industrialisering

Den første den industrielle revolution fandt sted i Storbritannien i midten af 1700-tallet. Den startede med mekanisering af tekstilproduktionen, primært drevet ved vandkraft. Men snart bredte mekaniseringen sig til andre brancher.

Nye, mere effektive metoder til udvinding af jern og stål medvirkede til, at der blev opbygget en maskinindustri. Ikke mindst udviklingen af dampmaskinen fik stor betydning.

Med industrialiseringen blev Storbritannien den dominerende producent af blandt andet kul, jern og tekstil. Det tog lang tid, inden industrien for alvor spredtes til andre lande; i første række Belgien, Frankrig, Tyskland og USA.

Storbritannien opnåede med sit forspring en absolut førerstilling på verdensmarkedet.

Allerede fra slutningen af 1800-tallet påbegyndte Japan en industrialisering. Den japanske industrialisering var baseret på markedsøkonomi, men med staten som en stærk og styrende aktør. Der blev især satset på opbygningen af en eksportindustri.

Andre lande i det globale syd fulgte senere en lignende model. Det gjaldt blandt andet Sydkorea, som siden 1960’erne med statsstøtte har opbygget en værftsindustri, som i perioder har haft en andel på 20-30 procent af verdensmarkedet. Dertil kommer en stærk position indenfor biler og forbrugerelektronik.

Sydkorea er sammen med fx Taiwan, Brasilien, Mexico og flere andre en del af NIC-landene (Newly Industrialized Countries), en betegnelse indført af OECD for lande, som fra et lavt udgangspunkt viser høj industriel vækst.

Andre modeller for industrialisering i det globale syd har været, at lade eksport af råvarer betale for en hjemmemarkedsrettet industri, eller en eksportrettet industrialisering, hvor lavtlønnet, lokal arbejdskraft producerer billige forbrugsvarer til ilandenes forbrugere. Den sidste type findes bl.a. i de såkaldte EPZ'er (eksportproduktionszoner, se frizone).

Kina fulgte oprindeligt den Sovjetiske model for industrialisering, med en centralt dirigeret planøkonomi og vægt på sværindustrien. Fra slutningen af 1970’erne blev der gennemført en række økonomiske reformer, i retning af en markedsøkonomi, men under fortsat stram politisk kontrol. Der blev åbnet op for udenlandske investeringer, især i nye økonomiske frizoner.

Kina har på den baggrund oplevet en voldsom økonomisk vækst, som har hævet levestandarden markant. Kina er i dag verdens største eksportnation, og spiller en dominerende rolle indenfor en række industrier, herunder skibsbygning, IT-hardware, og teknologier og produkter knyttet til den grønne omstilling.

Samtidig hermed oplever Kina også i stigende grad de negative sider af den industrielle vækst, som øget forurening og klimabelastning, samt stigende ulighed.

For de oprindelige industrilandes vedkommende steg beskæftigelsen inden for industrien frem til 1960'erne. Herefter har først en stadig stærkere automatisering af produktionsprocesserne, dels en udflytning af produktionen til lande med lavere omkostninger medført, at industribeskæftigelsen har været faldende eller stagnerende. Nye jobs er især skabt inden for servicesektoren.

Denne udvikling omtales som afindustrialisering, og landene i Europa og USA karakteriseres ofte som postindustrielle samfund. Denne overordnede tendens er imidlertid sammensat af flere, delvist modstridende udviklinger.

På den ene side, så er tilbagegangen for den traditionelle fremstillingsindustri en kendsgerning, som har haft store økonomiske og sociale konsekvenser for bestemte områder og regioner, som fx det såkaldte rustbælte i USA, de tidligere industribyer i det nordlige England eller Ruhr-området i Tyskland.

På den anden side findes der stadig en betydelig industri i Europa og USA, særligt indenfor sektorer forbundet med forskning, innovation og design. I 2023 stod industrien for 29 procent af værditilvæksten i EU, mens servicesektoren stod for 49 procent. Man skal imidlertid være opmærksom på, at en del af servicesektoren netop lever af at servicere industrien, og ikke ville eksistere uden denne.

Dertil kommer, at i kraft af industriens stærke betydning op igennem 1900-tallet, har mange af dens karakteristika bredt sig til andre sektorer og dele af samfundet. Det ses konkret, når fx store dele af landbruget organiseres efter principper for industriel masseproduktion. Eller når lean management, et organisationsprincip som oprindeligt er udviklet i bilindustrien, overføres til sundhedsvæsenet.

