Faktaboks

Horia Sima
Født
3. juli 1906, Mundra i det daværende Østrig-Ungarn, nu Mândra i Rumænien
Død
25. maj 1993, Madrid, Spanien
Horia Sima (th.) sammen med Rumæniens leder, general Ion Antonescu, ved en højtidelighed for den fascistiske Jerngardes leder Corneliu Zelea Codreanu i oktober 1940. Sima havde afløst Codreanu efter mordet på ham i 1938. I baggrunden er Codreanu afbildet.

Horia Sima var en rumænsk fascistisk politiker, som efter mordet på Corneliu Zelea Codreanu i 1938 blev leder af Jerngarden. I Ion Antonescus national-legionære regering blev Sima viceministerpræsident fra september 1940 indtil januar 1941, hvor han stod i spidsen for et mislykket kup.

Pogromen mod de rumænske jøder

Initieret af Horia Sima strømmede antisemitiske dekreter ud fra regeringskontorerne i efteråret 1940. Han karakteriseres som en doktrinær og overbevist fascist, der bærer hovedansvaret for den pogrom mod jøderne i Bukarest, der fandt sted i januar 1941.

Kupforsøg og eksil

Samarbejdet mellem Antonescu og Sima fungerede ikke, hvilket kulminerede samme måned, hvor Jerngarden anført af Sima forsøgte at vælte Antonescu. Både den rumænske hær og Nazitysklands Adolf Hitler støttede imidlertid Antonescu, hvorfor kuppet mislykkedes. Med hjælp fra den tyske ambassade i Bukarest kunne Sima ad omveje rejse til Tyskland, hvor han blev holdt indespærret til 1944.

Efter at Rumænien skiftede side i krigen i august 1944, anerkendte Hitler Horia Sima som leder af en rumænsk eksilregering. Rumæniens nye magthavere dømte i 1946 Sima til døden, men det lykkedes ham at flygte til Spanien. Her opholdt han sig sammen med en række tidligere medlemmer af Jerngarden. De udgav fascistiske bøger og aviser, støttede general Francisco Franco og støttede fra eksilet modstanden mod de nye kommunistiske magthavere i hjemlandet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig