Portugal - teater

I begyndelsen af 1800-tallet startede en ny udvikling. Almeida Garrett skrev skuespil, lagde et nyt repertoire, satte gang i skuespilleruddannelsen i 1837 og var medvirkende til, at Fernando II tog initiativ til opførelse af det italiensk-inspirerede Teatro Nacional D. María II i Lissabon 1843-1846. I perioden 1870-1900 opstod mange kompagnier, der spillede på de efterhånden 75 teatre i hele Portugal.

Militærkuppet i 1926 fik fatale konsekvenser for teaterdrift og dramatik. Udbredt fattigdom og analfabetisme gjorde teatret til et hovedstads- og overklassefænomen. 50 års jernhård censur forhindrede ikke blot enhver scenisk nytænkning, men fx også en opførelse af Shakespeares Julius Cæsar.

For to kompagnier, Teatro Nacional og Comediantes i Lissabon, lykkedes det dog efter 1945 at sætte moderne forfattere som Jean Anouilh, Luigi Pirandello og Eugene O’Neill op. En national fond skulle fra 1950 udvikle scenekunsten, men bureaukrati, forbud og stram centralisme gjorde, at den ikke kom til at fungere. Nationalteatret brændte i 1964 og genåbnede først i 1978. Private teatre spillede udelukkende boulevardkomedier og de populære revista a portuguesa (revyer med humoristiske og musikalske indslag).

Blandt dramatikere med international betydning kan nævnes nobelpristageren José Saramago, hvis dramatik er præget af hans politiske og kritiske stillingtagen til Nellikerevolutionen i 1974 og forholdet mellem kunst og magt. Efter en krise i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne er der igen fornyelse og initiativ at spore i repertoiret: det er bl.a. udenlandske dramatikere som Heiner Müller, Brecht og moderne scenografer som Cristina Reis (født 1945), der står for fornyelsen af teaterscenen i Portugal.

• Portugal
• Portugals litteratur