheder og friheder har således sin naturlige plads inden for rammerne af den enkelte stats nationale ret. I de omgivelser, hvor individet udfolder sin daglige virksomhed, skal menneskerettighedernes virkeliggørelse stå sin prøve. Eventuelle krænkelser af rettighederne må derfor påtales inden for nationalstatens egne rammer gennem kontrolordninger som administrativ rekurs, ombudsmandskontrol og domstolsprøvelse.

Hvis kontrolorganerne imidlertid enten ikke er eller ikke fremstår for borgerne som uafhængige, upartiske instanser i forhold til de statsorganer, som man mener har krænket ens rettigheder, opstår behovet for at kunne indbringe den påståede krænkelse til prøvelse for et internationalt forum. Erfaringerne fra 2. Verdenskrig gjorde det klart, at respekt for menneskerettighederne i deres fulde omfang måtte gøres til en generel forpligtelse af international karakter.

Målet nåedes på papiret med ikrafttrædelsen den 24. oktober 1945 af De Forenede Nationers Pagt; ifølge den blev spørgsmålet gjort til et universelt anliggende, hvis løsning påhviler verdensorganisationen i snævert samarbejde med medlemsstaterne. FN-pagten indeholder imidlertid ikke nogen nærmere definition af menneskerettighederne.

Det var oprindelig forventningen, at Verdenserklæringen om Menneskerettighederne skulle følges op af en traktatsikring af de i erklæringen anerkendte rettigheder og friheder. Det skete dog først i 1966 med FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse konventioner har karakter af generelle menneskerettighedskonventioner. Der er i FN-regi tillige vedtaget flere menneskerettighedskonventioner, der kan betegnes som specielle menneskerettighedskonventioner, eftersom de alene omhandler bestemte typer af rettigheder eller alene beskytter bestemte kategorier af personer. Se eksempler ovenfor i oversigten over de mest betydelige internationale menneskerettighedsinstrumenter.

Den kapacitetsopbyggende del vedrører en styrkelse af uddannelse af ansatte i den lovgivende, dømmende og udøvende magt, dvs. af navnlig tjenestemænd, dommere, politi og militærpersonel, således at de er bevidste om menneskerettighedernes overholdelse i deres sagsbehandling, afgørelser og ordenshåndshævelse.

Samfundsoplysningen tilrettelægges generelt mod befolkningen som helhed og specifikt mod fx befolkningen i landdistrikter ved at distribuere informationsmateriale og afholde offentlige møder, mens der i skolevæsenets samfundsfagspensum ofte integreres oplysninger om menneskerettigheder.

Som et led i sikringen af den fortsatte implementering knyttes kontrolforanstaltninger til en effektiv opretholdelse af statens evne til at implementere og beskytte menneskerettighederne.

Nationalt sker dette gennem opbygning og udbygning af uafhængige organer i staten, fx nationale menneskerettighedsinstitutioner, ombudsmandskontorer og antikorruptionskontorer til bl.a. at rådgive og monitorere staten på dens menneskerettighedsforpligtelser. Den øgede bevidsthed, som menneskerettigheder har fået hos både stat og individ, har medført, at bl.a. disse institutioner har fået en central placering i samfundsdebatten, og at menneskerettighedernes rolle og forpligtende virkning er udvidet — både i ilande og i udviklingslande.

Grundlovens betydning for beskyttelse af menneskerettighederne afhænger i vidt omfang af, hvordan Grundloven fortolkes, og fortolkningstraditionen er i almindelighed lagt af domstolene. Domstolenes tilgang præges af en vis tilbageholdenhed i den forstand, at domstolene formentlig ikke vil tilsidesætte en lov, medmindre loven med den fornødne sikkerhed kan konstateres at være grundlovsstridig (sikkerhedsdoktrinen).

Domstolenes tilbageholdenhed er begrundet i den opfattelse, at de ikke har noget politisk-demokratisk mandat. Der har tidligere i hvert fald indtil midten af 1900-tallet også i politiske kredse været stor modstand mod indblanding fra domstolenes side.

Danske domstole går ved prøvelsen af lovgivnings overensstemmelse med internationalt beskyttede menneskerettigheder ud fra en formodning om, at dansk lovgivning skal forstås i overensstemmelse med internationale forpligtelser.

I 1992 blev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved lov gjort til en del af dansk ret, og den har dannet grundlag for domstolskritik af ikke blot administrative afgørelser, men også af lovgivning, fx Retsplejelovens regler om dommeres inhabilitet og om dommerfuldmægtige. Højesteret har også lagt til grund, at dansk lovgivning i konkrete tilfælde reelt kan fraviges under henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men det antages dog at kræve et sikkert grundlag i praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Internationale menneskerettigheder har i dag stor betydning i dansk ret. Det gælder ikke mindst Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er gjort til en del af dansk ret, og som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gennem en omfattende praksis har været med til at præcisere og udfylde indholdet af.

Den Europæiske Menneskerettigehedsdomstol har en dynamisk fortolkningsstil, og når den fastlægger indholdet af menneskerettighederne, får det i vidt omfang karakter af dommerskabt ret. Udviklingen har været genstand for debat, eftersom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke har noget politisk-demokratisk mandat. Man må samtidig holde sig for øje, at domstole uden for Danmark ikke nødvendigvis har samme fortolkningstradition som de danske.

Beskyttelsen af menneskerettigheder kan tillige anskues uafhængigt af Grundloven eller internationale traktater ved at se på den retstilstand, der som helhed er gældende i Danmark: Selvom Grundloven fx ikke indeholder et forbud mod, at love gives med tilbagevirkende kraft, er det kun under ekstraordinære forhold, at egentlig tilbagevirkning gennemføres.

Grundloven indeholder heller intet om forskningsfrihed, men den er alligevel respekteret i gældende dansk ret.