allergi

Hudprøver ved mistænkt straksallergi, type I allergi, udføres som priktest: En dråbe allergenopløsning anbringes på huden, og med en speciel nål med en kort spids (ofte kun 1 mm) prikkes gennem dråben ned i huden. Herved føres allergenet ind til hudens mastceller. Hvis disse er sensibiliserede, vil de frigøre stoffer, der bl.a. gør karrene utætte og giver kløe. En positiv reaktion ligner et myggestik med hævelse og rødme og vil være tydeligst efter ca. 15 min. Reaktionernes størrelse siger noget om hudens følsomhed og mængden af overfølsomhedsantistof, men ikke nødvendigvis noget om symptomernes sværhedsgrad.

Med et begrænset antal allergener kan man identificere størstedelen af de allergiske luftvejssygdomme. I Danmark benyttes til testning en standardserie, der består af birkepollen (der allergenmæssigt ligner de fleste træpollen), pollen fra en græsart, gråbynkepollen (en ukrudtsplante, der har allergenfællesskab med andre urter), skæl fra hund, kat og evt. andre dyr samt ekstrakt fra husstøvmidekultur og forskellige skimmelsvampe. Hvor der er mistanke om fødevare-, erhvervs- eller insektallergi, anvendes specielle testserier. Husstøv indeholder ud over mider dyrehår, pollen m.m. Støvekstrakt lader sig ikke standardisere, og en positiv reaktion er svær at tolke, brugen anses derfor for forældet. Hudtesten vil være negativ ved allergilignende reaktioner (intolerans), hvor IgE ikke er inddraget — fx ved reaktioner på farvestoffer og konserveringsmidler i kosten.

Hudprøver ved eksemudredning, dvs. ved mistanke om allergiske senreaktioner (type IV), udføres som lappeprøver. Det, der skal undersøges, placeres på huden, oftest under en folielap eller en lille hul skive. Denne holdes på plads med plaster og fjernes efter to døgn. En positiv reaktion viser sig som en eksemreaktion. De allergener, der oftest giver eksem, indgår i en standardserie (bl.a. nikkel, chrom, epoxy, gummi, formalin, lanolin og balsamer). Serien må ofte suppleres med allergener fra arbejdsmiljøet.

I blodprøver kan koncentrationen af overfølsomhedsantistof, IgE, bestemmes. Den vil i mange tilfælde være forhøjet hos allergikere, dog ikke ved lette symptomer eller ved et lille symptomgivende organ. Bedre information fås ved måling af IgE rettet mod et bestemt allergen, fx pollen. Koncentrationen vil være forhøjet hos den allergiske person, også i symptomfrie perioder. Analysen benyttes ved tvivlsomme hudreaktioner eller i tilfælde, hvor en påvist allergi vil få store praktiske eller økonomiske konsekvenser.

Visse hvide blodlegemer, de basofile granulocytter, har IgE på overfladen. Når dette binder allergen, frigiver cellerne bl.a. histamin. Dette forhold udnyttes i histaminfrigørelsestesten. Her stiger histaminkoncentrationen i en allergikers blodprøve, når et relevant allergen tilsættes.

Provokationer benyttes, hvis ovenstående analyser ikke har kunnet gennemføres eller har givet uklare resultater. Patienten udsættes for det mistænkte allergen enten ved inhalation/indtagelse i velkarakteriserede mængder eller ved ophold i relevant miljø. Måling af symptomer og fx lungefunktion vil afgøre, om reaktionen er positiv. Blindforsøg kan benyttes. I visse tilfælde — specielt ved fødevarereaktioner — anvendes allergenelimination. Hvis symptomerne svinder, når visse fødeemner fjernes fra kosten, vil mistanken om allergi/intolerans styrkes. Hverken provokation eller elimination kan sædvanligvis afklare, hvilken mekanisme der er involveret i symptomudviklingen.

Der findes flere medikamenter, der dæmper symptomerne på allergi. Antihistaminer blokerer virkningen af histamin. Glukokortikoider, som er betændelsesdæmpende lægemidler, har også en meget god effekt ved allergiske lidelser, men kan have bivirkninger. Disse præparater kan enten bruges lokalt, som næsespray eller inhalationsmedicin, eller de kan tages i tablet- eller injektionsform.

Allergivaccination mod specifikke allergener, også kaldet hyposensibilisering og allergen immunterapi, er en behandling, som varigt ændrer immunsystemets reaktioner mod tolerance frem for reaktion. Behandlingen anvendes især ved alvorlig insektstikallergi og ved pollenallergi og husstøvmideallergi. Vaccinationen kan enten gives som injektion eller som en tablet, som skal tages en gang i døgnet.

Systemiske allergireaktioner, der fører til anafylaktisk chok med fald i blodtryk og vejrtrækningsbesvær, kan være livstruende og kræver hurtig behandling med injektion af adrenalin.

Pollen fra planter med vindbestøvning er ofte årsag til pollenallergi. Pollen fra raklerne på el, hassel og birk, forskellige græsarter og gråbynke er typiske eksempler.

Pollen, der spredes ved hjælp af insekter, er sjældent årsag til allergi, da pollenmængden er mindre, og pollenkornene sidder bedre fast end hos de vindbestøvende arter. Pollen fra gran og fyr er heller ikke en almindelig årsag til allergi. Disse pollenkorn er store, og de kommer ikke så let i kontakt med vores slimhinder. De potentielle allergener er desuden indkapslet i en skal af cellulose.

Pollen fra el, hassel og birk krydsreagerer ofte, det vil sige, at en birkepollenallergiker også kan reagere allergisk på pollen fra el og hassel. På samme måde finder man hos træpollenallergikere ofte krydsallergi mod fødevarer fra planter, såsom nødder, mandler og stenfrugter, og mod rå gulerødder, æbler eller pærer og anden plantemad. Det gør, at en birkepollenallergiker let får kløe i munden og kan hæve op, hvis vedkommende spiser sådan mad. Græspollenallergikere kan have krydsallergi mod korn, og gråbynkepollenallergikere er ofte krydsallergiske mod blandt andet løg, selleri, porre og paprika.

De vigtigste allergener i husstøv kommer fra husstøvmider i form af mideafføring og rester af døde mider. Miderne lever af skæl fra huden hos mennesker og dyr, og de trives bedst, hvor det er varmt og fugtigt. Sengen er derfor et yndet tilholdssted for mider. Derudover trives miderne alle steder, hvor der samler sig støv, hvis fugten og temperaturen er passende.

Husstøv indeholder blandt andet allergener fra de kæledyr, der måtte findes i en bolig, eventuelt også allergener fra husdyr som hest indbragt med tøj og sko. Allergener fra mus og rotter findes især, hvis de anvendes som kæledyr, men kan også være aktuelle som skadedyr i kældre m.m. eller for personer, der arbejder med forsøgsdyr. Personer med dyreallergi reagerer på proteiner i skæl, pels, urin og spyt fra dyrene, ikke selve hårene. Allergi mod hund og kat er almindelig, men allergi mod andre pelsklædte kæledyr som kanin, mus, rotte og hamster stiger i omfang, fordi det er blevet almindeligt at holde sådanne kæledyr. Der er relativt stor risiko for, at allergikere udvikler dyreallergi, selvom de i udgangspunktet ikke er dyreallergikere.

Skimmelsvamp findes i naturen, og om sensommeren og efteråret kan indholdet af skimmelsvampesporer blive så højt, at skimmelsvampallergikere får symptomer. Indendørs kan koncentrationen af skimmelsvampesporer blive høj, når der er fugtskader i boligen, når man bruger luftfugter, eller når man har et ventilationsanlæg, der er dårligt rengjort.

Allergi mod fødevarer kan give symptomer fra forskellige dele af fordøjelsessystemet, fra huden, fra luftvejene eller i alvorlige tilfælde i form af blodtryksfald og bevidsthedstab. Sådanne reaktioner på fødevarer skyldes IgE-allergi. Allergiske symptomer fra mave-tarm-kanalen kan være svære at skelne fra andre mave-tarm-lidelser. Skaldyr, jordnødder, nødder, fisk, bløddyr som blæksprutter, mælk og æg er stærkt allergifremkaldende fødevarer, mælk og æg især hos børn.

Stik fra bier eller hvepse kan også fremkalde allergiske reaktioner, enten lokale reaktioner med hævelse og rød hud eller alvorlige reaktioner med astmasymptomer, blodtryksfald og besvimelse (anafylaksi). Personer, der har fået alvorlige reaktioner efter insektstik, udstyres med adrenalinsprøjte (også kaldet EpiPen®), som de kan give sig selv.

Lægemidler er en stor og varieret gruppe af stoffer, men blandt de hyppigste anvendte findes gruppen af antibiotika, som også giver årsag til mange mistanker om lægemiddelallergi. Der er dog mange af reaktioner i form af bivirkninger af ikke-allergiske årsager, som gør at mange patienter uberettiget går rundt med betegnelsen penicillin-allergi. En verifikation af diagnosen hos en speciellæge vil ofte føre til at allergi kan afkræftes.