Banatet er et grænseområde mellem Serbien, Ungarn og Rumænien. Det har gennem historien gennemlevet hyppige grænseændringer.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er bestemt form af banat 'område styret af en ban 'militær guvernør', fra ungarsk bán, og -at som afledning af betegnelsen for én, der udfører et hverv.

Geografi

Mod vest afgrænses Banatet af floden Tisza og mod øst af udløbere fra De Transsylvanske Alper. Mod nord går grænsen ved Mureş-floden og mod syd ved Donau. Den serbiske del ligger i det selvstyrende Vojvodina. Den rumænske del af Banatet udgøres af amterne Timis og Caras-Severin, hvor hovedbyen er Timişoara. Den ungarske del udgøres af amtet Csongrad-Csanad, hvor hovedbyen er Szeged. Bega-kanalen forbinder Timişoara med byen Zrenjanin i Vojvodina.

Befolkning

Banatets etniske sammensætning har historisk set været meget blandet, men er siden 2. Verdenskrig blevet mere ensartet. Jøderne emigrerede gradvist, og det tyske mindretal, svaberne, rejste efter omvæltningen i december 1989 til Tyskland. De største befolkningsgrupper er etniske serbere, rumænere og ungarere, der bor i deres respektive lande. I den rumænske del af Banatet er 90 procent af befolkningen nu etniske rumænere.

Banatets historie

Banatet ligger i et grænseområde, hvor nabostaterne skiftevis har haft magten. I perioden 900 til 1100 styrede det bulgarske kongerige, i perioden 1100 til 1600 var regionen i det ungarske kongeriges besiddelse, fra ca. 1600 til 1716 tilhørte Banatet Det Osmanniske Rige, og fra 1716 til 1867 var regionen en del af Det Habsburgske Rige. Fra 1867 til 1918 styrede Ungarn Banatet.

Ved Versaillesfreden i 1920 deltes Banatet mellem Rumænien (der fik 66 procent af området), Jugoslavien (der fik 32 pct.) og Ungarn (blot én procent). Ved fredsslutningen efter 2. Verdenskrig trak man de nuværende grænser mellem Ungarn, Jugoslavien (i dag Serbien) og Rumænien.

I den habsburgske periode fungerede landsdelen som en grænseregion, styret af en militær guvernør med titlen bán. Det var den såkaldte Militärgrenze (tysk), som kejseren i Wien oprettede for at forsvare sit rige mod osmannerne, som omfattede seks sydlige distrikter og strakte sig fra Kroatien i vest til den sydlige del af Transsylvanien i øst.

Militærgrænse-projektet omfattede ikke blot militære spørgsmål, men også civile anliggender. Guvernøren oprettede nye byer og genbefolkede området, der var øde efter de mange krige, med fortrinsvis tyske kolonister (Donau-svaberne), indkaldt under kejserinde Maria Theresia.

Militærgrænsen etableredes i midten af 1500-tallet og opretholdtes helt til 1881.

Kendte personer fra Banatet

Blandt de mest berømte personer med rødder i Banatet kan nævnes komponisten Béla Bartók, der er født i Sannicolau Mare nordvest for Timişoara, og forfatteren og nobelprismodtageren Herta Müller, der er født i selve Timişoara.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig