eksem

Sygdomsårsagen og sygdomsudviklingen (patogenesen) ved eksem er meget kompleks og varierer mellem eksemtyperne. Det er ofte både arvelige og miljømæssige faktorer, der bidrager til udvikling af eksem.

Hos personer med atopisk eksem findes der ofte arvelige faktorer, såsom mutationer i genet, der koder for filaggrin, som er et vigtigt protein for at holde på vandet i huden. Ved kontakteksem er årsagen til eksemet miljøafhængig. Mange kemikalier i vores miljø har en iboende evne til at fremkalde allergier og cellestress ved kontakt med huden.

Fælles for alle typer eksem – uanset deres underliggende årsag – er, at der til sidst sker en uønsket aktivering af både T-celler, en gruppe immunceller, og keratinocytter, som er hudceller i det yderste lag af huden. Aktivering af disse celler fører til betændelse i huden. Et af kendetegnene på betændelse er, at der kommer mere blod til det betændte område, og det er det, vi ser som rødme på lys hud.

Eksem er karakteriseret ved, at huden bliver rød, tør og skællende med kløe. Hos personer med mørk hudtype viser rødmen sig ikke så tydeligt, men den mørke hud bliver endnu mørkere. Af og til opstår der små væskefyldte blærer (vesikler) i det yderste lag af huden. Ved akut eksem kan hudoverfladen blive væskende. Kronisk eksem er derimod mere præget af tørhed og en stiv fortykkelse (lichenisering) af huden, som har en tendens til at sprække.

Eksem er en almindelig hudsygdom. Hos visse erhvervsgrupper, for eksempel rengøringspersonale og frisører, er kontakteksem et stort problem. Det kan vise sig som eksem på hænderne, såkaldt håndeksem.

Prognosen ved eksemsygdom er meget varierende afhængigt af, hvilken type eksem, der er tale om. Som hovedregel er eksem tilbagevendende med gode og dårlige perioder. En årsag hertil er, at eksem oftest er et udtryk for en iboende sårbarhed i huden, hvor indre eller ydre forhold udløser eksemudbruddet.

Der findes mange måder at inddele eksem på. Den mest almindelige er at inddele efter indre (endogene) eller ydre (eksogene) årsager. Et eksempel på indre eksemer er atopisk eksem, som ofte har en arvelig årsagsfaktor, og et eksempel på ydre eksemer er kontakteksem, som fremkaldes af påvirkninger af stoffer, der kommer i direkte berøring med huden.

En anden måde at inddele på er anatomisk, altså efter hvor på huden eksemet sidder. Et eksempel er håndeksem.

Mikrobielt eller infektiøst eksem skyldes reaktion på bakterier eller svampe. Eksemet kan begynde som et væskende udslæt på fødderne, ofte mellem tæerne, før det efter en tid spreder sig til store dele af kroppen.

Fotoallergisk og fototoksisk eksem skyldes reaktion på kombinationen af et stof på eller i huden og sollys.

Behandlingen af eksem har som mål at fjerne årsagen til eksemet, så vidt det er muligt. For at forebygge eksem kan man bruge fugtbevarende hudplejemidler i form af olier eller fugtighedscreme samt vaske huden sjældnere. Det er ofte også relevant at give symptomlindrende behandling i form af kortisoncremer.

Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan man også prøve lokale calcineurinhæmmere. Hvis eksemet er væskende, er der ofte bakterievækst i det, og det vil da være aktuelt at behandle med bakteriedræbende cremer, farvepenslinger eller desinficerende bade.

Personer med kronisk eksem, der bliver bedre af sol, kan have gavn af lysbehandling.

• huden
• atopisk eksem
• kontakteksem
• seboroisk eksem
• stasedermatitis
• perioral dermatitis