Ferrara

Ferraras mange kirker og paladser stammer fra byens storhedstid i 1200-1500-tallet under fyrstehuset Este, hvis store palads, Castello Estense, i gotisk stil blev opført i 1300-1500-tallet. Byens romansk-gotiske domkirke har en rigt udsmykket facade. Palazzo Schifanoia fra 1300-1400-tallet huser bymuseet med bl.a. kirkekunst og byhistoriske minder; en sal er udsmykket med freskoer fra 1400-tallet af Cosimo Tura, Francesco del Cossa og Ercole de' Roberti. Pinacoteca Nazionale i renæssancepaladset Palazzo dei Diamanti har fremragende værker af især lokale kunstnere fra 1400-1500-tallet; et moderne kulturcenter rummer bl.a. Galleria d'Arte Moderna med nyere italiensk malerkunst.

Ferrara spillede ingen nævneværdig rolle i antikken, og først i 700-tallet omtales byen under skiftende lombardisk, karolingisk og paveligt herredømme. I striden mellem pave og kejser om de italienske områder i 1100-tallet blev Ferrara reelt en fri bykommune. Til stadighed spillede dog lokale, landejende adelige en politisk rolle i byen, oftest i dyb indbyrdes kamp. Omkring 1200 dukkede slægten Este op i byen med Azzolino 7. Este (1205-1264), der valgtes til podestà, dvs. højeste eksekutive embedsmand, valgt for et halvt år ad gangen.

Det blev begyndelsen på en næsten 400-årig forbindelse mellem denne by og slægten Este. Fra 1250 var slægtens magtudøvere signori (dvs. eneherskere) i byen, og ved 1300-tallets midte begyndte Esterne et omfattende byggeri. Fra 1400-tallets anden halvdel udfoldede der sig i den stadig ret lille by en frodig renæssancehofkultur, der placerede den blandt de mest betydningsfulde i Italien med hensyn til arkitektur, malerkunst, digtning, teater, musik og humanistisk lærdom, og i den følgende tid tiltrak hoffet og byen mange originale ånder som fx Ludovico Ariosto, Jean Calvin og Torquato Tasso på grund af Esternes store og relativt frisindede mæcenat. Byen blomstrede specielt under Borso 1. (1413-1471), hertug af Ferrara i 1471, og hans bror Ercole 1. (1431-1505), der begge tjente store formuer som kondottierer (hærførere) i de mange lokale italienske krige.

I årene omkring 1500 blev Ferrara tredoblet i størrelse på grund en byudvidelse mod nord, der anlagdes efter renæssancens bedste byplanteorier, og Ercole indkaldte fremmede eksperter for at få skabt mere handel og produktion i sit lille hertugdømme, som lå klemt inde mellem lokale stormagter som Milano og Venedig. Den store tid gik dog mod 1500-tallets slutning på hæld, og da Esternes mandslinje uddøde i 1597, erklærede pave Clemens 8., der havde et gammelt krav på Ferrara, lenet for hjemfaldet til Pavestaten; efter 1597 og op til Napoleonstiden var Ferrara provins i Kirkestaten. I 1860 tilsluttede hertugdømmet sig det nye italienske kongerige.

Ferrara var fra begyndelsen af 1920'erne centrum for den såkaldte agrare fascismes fremkomst, og byen og dens omegn dannede baggrund for fascistlederen Italo Balbo og hans tilhængeres voldsomme sammenstød med lokale bønder og socialister.

• signoria
• Este (italiensk fyrsteslægt)
• Guarino da Verona
• Cosimo Tura