George Simion er en højreradikal rumænsk politiker, der ved præsidentvalget i Rumænien 2025 vandt første valgrunde den 4. maj. Han er leder af partiet Alliancen for rumænernes enhed (Alianţa pentru Unirea Românilor, AUR) og har siddet i Parlamentet (deputeretkammeret) siden 2020.

George Simions baggrund og uddannelse

George Simion er født i Focşani og blev tidligt interesseret i politik og rumænsk historie. Han blev student ved et af landets mest velrenommerede gymnasier, Gheorghe Lazar National College, i hovedstaden Bukarest. Han studerede økonomi og administration på universitetet i Bukarest, og senere blev han historiker på Alexander Ioan Cuza-universitetet i Iașşi. Hans afsluttende historiske afhandling handlede om kommunismens forbrydelser.

Aktivisten George Simion

George Simion startede som aktivist i 2004 ved at demonstrere for heltene fra Timişoara, hvor omvæltningen begyndte i december 1989. Han kritiserede Rumæniens nye ledere med Ion Iliescu i spidsen, som han beskyldte for at være skjulte kommunister og benytte stalinistiske metoder. Han anklagede Ion Iliescu for at være skyld i de mange ofre efter diktatoren Nicolae Ceaușescus flugt den 22. december og senere for undertrykkelsen af studenterne på Universitetspladsen i Bukarest i juni 1990 (mineriaden).

Senere tog aktivismen en nationalistisk drejning, da George Simion i 2012 grundlagde en NGO ”Aktion 2012”, hvis formål var at forene Moldova (det historiske Bessarabien) med Rumænien. Simion deltog i flere opsigtsvækkende aktioner i Moldova, hvilket endte med, at Moldova udviste ham. I Moldova betragter man Simion mere som hooligan end som politisk aktivist. Det sammen gør flere politiske modstandere i Rumænien, hvor han er kendt for sin konfrontatoriske retorik.

Politisk karriere

George Simion forlod aktivismen i 2019 for at blive politiker. Han stillede op til europaparlamentsvalget i 2019 som uafhængig, men blev ikke valgt. Hans valgslogan hed ”Romania Mare în Europa” (Storrumænien i Europa), hvor inspirationen var Storrumænien efter 1918, som han ønsker gendannet.

I efteråret 2019 grundlagde Simion partiet AUR, som ved parlamentsvalget i 2020 fik ni pct. af stemmerne og ved lokalvalgene samme år opnåede at få borgmesterposten i tre byer.

AUR holdt sin første kongres i 2022, hvor George Simion med stort flertal valgtes som leder. Hans politiske karriere tog fart i 2024, for ved parlamentsvalget i december 2024 blev AUR det næststørste parti med 18 procent af stemmerne. Ved præsidentvalgets første runde i i november 2024 kom han ind på fjerdepladsen med 14 pct. af stemmerne. Simion opnåede sit hidtil bedste resultat ved første runde af præsidentvalget 2025 med 41 pct. af stemmerne. Dermed er han med i den afgørende anden runde den 18. maj og spås gode chancer for at blive Rumæniens næste præsident.

Politisk program

George Simion erklærer sig som anti-systempolitiker, fordi han mener de klassiske partier er bundet af bestemte interesse, som ikke tilgodeser den almindelige rumæners behov.

Han ønsker, at Rumænien og Moldova slutter sig sammen til et nyt Storrumænien. Dette har gjort ham upopulær i Moldova, hvor han er erklæret persona non grata. Simion skrev i bogen ”Blocaţi în labirint” ('Fanget i en labyrint', 2017), at sammenslutningen af de to lande er et historisk imperativ. Sammenslutningen kræver dog ifølge Simion, at befolkningerne i begge lande bekræfter den ved hver sin folkeafstemning.

I Ukraine er han også uønsket. Det skyldes, at han kræver hjælpen til Ukraine indstillet. Simion mener, at Ukraine diskriminerer det rumænske mindretal i Ukraine (Nordbukovina). Derfor vil han også have Nordbukovina sluttet sammen med Rumænien.

Simion er mistænkt for at være Putin-venlig, men hans udtalelser om Putin og Rusland er tvetydige. På den ene side er Rusland en trussel, men på den anden side er Rusland så svækket af krigen i Ukraine, at landet ikke truer Europa. Ubekræftede rygter beretter om Simions forbindelser til den russiske sikkerhedstjeneste FSB.

Simion ønsker ikke Rumænien ud af EU, men EU skal sikre rammerne for nationalstaternes handelsmæssige og økonomiske interesser og ikke beskæftige sig med værdipolitik. Selv er Simion værdipolitisk nationalkonservativ ved at afvise ægteskab mellem folk af samme køn og ved at kritisere woke-bevægelsen.

George Simion er en stor beundrer af den amerikanske præsident Donald Trump og deltog i dennes indsættelse den 20. januar 2025. Desuden deltog han i den Konservative Politiske Aktions Konference i USA (CPAC), hvor konservative koryfæer som Eduardo Bolsonaro (født 1984, søn af Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro), Steve Bannon og Nigel Farage deltog.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig