Ion Antonescu

Efter en betydelig militær karriere i 1. Verdenskrig deltog Ion Antonescu i krigen mod Ungarn i 1919, hvor den rumænske hær besatte Budapest og fjernede Béla Kuns kommunistiske terrorregime, den såkaldte Rådsrepublik.

I 1930'erne havde Antonescu et anstrengt forhold til Rumæniens konge, Carol 2., og til dele af officerskorpset, fordi han kritiserede den udbredte korruption henholdsvis i kongehuset og i hæren. Antonescu var nationalist og patriotisk anlagt. Som flere andre fremtrædende rumænere i samtiden havde han også antijødiske holdninger.

I 1937 udnævntes han til forsvarsminister, men hans ministerkarriere blev kortvarig på grund af uoverensstemmelser med Carol 2. Antonescu havde under retssagen mod Jerngardens leder, Corneliu Zelea Codreanu, udtrykt sympati for denne, som var kongens politiske hovedfjende. Det endte med, at Antonescu i en kortere periode blev interneret, før han igen fik kommando over en hærenhed.

Antonescu var oprindelig tilhænger af et samarbejde med Storbritannien og Frankrig, men Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt i august 1939 førte til, at Rumænien valgte at samarbejde med Nazityskland og Adolf Hitler. Antonescus antikommunisme dikterede ham denne løsning, for hovedformålet for ham var ikke blot at genvinde de tabte rumænske områder Bessarabien og Bukovina, men også generelt at svække arvefjenden USSR.

I 1940 blev han kaldt til magten for at rette op på Carol 2.s fejlslagne politik, og han tvang regenten til at abdicere til fordel for sønnen Michael. Selv blev Antonescu conducător (fører) i den national-legionære stat (fra september 1940 til januar 1941) med diktatoriske beføjelser, mens parlamentet og de politiske partier blev sat ud af spillet. Jerngarden forsøgte selv at tage magten i januar 1941, men hæren, som forblev loyal over for Antonescu, slog oprøret ned. Frem til august 1944 styrede Antonescu landet som enevældig fører.

Som Aksemagternes tredje mand ved siden af Hitler og Italiens Benito Mussolini førte Antonescu krig mod Sovjetunionen i årene 1941-1944 for at genvinde de rumænske territorier Bessarabien og Nordbukovina, som i juni 1940 var blevet annekteret af Stalin. Antonescus hær deltog i Hitlers krig helt til Slaget ved Stalingrad, efter at de tabte provinser var generobret.

Det tyske sammenbrud truede også med at trække Rumænien i afgrunden, hvorefter den unge kong Michael 1. trådte i karakter ved at begå et kup mod Antonescu, som blev arresteret den 23. august 1944 og overgivet til Sovjetunionen. En våbenhvile efterfulgte en de facto militær kapitulation. Efter to års fangenskab blev Antonescu bragt hjem til en skueproces for en "folkeret". Han blev anklaget for krigsforbrydelser i USSR og for at ødelægge den rumænske stat og dømt til døden.

Som leder af landet under krigen var han den øverste ansvarlige for Rumæniens holocaust, hvor op mod 300.000 jøder omkom. I efteråret 1942 sagde Antonescu til gengæld nej til Hitlers krav om at udlevere de sidste ca. 300.000 jøder i Rumænien til de nazistiske udryddelseslejre. Disse jøder overlevede således krigen; men jøderne i det af Ungarn besatte Transsylvanien blev næsten alle deporteret og omkom i udryddelseslejren Auschwitz.

Antonescu blev henrettet den første juni 1946 sammen med tre andre ledere fra krigen. Den unge konge kunne have benådet ham, men undlod, formentligt presset af de nye magthavere Petru Groza (1884-1958) og Emil Bodnăraș (1904-1976).

• Corneliu Zelea Codreanu
• Horia Sima
• holocaust i Rumænien
• Rumæniens historie 1859-1944