Faktaboks

Giorgio Bassani
Født
4. marts 1916, Bologna, Italien
Død
13. april 2000, Rom, Italien
Af //Sz Photo/Ritzau Scanpix.

Giorgio Bassani var en italiensk forfatter. Han er en af de bedre repræsentanter for glansperioden i den nyere italienske litteratur, perioden mellem 1945 og 1965.

Giorgio Bassanis forfatterskab

Alle Bassanis romaner og noveller udspiller sig i byen Ferrara, hvor han voksede op. Forfatteren forbliver uløseligt bundet til byen på samme måde som Italo Svevo hænger sammen med Trieste og James Joyce med Dublin.

Grundstoffet i Bassanis tekster er følelsen af ensomhed og kontaktproblemer mellem mennesker, som regel fra hans eget borgerlige jødiske miljø. I fintfølende, elegiske toner formår Bassani på eleganteste vis at fremmane den flygtige fortid og altings forgængelighed samtidig med, at han beskriver den tragiske samtid under fascismen.

Narrative værker

Bassanis vigtigste værker er debutbogen Cinque storie ferraresi (1956, 'Fem ferraresiske fortællinger', i 1960 udvidet og betitlet Dentro le mura, 'Indenfor murene') og romanerne Gli occhiali d'oro (1958, på dansk De guldindfattede briller, 2025, et uddrag tidligere oversat i Ny italiensk prosa, 1967), Il giardino dei Finzi-Contini (1962, på dansk Micòl samme år), Dietro la porta (1964, 'Bag døren'), L' airone (1968, Hejren) og L'odore del fieno (1972, 'Duften af hø').

De seks bøger er nu samlet i Il romanzo di Ferrara. Den bedst kendte af dem, Il giardino dei Finzi-Contini, blev filmatiseret i 1970 af Vittorio De Sica.

Digte

Helt fra sine unge år skrev Bassani også digte, hvoraf kan nævnes samlingerne L'alba ai vetri fra 1963, Epitaffio fra 1974 og In gran segreto fra 1978.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig