Komodovaranen er verdens tungeste øgle og kan veje over 300 kg. Den kendes kun fra enkelte øer i Indonesien.

De fleste varaner er klædt i brune, gule, grå og sorte farver, men enkelte arter er ret farvestrålende. Det gælder bl.a. den trælevende blåplettet trævaran (Varanus macraei), som kun findes på øen Batanta i Indonesien.

Varaner er en familie af ofte store til meget store øgler, som langt overvejende findes i troperne. Der kendes ca. 88 nulevende arter, som er udbredt i Afrika, Asien og Australien. Gruppen er nærtbeslægtet med slanger.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Varanidae (familie)

Etymologi

Navnet kommer af arabisk waran.

Den korthalede varan (Varanus brevicauda) bliver kun 23 cm lang, mens båndvaranen (Varanus salvator) kan blive op til 321 cm lang. Komodovaranen (Varanus komodoensis) bliver op til 300 cm lang, men er den tungeste med en vægt på op til 250 kg.

Hovedet er aflangt, halsen lang og kroppen robust. De veludviklede lemmer har kraftige kløer, og den lange hale kan ikke regenereres, hvis den beskadiges. Et særligt kendetegn i forhold til andre øgler er kombinationen af lang tunge og små skæl oven på hovedet. Den lange tunge bruges til at opfange luftbårne duftpartikler; der kendes eksempler på, at et ådsel blev opdaget på en afstand af omkring 10 km. De fleste varaner er dagaktive, men nogle kan jage i lune, månelyse nætter, og den australske Varanus glebopalma jager i skumringen.

Varanernes levesteder spænder fra regnskov til ørken, og varaner er gode svømmere, også i saltvand. De fleste arter lever på jorden, men kan udmærket klatre og grave. Varaner er aktive jægere, men nilvaranen (Varanus niloticus) tager æg, og Grays varan (Varanus olivaceus) æder som den eneste art også frugt. Varaner er ret bidske, og der er udviklet stærkt ritualiserede kampformer mellem artsfæller.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig