I hvert knæled er der to menisker i ledspalten mellem lårbenet og skinnebenet: én på lateral- eller ydersiden og én på medial- eller indersiden. De fungerer her som "pakninger", der udfylder ujævnhederne mellem ledfladerne. Langs ydersiden er de omtrent en halv centimeter tykke, men bliver meget tynde ind mod ledhulen. Meniskerne har derfor et trekantet tværsnit. Meniskerne gør, at ledkontakten og stabiliteten bliver bedre. Desuden bliver slid på ledbrusken mindre.
Den laterale menisk (meniscus lateralis) er næsten ringformet, mens den tyndere mediale menisk (meniscus medialis) er mere halvmåneformet. Begge er fastgjort til den midterste, eleverede del af skinnebenet (eminentia intercondylaris; tibia). De er også forbundet foran i knæleddet med et bindevævsbånd.
Langs yderkanterne er meniskerne forbundet med ledkapslens synovialmembran. Dette gør, at det kun er bærefladerne (over- og undersiden), der bliver fugtet og ernæret af synovialvæsken; Yderkanten får blodtilførsel via små blodkar fra ledkapslen. Den mediale menisk er desuden forbundet med sidebåndet eller kollateralligamentet (ligamentum collaterale mediale) i knæleddet, i modsætning til den laterale.
Meniskerne er relativt bevægelige, den laterale mest, da den ikke er fastgjort til sideligamentet som den mediale. Ved bevægelser i knæleddet ændrer meniskerne position, da kondylerne i lårbenet har forskellig krumningsgrad. Ved bøjning af knæet glider meniskerne lidt bagud, ved strækning glider de fremad, og repræsenterer på den måde bevægelige ledskåle for de to kondyler på lårbenet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.