sokratisk metode

I Platons værk Theaitetos beskriver Sokrates sin metode som maieutik, dvs. "jordemoderkunst". Med denne analogi antydes det, at ligesom en jordemoder ikke selv føder barnet, men hjælper andre med at føde, så hjælper Sokrates sine samtalepartnere med at "føde" deres idéer ved at stille dem de rette spørgsmål.

Sokrates forudsatte, at hans samtalepartnere forpligtede sig på det, de sagde, og at deres udsagn havde en logisk sammenhængskraft, som han via sin særlige spørgeteknik, elenchus (se herunder), kunne trække frem i lyset.

Når et udsagn var blevet ekspliciteret, f.eks. gennem konkrete eksempler og (oftest fejlslagne) forsøg på definitioner, kunne det efterfølgende afprøves ved at teste dets konsistens og validitet.

På den måde stræbte Sokrates efter at nå frem til universelt gyldige udsagn, der kunne fastslå definitionen på en lang række begreber som for eksempel "dyd" (som beskrevet i Menon), "retfærdighed" (som beskrevet i Staten), "inspiration" (som beskrevet i Ion), m.fl.

Elenchus (“gendrivelse” eller “afprøvning”) betegner den kritiske undersøgelsesfase i den klassiske sokratiske metode. I Platons dialoger består elenchus i, at en samtalepartner fremsætter en definition eller påstand, som Sokrates derefter systematisk afprøver gennem præcise modspørgsmål.

Ved at få samtalepartneren til at acceptere yderligere præmisser kan Sokrates påvise selvmodsigelser eller usammenhængende tænkning. Elenchus fungerer således som en disciplineret afprøvning af et udsagns begrebslige og logiske sammenhængskraft.

Et vigtigt stadie i den klassiske sokratiske metode er apori ("betænkelighed" eller "tvivl"), som betegner den tilstand af rådvildhed, der opstår hos Sokrates' samtalepartnere, når de indser, at deres udsagn er selvmodsigende eller utilstrækkelige.

Formålet med apori er for Sokrates ikke at vildlede eller besejre samtalepartneren argumentatorisk, men at hjælpe denne med at opdage manglerne i sin forståelse, så nye erkendelser kan tage form. Kun ved at afdække falsk viden, skærpe den begrebslige klarhed og fremdyrke begrebsmæssig ydmyghed kan man gå dybere ind i dialogen på fornuftens præmisser.

Apori markerer således begyndelsen på menneskets reelle søgen efter sandhed, som først kan påbegyndes, når det konfronteres med sin egen uvidenhed. Denne fase i sokratisk dialog sammenkædes sommetider med den "forundring" eller "undren" (thaumazein), som ifølge Platon opstår, når man pludselig ser verden i et andet lys.

Selvom den sokratiske metode på overfladen tjener et ærbart ærinde i Platons værker, følger Sokrates langt fra altid selv sine egne spilleregler.

Man kan således finde adskillige eksempler på, at Platon, snarere end at lade dialogpartneren "føde" sine egne idéer, i realiteten får Sokrates til at styre samtalen mod bestemte konklusioner. Ved hyppigt at afkræve præciseringer af usikre udsagn og accept af hans egne indskrænkende præmisser, ender Sokrates på den måde ofte med at dominere samtalen og dens udfald.

Den tilsyneladende spontane og fritænkende dialog kommer derfor i visse tilfælde til at fremstå som et retorisk værktøj, som Sokrates, i sin rolle som samtalestyrer, udnytter til at bringe sine egne synspunkter frem. Dette kan ses i dialoger som Euthyfron og Laches, hvor Sokrates systematisk indsnævrer samtalepartnerens svarmuligheder, indtil der kun er selvmodsigelser tilbage.

Et andet kritikpunkt, som er blevet rettet mod den klassiske sokratiske metode, er den spiddende ironi, som Sokrates ofte bruger til at nedbryde sine samtalepartnere. Sokrates bedyrer for eksempel ofte sin egen uvidenhed og tiltaler sine samtalepartnere som klogere og mere erfarne end ham selv.

Denne selvnedtoning skaber en asymmetri, hvorved den anden forpligtes til at fremlægge og forsvare sine påstande, mens Sokrates forbeholder sig rollen som dømmende instans. Ironien er dermed ikke blot retorisk ydmyghed, men kan tolkes som en bevidst strategi til at flytte bevisbyrden og etablere kontrol over samtalens udfald.

Den danske filosof Søren Kierkegaard har beskrevet dette aspekt indgående i sin universitetsafhandling Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates (1841).

Udviklingen af den moderne sokratiske metode blev flere gange undertrykt i 1920'ernes og 1930'ernes Tyskland, men tog især fart efter Anden Verdenskrig med Nelsons elev Gustav Heckmann som toneangivende bidragyder.

Heckmann lagde vægt på dialogens pædagogiske aspekter og formulerede en række praktiske regler for sokratisk gruppedialog, herunder kravet om begrebslig præcision, gensidig respekt og fælles undersøgelse af deltagernes udsagn.

Den sokratiske metode vandt derigennem udbredelse som didaktisk og demokratifremmende samtaleform.

Fra slutningen af det 20. århundrede blev sokratisk dialog videreudviklet inden for den såkaldte hollandske skole, som blandt andet er forbundet med filosoffer som Dries Boele, der anlagde en mere eksistentiel og pragmatisk vinkel.

Ved at flytte fokus fra begrebsanalyse til undersøgelse af eksistentielle spørgsmål, blev samtaleformen videreudbredt i professionelle miljøer, som en måde at belyse de værdier og antagelser, der ligger til grund for menneskers handlinger og beslutninger.

Siden anden halvdel af det 20. århundrede har betegnelsen “sokratisk metode" eller "sokratisk dialog” vundet indpas som generel betegnelse for systematisk spørgeteknik inden for bl.a. psykoterapi, hvor den anvendes som et samtaleværktøj til at afdække værdier og uhensigtsmæssige tankemønstre. Denne anvendelse ses blandt andet i kognitiv adfærdsterapi.

Til sammenligning har den moderne sokratiske metode i filosofiske kredse ikke et direkte terapeutisk eller problemløsende sigte. Den kan i stedet beskrives som en ikke-instrumentel dialogform, hvorigennem deltagerne kan undersøge de begreber, som former deres livsforståelse.

I filosofiske kredse (særligt inden for fagområdet 'filosofisk praksis') praktiseres den sokratiske metode i dag i flere forskellige varianter. De to dominerende retninger er den rationalistiske og den eksistentielle, som sammenfattende kan siges at være baseret på den tyske og den hollandske skole.

Fælles for dem kan dog siges, at de fremstår langt mere strukturerede end den klassiske sokratiske metode, som til sammenligning fremstår relativt uorganiseret. Den moderne sokratiske metode adskiller sig derudover fra den klassiske variant ved sit implicitte fokus på gruppedynamik og samtaleformatets etiske aspekter.

Selvom den moderne sokratiske metode oprindeligt blev udviklet som gruppeformat, benyttes den i dag dog også i individuelle samtaleformater, f.eks. i filosofisk vejledning.

• Sokrates
• dialektik
• maieutik
• elenchus
• apori