nihilisme

Nihilisme forbindes gerne med strømninger i europæisk åndsliv i anden halvdel af 1800-tallet, især med en samfundskritisk bevægelse i Rusland og den tyske filosof Friedrich Nietzsches radikale kritik af kristendom og moral. Begrebet nihilisme blev dog allerede brugt i >romantikken og den >tyske idealisme omkring 1800. Den tyske filosof Jacobi startede den såkaldte nihilismestrid, da han i 1799 kritiserede samtidens forsøg på at udvikle en rent sekulær, rationel verdensanskuelse, med grundlag alene i naturen eller mennesket. Ifølge Jacobi ville dette uvægerligt føre til et tab af mening og retning i tilværelsen.

I den senere romantiske litteratur (f.eks. hos >Lord Byron, Lermontov og Heine) beskrives det ofte, hvordan traditionelle normer har mistet deres betydning, og hvordan det fører til melankoli, desillusion og kynisme. Udtrykket verdensmerte (tysk Weltschmerz) bruges gerne til at betegne denne erfaring af tab og længsel efter en dybere mening. Kierkegaard beskriver i første del af sin filosofiske roman Enten-Eller (1843) hvordan det moderne menneske, som alene søger nydelse og adspredelse (”æstetikeren”), forgæves prøver at holde afstand til ”det intet, der slynger sig gennem tilværelsen”.

Nihilismen blev internationalt kendt som bevægelse, da den russiske forfatter Turgenjev i romanen Fædre og sønner (1862) udstiller konflikten mellem de traditionelle værdiforestillinger og den yngre generations naturvidenskabeligt funderede materialisme. Hovedpersonen Bazarov finder endog sin egen kærlighed irrationel og sentimental, men ender derved som ulykkelig. I Rusland kom nihilisme til at stå for et politisk og ikke bare filosofisk synspunkt. Nihilismen blev forbundet med kritikken af godsejerne og det feudale landbrug, og med revolutionære bevægelser som narodniki og anarkismen. Lev Tolstoj forbandt i sine værker en kritik af det bestående samfund, herunder bøndernes levevilkår og overklassens hykleri, med en dybere, eksistentiel søgen efter mening. Som Kierkegaard mente Tolstoj, at valget står mellem en verdslig, overfladisk egoisme og en radikal religiøsitet, som er det eneste, der endnu kan give mening til tilværelsen.

Nietzsche udlægges ofte som nihilist. Han kritiserede metafysik, moral og religion for at være illusioner, der gennem historien har fungeret som magtinstrumenter og fået mennesker til at affinde sig med deres levevilkår. Men han brugte for det meste begrebet nihilisme negativt, idet han forstod nihilismen som symptom på en lang problematisk udvikling. Ifølge Nietzsche har filosofi og religion siden antikken udbredt den opfattelse, at meningen med livet skal findes uden for livet selv. Hvis man med baggrund i videnskaben nu konkluderer, at der ikke findes nogen dybere mening, bekræfter man indirekte dette livsfjendske synspunkt. Dette betegnes som passiv nihilisme, fordi det fører til opgivelse og resignation. Nietzsche taler selv for en aktiv nihilisme, hvor overvindelsen af religion og moral i stedet giver mennesket frihed til at udfolde sig selv og skabe en egen, ny og original mening (sådan som det kendes for kunstnerisk virksomhed). Dette betegnes som aktiv nihilisme. Nietzsche taler selv om livsbekræftelse (at ”sige ja til livet”) og om at ”elske sin skæbne” (amor fati). Lignende tanker kendes især fra senere eksistensfilosofi, f.eks. Camus, som i Sisyfosmyten (1942) ligeledes beskriver, hvordan mennesket kan komme overens med sin tilværelse, selv om den udefra betragtet virker meningsløs eller >absurd.