Timotheusbrevene

1. Timotheusbrev indledes med en hilsen (1,1-2), der følges af en instruktion til Timotheus, som Paulus har efterladt i Efesos, bl.a. om at bekæmpe vranglære, for loven er i sig selv god nok, men skal forstås og bruges rigtigt (1,3-11). Efter at Paulus har fremstillet sig selv som forbillede (1,12-20), optræder et længere række af forordninger og belæringer om forbøn for alle mennesker og for øvrigheden (2,1-7), for mænds og kvinders optræden ved gudstjenesten (2,8-15), normer for tilsynsmænd (biskopper) og diakoner (3,1-13), om den rette bekendelse og den vranglære, der må opstå i de sidste tider (3,14-4,5). Et afsnit med personlige formaninger til Timotheus (4,6-16) efterfølges af regler om enker, forstandere og slaver (5,1-6,2). Brevet slutter med en formaning (6,3-19), og en opfordring til Timotheus til at vende sig fra ugudelig og tom snak "og indvendingerne fra den kundskab, der med urette kaldes sådan", samt et nådesønske (6,20-21).

2. Timotheusbrev begynder en hilsen (1,1-2) og en optakt i skikkelse af en tak (1,3-5) og påmindelse til Timotheus som Paulus' stedfortræder (1,6-14), hvorefter der tales om nogle af apostlens modstandere og venner (1,15-18). Så følger forskellige opfordringer til Timotheus, bl.a. om hvordan han skal forholde sig til vranglære og optræde som Paulus' efterfølger (2,1-3,17); dette afsnit munder ud i noget, der ligefrem ligner et testamente (4,1-8). En afsluttende formaning følges af en efterskrift med hilsner og nådesønske (4,9-22). Brevet forudsætter, at Paulus sidder i fængsel.

I Pastoralbrevene, som formodentlig alle stammer fra samme forfatter, står vi over for et forsøg på at tegne et billede af Paulus og hans forkyndelse, som vil fastholde ham som teologisk og kirkeligt relevant på et tidspunkt, hvor folk som Markion og i det hele taget gnostikere udlagde apostlens Kristus-tro som et alternativ til den ellers fremherskende forståelse. Selv om det bestemt ikke er uimodsagt i forskningen, taler gode grunde for, at Pastoralbrevene først er blevet til i 130'ne eller 140'ne. Og i så fald er det oplagt ligefrem at se en skjult hentydning til Markion i de ovenfor citerede ord fra 1. Timotheusbrev 6,20, hvor det, som er gengivet med indvendinger, på græsk faktisk er titlen på et skrift af denne, nemlig Antiteser.

I det hele taget afspejler Pastoralbrevene øjensynlig en tid, der ligger længe efter Paulus, og hvor menighederne har fået fase embeder og institutioner, fx en udviklet praksis om forsorg for enker. Afstanden til Paulus kommer også til udtryk i, at ægteskab og børn er en selvfølgelighed, der ligefrem kan opmunters til (det var ikke tilfældet i 1. Korintherbrev 7). Der er i denne forbindelse undertiden blevet talt om en "borgerliggørelse" af kristendommen, hvad der ikke mindst ytrer sig i synet på kvinders underordnede plads i hjem og menighed.

I givet fald er Pastoralbrevene sammen med Apostlenes Gerninger udtryk for en Paulus-reception hen imod midten af 100-tallet. Og det gør en stor forskel, om fortolkeren vil skrive en Paulus-biografi alene ud fra de ikke-pseudonyme Paulus-breve, eller om hun eller han ud fra et konservativt synspunkt også inddrager disse skrifter.

• pseudonymitet

• paulinske breve

• Markion

• gnosticisme