På et mere generelt plan, så er vores daglige levevis og den politiske samtale præget af idealer, som opstod med industrisamfundet, som fx tidsdisciplin og målbar effektivitet. Begreber som industrilandbrug og kulturindustri reflekterer en kollektiv erfaring af denne udvikling.

På trods af, at fremstillingsindustrien er gået tilbage, bærer de traditionelle industrilande således stadigvæk præg af den industrielle produktionsform, både økonomisk og kulturelt. Om man vil betegne disse samfund som postindustrielle, eller blot som forandrede industrisamfund, er således et spørgsmål om definitioner.

Industrialiseringen har som global proces ført til en stærkt stigende økonomisk vækst. Et forskningsprojekt fra universitetet i Groningen, Holland, har estimeret, at værdien af den globale produktion er 15 gange større i 2022 end i 1820, målt i BNP per indbygger, og korrigeret for inflation. Den mest markante vækst har fundet sted i kølvandet på den anden industrielle revolution, og især i 1900-tallets sidste halvdel, hvor industrialiseringen blev et globalt fænomen.

Denne værditilvækst har ikke blot skabt en øget materiel levestandard for den enkelte. Den har også dannet grundlag for vækst og forbedringer af f.eks. uddannelses- og sundhedssystemer. Uanset at sult, fattigdom og ulighed stadig er påtrængende, globale problemer, så har industrialiseringen ført til bedre levevilkår for millioner.

Men industrialiseringen er også kommet med en pris. I takt med industrialiseringen er en stigende andel af befolkningen søgt fra landet til byerne, og næsten 60 procent af klodens indbyggere bor nu i en by. Mange storbyer, især i det globale syd, er præget af slumområder, transportproblemer og forurening.

Industriens udledning af affaldsstoffer har skabt miljøproblemer af lokal eller regional karakter mange steder på kloden. Ud over byernes vækst, har minedrift, industrielt landbrug og infrastruktur som veje og havne skabt omfattende ændringer af naturen og det fysiske miljø.

Et accelererende forbrug af fossile brændsler som kul og olie, er hovedårsagen til den globale opvarmning, som kan få omfattende konsekvenser for de fremtidige levevilkår på kloden.

Mens der allerede fra 1900-tallet kendes til eksempler på politiske indgreb mod industriens forurening, så var disse af ret begrænset betydning. Først i løbet af 1960’erne rykkede miljøforurening som følge af især den kemiske industri, for alvor ind på den politiske dagsorden i flere lande. Det skyldtes ikke mindst fremkomsten af græsrodsbevægelser og NGO’er, som havde miljøpolitik som tema.

I 1972 udgav Romklubben, en tænketank bestående af erhvervsledere og videnskabsfolk, rapporten Grænser for vækst. Hermed blev diskussionen om industrialiseringens påvirkning af miljøet udvidet fra at handle om specifikke typer af forening, til at handle om konsekvenserne af den industrielle produktionsform som sådan. Diskussionen blev fortsat og uddybet med rapporten Vores fælles fremtid fra 1987, udarbejdet af en kommission nedsat af FN, med den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland som formand.

Med enkelte, markante undtagelser, som den amerikanske administration under Donald Trump, er der efterhånden udbredt konsensus om, at det er nødvendigt at nedbringe industriens belastning af klima og miljø. Der er derimod omfattende diskussioner om midlerne til at nå dette mål. En central uenighed er spørgsmålet om, hvor vidt en omstilling til mere bæredygtige teknologier, som f.eks. fra fossile brændsler til vedvarende energi, er tilstrækkelig, eller om mere omfattende forandringer og begrænsninger er nødvendige.

Mens fagforeninger og politisk regulering har skabt bedre løn og arbejdsvilkår i de oprindelige industrilande, så er industriarbejdet især i det globale syd ofte præget af ringe lønninger, dårligt arbejdsmiljø og manglende rettigheder. Der har dog i de senere år været et stigende fokus på de forhold, hvorunder billige tekstiler, elektronik og andre forbrugsvarer produceres.

• industri
• industrisamfund
• den industrielle revolution
• anden industrielle revolution
• udviklingsstrategier