Komodovaranen er en meget stor varan, som kendes fra fem øer i det sydøstlige Indonesien: Komodo, Flores, Rinca, Gili Motang og Nusa Kode.
Faktaboks
- Videnskabeligt navn
-
Varanus komodoensis
Den er den tungeste af varanerne og kan i naturen nå en vægt på mere end 80 kg og en længde på over tre meter. Fra fangenskab kendes en komodovaran, som vejede over 165 kg.
En fuldtudviklet komodovaran er et effektivt rovdyr, som kan nedlægge tambøfler på op til 600 kg. Geder, hjorte og grise udgør dog størstedelen af føden. Dens bid er farligt; man har fundet mindst 50 forskellige bakterietyper på dens tænder, heraf syv yderst farlige. Den jager de store byttedyr ved at tilføje dem nogle dybe bidesår med de krumme, savtakkede tænder efter en kort spurt. Er byttet ikke dræbt, dør det snart af infektioner, og ådslet lokaliseres ved hjælp af den veludviklede lugtesans. Appetitten er stor; en hun på 50 kg er set nedsvælge hovedparten af et svin på 31 kg på lidt over et kvarter, inklusive klove og knogler.
Der er flere dokumenterede eksempler på angreb på mennesker, hvor komodovaraner har bidt større lunser kød af; et angreb ender med døden pga. sårinfektion eller blodtab. Der findes også en del rapporter om, at mennesker er blevet slået ihjel og ædt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.