Industri er en betegnelse for en aktivitet, hvor der fremstilles produkter i stor målestok, som regel ved brug af maskiner.
Industri kan betegne den slags virksomhed i al almindelighed. Men ordet kan også indgå i betegnelsen for bestemte typer af virksomhed, fx møbelindustri.
Historisk har man forstået industrien som en virksomhed, der bearbejder råstoffer eller halvfabrikata til forbrugsgoder, transportmidler og maskiner. Derfor betegnes industri, sammen med håndværk, også som fremstillingsvirksomhed. Forskellen på de to er, at i industrien foregår produktionen i større skala og er mere mekaniseret.
Mens håndværkere ofte arbejder på bestilling, producerer industrien typisk produkter til et marked, uden på forhånd at vide hvem der køber dem. Det gælder dog ikke altid. F.eks. betragtes skibsværfter som industri, selvom skibe som regel bygges på bestilling.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.