Titusbrevet er navnet på et skrift på tre kapitler i Det Nye Testamente i Bibelen og er ved siden af Timotheusbrevene det tredje i gruppen Pastoralbrevene.

Det er i lighed med Timotheusbrevene pseudonymt tillagt apostlen Paulus, men forekommer ligesom disse breve at stamme fra en langt senere tid. Ved at være rettet til Paulus' nære medarbejder Titus og ikke til en menighed har forfatteren måske villet give en forklaring på, at brevet først er dukket længe efter apostlens død.

Indhold

Efter en indledende hilsen (1,1-4) optræder retningslinjer for menighederne på Kreta (1,5-16) og for den kristne husorden (2,1-15). Dernæst gælder det forholdet til øvrigheden og alle mennesker, der skal tage udgangspunkt i "det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden" (3,1-7). Der følger en advarsel mod tåbelige stridigheder (3,8-11), og brevet munder ud i en afterskrift med hilsener og et nådesønske (3,12-15).

Betydning

Ligesom Timotheusbrevene afspejler Titusbrevet øjensynlig forholdene i de kristne menigheder årtier inde i 100-tallet, måske så sent som engang i 140'ne. Således vidner disse breve om en udstrakt menighedsorganisation med regler for både gamle og unge, mænd og kvinder, slaver og frie. Polemikken mod folk, der er kommet på gale veje, passer også bedre til en i forhold til Paulus sen eftertid. Forfatteren citerer her en modtagernes egne, "en profet, som har sagt: 'Kretere lyver konstant, de er dyriske, griske og dovne'," hvad der angiveligt er så sandt, som det er sagt (1,12).

Så brevet kan altså ses som et forsøg på at fastholde apostlens autoritet ved at fremskrive hans forkyndelse og lære til at passe i en ny tid, hvor jødedommen ikke længere frembyder noget problem.

Læs mere i Lex

paulinske breve

Paulus

Pastoralbrevene

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig