Tmutorokan var i antikken og middelalderen en by ved Sortehavets nordkyst. Den var fra ca. 968 til ca. 1100 centrum i et fyrstendømme af samme navn, som indgik i det tidlige Rusrige.

Faktaboks

Også kendt som

Tmutarakan; Tamatarcha (med græske bogstaver Ταμάταρχα); i antikken Hermonassa

Beliggenhed og betydning

Byen lå på sydsiden af den bugt der mod øst skærer sig ind i Tamanhalvøen på den asiatiske side af Kertjstrædet. Denne halvø når næsten Kertjhalvøen, der skyder ud fra Krim, så de to halvøver næsten afskærer det Azovske hav fra Sortehavet.

På grund af vanskelighederne ved at krydse floden Dons omfangsrige delta var forbindelsen mellem de to halvøer vigtig for handlen mellem Asien og Europa og havde været det langt tilbage i antikken, hvor byen bar navnet Hermonassa – ikke at forveksle med en by af samme navn på Tyrkiets nordlige Sortehavskyst.

Khazarernes Tamatarcha

Tmutorokan blev erobret fra khazarerne formodentlig i forbindelse med storfyrst Svjatoslav Igorevitjs sejr over khazarerne i 965, der samtidig gjorde en ende Khazar-kaganatet. For Khazar-kaganatet havde byen været en vigtig forpost og nævnes som sådan i Konstantin 7. Porfyrogennetos’ afhandling De administrando imperio fra midten af 900-tallet.

Tmutorokan synes at være gået tabt for Rusriget i begyndelsen 1100-tallet, da polovetserne fik kontrol over steppeområdet nord for Byzans.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig