Paulus

Den voldsomme modstand, som Paulus mødte hos sine jødiske landsmænd (se fx skildringen af apostellivet i Andet Korintherbrev 11,22-29), afspejlede hans egen virksomhed som forfølger af de Kristus-troende, da han var farisæer. Den skyldtes i begge tilfælde forkyndelsen af troen på den opstandne Jesus som udtryk for den sande jødedom, hvor alle etniske og andre skel var faldet bort. Så kunne alle være med uden først at blive jøder i traditionel forstand, nemlig ved – for mænds vedkommende – at blive omskåret og holde Moselovens andre rituelle bestemmelser (sabbatsbuddet, spiseforskrifter osv.). Paulus hævdede som allerede sagt, at Gud selv havde kaldet ham til at forkynde evangeliet for alle de ikke-jødiske folk (se Galaterbrevet 1,16). For også de var omfattet af Guds vilje til at frelse enhver, der kom til tro på Jesus som hans søn. Og netop fordi denne nye relation til Gud blev skabt alene ved troen evangeliet, var der her ikke længere forskel på jøde og ikke-jøde, mand og kvinde, fri og slave (se Galaterbrevet 3,27-29).

På nær i Romerbrevet henvendte Paulus sig menigheder, som han selv havde grundlagt, og hans breve er her skrevet for – fordi han ikke selv kunne være til stede – for at fastholde, vejlede, undervise og derigennem styrke livet i troen hos de mennesker, der rundt omkring var kommet til tro på Jesus som Guds søn.

Paulus' breve er således situationsbundne og ikke læremæssige fremstillinger, hvor det kan være vanskeligt at udlede en systematisk teologi af dem. Hans apokalyptiske grundholdning er dog tydelig: Skellet mellem den nuværende, onde verden, som stod over for sin umiddelbare undergang, og den himmelske frelse, som skulle fuldbyrdes, når Kristus kom igen (se fx Første Thessalonikerbrev 1,10 og 4,13-17) er gennemgående hos ham. Hans lære om retfærdiggørelse (og dermed frelse) ved tro alene, ikke ved overholdelse af Moselovens forskrifter (de såkaldte lovgerninger), er grundlæggende (se især Romerbrevet 1,16-17). Radikaliteten i Paulus' forkyndelse ses i hans afvisning af de renhedsforskrifter, der tillagdes en grundlæggende betydning også i jødedommen. Som han skriver i Romerbrevet 14,14: "Intet er urent i sig selv, men for den, der reegner noget for urent, er det urent." At Kristus-troen var den sande jødedom og til forskel fra den traditionelle jødedom ikke lod sig begrænse til folk af jødisk herkomst, hænger nøje sammen med læren om retfærdiggørelse af tro og udgør den afgørende nytolkning af evangeliet, der muliggjorde kristendommen som en verdensreligion.

Som det tydeligt fremgår af hans breve, kunne der dog opstå store problemer i menighederne af Kristus-troende med at fastholde denne nye, monoteistiske gudstro og de etiske følgevirkninger, som Paulus hævdede, troen skulle frembringe i kraft af Helligånden. Flere gange fremhæver Paulus, at når de var kommet til tro på Kristus, var det i kraft af Helligånden og ikke på grund af hans talegaver (se fx Første Thessalonikerbrev 1,4.; 2,13; Første Korintherbrev 2,4-5). Og livet i Kristus-troen var derfor båret af den Helligånd, som den enkelte ved dåben i Jesu navn fik del i, og denne åndsbesiddelse ytrede sig altså i at sætte gode frugter (se fx Galaterbrevet 5,22-26). For Ånden formår her det, som Moselovens døde bogstav ikke kan. Prægnant kan Paulus udtrykke det i sætningen: "Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende" (Andet Korintherbrev 3,6; jf. Romerbrevet 7,6 og 8,2-3). Centralt står her kærlighedstanken (jf. kærlighedens højsang i Første Korintherbrev kap. 13). Således sammenfatter Paulus også alle Moselovens bud i det ene: "Du skal elske din næste som dig selv" (Galaterbrevet 5,14; Romerbrevet 13,8-10).

Måske kan man se et sammenfattende udtryk for Paulus' teologi i tre udsagn, undertiden kaldt hans maksimer; de indledes alle med at fastslå, at omskærelsen er uden betydning, for så at fortsætte med hvad det kommer an på, nemlig henholdsvis "lydighed mod Guds bud" (Første Korintherbrev 7,19), "tro, virksom i kærlighed" (Galaterbrevet 5,6) og "en ny skabelse" (Galaterbrevet 6,15). For Paulus opfattede det at komme til tro på Kristus som en ny skabelse (se også Andet Korintherbrev 5,17), hvor det gamle, ydre menneske bliver rammen om det nye, indre menneske, der har det evige liv i sig.

For eftertiden og helt frem til moderne tid blev billedet af Paulus domineret af skildringen i Apostlenes Gerninger, der stammer fra omkring 130'erne eller 140'erne e.Kr., og hvis anden halvdel (kap. 13-28), efter spredte tilløb i det foregående, er viet en relativ udførlig skildring af hans missionsvirksomhed og processen mod ham.

Først i dette sene skrift fortælles udførligt og endda hele tre gange og med indbyrdes forskelle om Paulus' omvendelse (9,1-21; 22,3-23; 26,9-20), men også at han har får sit mandat som missionær fra menigheden i Jerusalem og derfor, modsat hvad han selv siger i Galaterbrevet, fremstår som underordnet apostlene dér.

Det hedder desuden udtrykkeligt, at Paulus ved ankomsten til et nyt sted altid begynder sit virke i den lokale synagoge og først henvender sig til ikke-jøderne, når han er blevet afvist af sine landsmænd.

Endelig er det også Apostlenes Gerninger, der ved at lade Paulus aflægge hele fem besøg i Jerusalem, hvor hans breve kun omtaler tre, får opdelt hans virke i hele tre missionsrejser.

Hans breve forudsætter således kun én, lang sammenhængende virksomhed forud for apostelmødet i 53 e.Kr., hvor han grundlægger sine menigheder, og siden den såkaldte kollektrejse, hvor han indsamler den pengegave (kollekt), som blev aftalt på apostelmødet (se Galaterbrevet 2,10), og som han sammen med en delegation fra menighederne vil rejse til Jerusalem for at aflevere. Denne pengegave, som spiller en stor rolle i brevene fr 54-55 e.Kr., bliver nærmest væk i fortællingen i Apostlenes Gerninger. Det er i øvrigt også alene i dette skrift, at det berettes, at Paulus tidligere hed Saulus (navneskiftet sker uden kommentar i Apostlenes Gerninger 13,9), at han var fra Tarsos, og at han var romersk statsborger og derfor kunne indanke sin sag for kejserens domstol.

Mest påfaldende er måske, at Paulus i Apostlenes Gerninger ikke kaldes apostel. Det sker på grund af dette skrifts indskrænkning af brugen af aposteltitlen til kun at gælde de tolv (se Apostlenes Gerninger 1,21-22; at det alligevel sker i 14,4.14, er undtagelsen, der bekræfter denne regel). Sandsynligvis skal det ikke opfattes nedsættende, men tværtimod som et forsøg på at fastholde Paulus' kirkelige legitimitet ved at forbinde ham med de anerkendte apostle i Jerusalem på et tidspunkt, hvor fx Markion undsagde dette afhængighedsforhold for at selvstændiggøre sin apostel. Paulus var jo ikke som de andre udpeget af Jesus selv. Alligevel ønskede forfatteren til Apostlenes Gerninger at fastholde Paulus for kirken og gjorde ham i den forbindelse til bindeleddet mellem den oprindelige menighed af Kristus-troende jøder og de menigheder, som han henvendte sig til, og hvor det helt store flertal af kristne var ikke-jøder.

Apostlenes Gerningers tilsyneladende sammenhængende skildring er dog mangelfuld, og forfatteren forekommer ikke at have haft ret mange andre egentlige kilder end Paulus' egne breve. Når han påfaldende nok overhovedet ikke nævner disse, skyldes det måske netop, at de var omstridte (jf. igen Andet Petersbrev 3,16), blandt andet ved i mellemtiden at være blevet en hovedbestanddel af Markions Bibel.

Et tilsvarende forsøg på at fastholde Paulus inden for den fremvoksende kirkes rammer optræder i Timotheusbrevene og Titusbrevet, de såkaldte Pastoralbreve fra 130'ne eller 140'ne. Igen fornemmes Markion i baggrunden, når der i disse breve, der kan dateres som nogenlunde samtidige med Apostlenes Gerninger, lægges stor vægt på ægteskab og børneopdragelse, og der i øvrigt forudsættes et stærkt organiseret menighedsliv med forskellige embeder. Disse breve også nærmest forkynder Paulus som den store apostel (se fx Første Timotheusbrev 1,12-16).

Endelig skal nævnes, at en kronologisk indplacering af Paulus' breve til første halvdel af 50'ne har ført nogle fortolkere til at forstå de fire senere evangelieskrifter i Det Nye Testamente som teologiske reaktioner på Paulus' teologi i Jesus-fortællingens form. Således kan det tidligste evangelium, Markusevangeliet fra begyndelsen af 70'ne, opfattes som stærkt paulinsk i sin udlægning af Jesu betydning, hvor forkyndelsen af evangeliet for ikke-jøder forudsættes, mens det kun lidt senere Matthæusevangelium kan ses som en kritisk afstandtagen fra denne radikale opgivelse af jødedommen. I forhold til disse to fremstår Johannesevangeliet som en langt mere filosofisk, men også stærkt paulinsk udlægning, mens Lukasevangeliet, der må forstås sammen med sin fortsættelse i Apostlenes Gerninger, repræsenterer et kompromis, hvad der blandt andet afspejler sig i et billede af Paulus, hvori han næppe havde kunnet genkende sig selv.

Ifølge Romerbrevet 15,30-31 var Paulus selv klar over den risiko, han løb ved at rejse til Jerusalem sidste gang og være med til at overbringe pengene fra indsamlingen. Ifølge Apostlenes Gerninger 21,17-28-31, som for tiden efter Romerbrevet er den eneste og altså stærkt tvivlsomme kilde, blev Paulus overfaldet af jøder på tempelpladsen og derfor bragt i sikkerhed af romerne i borgen Antonia nærved. Det er altså først her, vi erfarer, at Paulus påberåbte sig at være romersk borger (se Apostlenes Gerninger 22,25-29; jf. dog desuden 16,37), hvad der bliver koblingen til den videre historie om rejsen til Rom.

Ikke længe efter blev han overført til statholderen Felix i Caesarea, som undersøgte hans sag og overlod ham til sin efterfølger, Festus, og under ham indankede Paulus sin sag for kejseren, hvilket Festus indvilligede i (Apostlenes Gerninger 25,10-12). Paulus bliver dernæst sammen med andre fanger oversendt til Rom, og resten af Apostlenes Gerninger handler om sørejsen dertil samt ankomsten til byen, hvor han angiveligt sidder i husarrest i to år.

Hvordan appelsagen endte, fortælles ikke, og hvordan det gik med de planer, Paulus havde om et missionsarbejde i Spanien (Romerbrevet 15,24-28), vides ikke. Traditionen om hans henrettelse i Rom under kejser Nero er som sagt formodentlig korrekt, men kan ikke dokumenteres; kirken San Paolo fuori le Mura skal være bygget over hans grav. I billedkunsten er han ofte blevet gengivet med et sværd som attribut, ifølge traditionen det våben, som han blev henrettet med.

Paulus' betydning for den senere kristendom og kirke kan ikke overvurderes. Det blev i alt væsentligt hans udlægning af Kristus-begivenhedens historiske betydning, der sejrede. Efter fremkomsten af kritisk bibelvidenskab er han undertiden blevet kaldt kristendommens anden grundlægger. Ofte var det for dermed at lægge afstand mellem ham og Jesus, og et grundlæggende teologisk spørgsmål er da også, hvordan man skal forstå kontinuiteten mellem den såkaldte historiske Jesus og den Kristus, som Paulus og kirken forkyndte som opstanden fra de døde.

Paulus er af eftertiden undertiden blevet bebrejdet for sine formaninger og sit kvindesyn, navnlig det omdiskuterede sted "kvinderne skal tie stille i menighederne" (Første Korintherbrev 14,34-36), der har været brugt som argument mod kvindelige præster; også hans toregimentelære i Romerbrevet 13,1-7 med kravet om at underordne sig myndighederne, som er indsat af Gud, har haft en ind imellem katastrofal virkningshistorie og fremkaldt stærk kritik. Hans lære om retfærdiggørelse af troen alene er blevet opfattet som umoralsk, fordi den tilsyneladende fratager mennesket dets medansvar for frelsen, og hans breve betragtes i almindelighed som vanskelige eller ligefrem umulige at forstå.

Alt dette kan diskuteres. Og sandt nok: Paulus var bestemt af sin samtids kvindesyn. I det hele taget sigtede han ikke på med sin forkyndelse af fremkalde sociale forandringer i den ydre verden, som han troede ville gå under med det første. Det kan derimod næppe diskuteres, at Paulus som apostel for de ikke-jødiske folk blev den, der effektivt bragte kristendommen ud i den øvrige verden og fik den til at slå rod.

Store kirkefolk som Augustin, Luther og Grundtvig var sig meget vel bevidst, hvad de skyldte Paulus og læsningen af hans breve, ligesom den såkaldte dialektiske teologi i første halvdel af 1900-tallet og med Karl Barth som hovedfigur netop tog udgangspunkt i Paulus' Romerbrev. Og kunne Jesu forkyndelse i evangelierne tidligere anskues som mere eller mindre et alternativ til Paulus, peger pilen altså i dag i retning af at forstå evangelierne som forskellige reaktioner på hans teologi.

Inden for de sidste årtier er Paulus desuden sluppet ud af sin teologiske isolation for at blive forstået som en tænker i sin egen ret. Det er her især franske filosoffer som fx Alain Badiou (født 1937), der er på banen. Endelig er Paulus-forskningen også blevet opmærksom på, at hans tænkning udviser adskillige paralleller til samtidens filosofi, ikke mindst stoicisme.

• paulinske breve
• Apostlenes Gerninger
• Saul (i Det Nye Testamente)
• jødekristne
• kristendom