fadderskaber

Fadderskaber handlede oprindeligt ikke kun om penge, men byggede på tre idéer:

1. fadderens følelsesmæssig forbindelse til et konkret barn eller en familie,
2. forudsigelig strøm af indtægter til organisationen,
3. en fortælling om personlig ansvarlighed i en global verden.

Hos PlanBørnefonden går rødderne tilbage til den spanske borgerkrig i 1937. Journalisten John Langdon-Davies (1897-1971) organiserede en ordning, hvor britiske familier kunne støtte konkrete børn økonomisk og udveksle breve og billeder med dem. Det blev til Foster Parents Plan for Children in Spain, som senere udviklede sig til Plan International.

Hos SOS Børnebyerne voksede modellen frem efter 2. Verdenskrig. Den østrigske socialarbejder Hermann Gmeiner (1919-1986) oprettede de første børnebyer i 1949 for børn, der havde mistet deres forældre under krigen. Finansieringen byggede tidligt på faste bidrag fra “faddere”, som gjorde det muligt at drive langsigtede institutioner og senere familieprogrammer.

Det var effektivt koncept i efterkrigstiden, hvor mange ønskede at hjælpe konkret fremfor at give til store, abstrakte udviklingsprogrammer. I praksis fungerer moderne fadderskaber dog sjældent sådan, at pengene går til ét bestemt barn. Organisationerne har bevæget sig væk fra den gamle én-til-én-model, fordi den skabte skævheder og logistiske problemer. I dag går pengene typisk til et lokalsamfund, et område eller en bred indsats for børn og familier, mens barnet fungerer som symbolsk kontaktperson.

Der har gennem årene været flere centrale indvendinger mod klassiske fadderskaber, der har været i søgelyset for at bidrage til:

• Paternalistisk forhold mellem hjælper og modtager.
• Fremstilling af børn som marketingobjekter.
• Misvisende billeder af udvikling som noget, der løses individuelt fremfor strukturelt.
• Illusioner om direkte økonomisk støtte, selv når midlerne går kollektivt til projekter.

Trods kritikken er fadderskaber stadig udbredte. Grunden er ret enkel: modellen giver organisationerne stabile indtægter, som er mere værdifulde end enkeltdonationer. Og mange donorer oplever, at relationen til et konkret barn gør globale problemer mere menneskelige og mindre abstrakte.

I dag forsøger organisationerne derfor ofte at balancere to hensyn:

1. den personlige fortælling, som engagerer donorer
2. et mere moderne udviklingssyn med fokus på rettigheder, lokalsamfund og strukturelle problemer.

Det er også derfor, man ser et sprogligt skifte. Mange organisationer taler nu mindre om at redde børn og mere om børns rettigheder og partnerskaber med lokalsamfund.

• NGO
• udviklingsbistand
• menneskerettigheder
• børn

• PlanBørnefonden
• SOS Børnebyerne