Faktaboks

Erik Husted
Født
3. januar 1900, Helsingør
Død
10. juli 1988, København
Professor i kirurgi, dr.med. Erik Husted. Foto fra ca. 1965.
Portræt af Erik Husted
Af .

Erik Husted var en dansk læge, som var rektor og professor i kirurgi ved Tandlægehøjskolen i København og chef for Kæbekirurgisk Afdeling på Rigshospitalet. Han havde desuden en karriere som hockeyspiller.

Erik Husteds karriere

Erik Husted blev student i 1918 fra Helsingør og medicinsk kandidat fra Københavns Universitet i 1925. Efter uddannelse på københavnske hospitaler og Statens Seruminstitut og specialistanerkendelse i kirurgi i 1935 blev Husted overkirurg ved centralsygehuset i Hjørring i 1939 og derefter i 1943 professor i kirurgi ved Tandlægehøjskolen i København; en stilling han besad frem til 1970. Erik Husted var endvidere rektor for højskolen i perioden 1945-1955.

I 1945 etableredes efter forhandling med Undervisningsministeriet en Kæbekirurgisk Afdeling på Rigshospitalet, hvor Husted var overlæge og chef helt frem til 1970.

Undervisnings- og ledelsesaktiviteter

Erik Husteds lange ansættelse på tandlægehøjskolen sikrede, i modsætning til tidligere kortvarige professoransættelser, en værdifuld kontinuitet i uddannelsen af tandlægestuderende. Han var vellidt af de studerende og af personalet og nød betegnelsen ”Hussefar”.

Husted foretog studierejser til flere lande, herunder Tyskland og Østrig i 1932 , Stockholm, Helsingfors og Oslo i 1945, England i 1951 og USA i 1953.

Som rektor tog Husted initiativ til dannelsen af de nordiske tandlægehøjskolers rektorkonvent, som han var formand for i perioden 1948-1955. Institutionen eksisterer stadig, omend med et andet navn. Her diskuteredes de undervisningsmæssige og forskningsmæssige udviklinger og udfordringer på tandlægeskolerne. Erik Husted var i årene 1965–1966 også præsident for Skandinavisk Forening for Oralkirurger.

Fagvidenskabeligt virke

Erik Husted opnåede i 1930 den medicinske doktorgrad på en disputats med titlen: Om Tubercelbacilpaavisning med Henblik paa dennes Anvendelse i den kliniske Diagnostik. Senere kom en række arbejder om kæbekirurgiske emner, specielt om kæbeleddet. Erik Husted grundlagde Medicinsk Årbog, som han redigerede fra 1957 til 1971.

Sportsmanden Erik Husted

Erik Husted nærede en varm interesse for sport. Han var med på det danske landshold i hockey ved OL 1920 i Antwerpen, hvor Danmark vandt sølv. Ved OL 1928 i Amsterdam spillede han sammen med sin bror, Otto Husted (1902-1980), men holdet kom ikke videre fra indledende runde. Ved OL 1948 i London var han dommer i fire kampe, og i en periode var han præsident for Dansk Skiløberforening.

Familiebaggrund

Erik Husted var søn af tjenestemand ved DSB, senere stationsforstander Anders Husted (1869–1936) og Elisabeth Gabriele Nielsen (1870–1958). I 1926 giftede han sig med Karen Margrethe Nielsen (1906-1963). Efter hustruens død giftede han sig i 1964 med lægesekretær Jette Elisabeth Bech (f. 1936).

Æresbevisninger

Erik Husted blev udnævnt til Ridder af Dannebrogsordenen i 1947, Dannebrogsmand i 1952 og Kommandør i 1966. Han modtog også ordener fra Norge, Sverige og Finland.

Erik Husted var desuden æresmedlem af Norsk Tandlægeforening (1947), Svenska Tandläkaresälskabet (1950), Odontologiska Samfunnet i Finland (1952) og Dansk Tandlægeforening (1956).

Læs mere i Lex

Kommentarer (1)

skrev Palle Holmstrup

Iflg. Ib Sewerins optegnelser er fotografiet af Erik Husted fra 1962.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig