Jacques Jouet

Allerede i det tidlige værk Romillats (1987) fornemmer læseren, at der bag de grumme fortællinger om familierelationer, erotik og kærlighedsliv ligger litterært gods fra 1800-tallets mørke modernitet à la Auguste Villiers de l'Isle-Adams "Onde fortællinger" [Contes cruels]. I samme århundrede finder Jouet modellen for sin føljeton-roman La République de Mek-Ouyes (2001), hvor hver tekst på 2-3 sider afsluttes med ordene "fortsættelse følger" [à suivre]

Endnu en seriel praksis ses i Dagens digt [Poèmes du jour], som forfatteren har skrevet dagligt siden 1. april 1992. Et sådant program har forfatteren ført endnu videre bl.a. i forbindelse med et ophold i Aarhus, hvor han skrev 101 digte på ti dage. Dette resulterede i den dobbelt-sprogede udgivelse På… En…(2016).

Dette dansk-franske projekt var en del af startskuddet til et endnu mere ambitiøst og utopisk projekt med PPP-Poetisk, planetært projekt bestående af ’tilegnede digte’. Pointen med dette var, at 'dagens digt' sendtes med brevpost til mennesker, der bl.a. findes i telefonbogen. Dette vidner om forfatterens helt egen (kritiske) praksis, hvad angår globalisering, nye medier og postvæsenets aktuelle afvikling.

Jouet er en veritabel sprogekvilibrist, der holder de traditionelle litterære storgenre i hævd, herunder essayet. Men han går heller ikke af vejen for at opfinde en ny genre, fx metrodigtet [poème de métro], hvis form henter strukturen fra dagliglivet. Konceptet består kort fortalt i, at forfatteren arbejder i metroen; han tænker, mens toget kører, og komponerer, mens det holder stille. Ud fra dette princip har Jouet bl.a. kørt hele det parisiske metronet igennem på en dag (en rejse på seksten timer)

Jouet intervenerer med andre ord som arbejdende forfatter i det offentlige rum. Hans vægtning af samvær og samarbejder tager endda form af gruppeportrætter i digtsamlingen Cantates de proximité (2005). Hele bogen er således baseret både på formelle regler og konkrete samtaler med mennesker i deres forskellige hverdagsrammer, som arbejdspladsen, en trænings-seance i basketball for professionelle, fagforeningens sommerfest og lignende.

Men selvom Jouet har levet det meste af sit liv i Paris og prioriterer de nære relationer, er han heller ikke bleg for at give sig selv den ultimative udfordring for en forfatter, nemlig at skifte sprog. D. 1. april 2022 erklærede han offentligt, at han nu udelukkende ville skrive på tysk. Der kan kun gisnes om, hvorvidt intentionen i denne selvpålagte udfordring er i praksis at demonstrere begrænsningerne i ideologiske ideer som ’national identitet’ og det ’franske sprogs supremati’. Ikke desto mindre har han snydt en smule, da hans seneste udgivelse Rakki Nuha (2026) skrevet på bestilling er forfattet på fransk – med tyske elementer.

I oversættelse finder man tekster af Jouet i Franske stemmer (2017) og Poetiske rum (2020), der begge er blevet til i forbindelse med arrangementer ved Dansk Selskab for ny fransksproget litteratur.

• Frankrigs litteratur
• essay