Fernando Pessoa

Pessoas efterladte værk har vist sig at være en guldgrube af manuskripter, materiale til talrige udgivelser. Det drejer sig først og fremmest om digte under talrige forfatteridentiteter – de såkaldte heteronymer. Men også artikler, filosofiske og politiske skrifter, teaterstykker, fortællinger, kronikker, anmeldelser, aforismer og eksperimentelle bogprojekter som den mytiske Livro de Desassossego (1982, Rastløshedens Bog, 2019), bestående af mistrøstige prosafragmenter, optegnet af bogholder assistent Bernardo Soares, der den dag i dag provokerer nye kritiske udgaver.

Pessoas digtning er heller ikke specielt vanskelig at forstå, og trods en vis okkultisme forekommer han altid enkel og stærk. Vanskeligheden ligger i, at Pessoas digte, prosa og essays ikke bare er en digters værk, men udtrykker en tydelig ambition om på en gang at være en hel generation. Pessoas heteronymer formåede faktisk at fremstå som markante litterære profiler gennem en vigtig periode i portugisisk litteratur og udgøre facetter og variationer af en ny spirende poetisk erkendelse.

De vigtigste heteronymer var "mesteren" Alberto Caeiro, der kun anerkendte den umiddelbare virkelighed, og hans disciple, den "hedenske" Ricardo Reis med latiniserende oder efter Horats (oversat til dansk 2001, De flygtige roser) og skibsingeniøren Álvaro de Campos, som Pessoa så som sit alter ego: først rabiat futurist, senere desillusioneret og afklaret "forfatter" til titeldigtet i det danske udvalg Alle kærlighedsbreve er latterlige (1989) og til digtene i udvalget Stik modsat af hvad som helst (1998).

Gennem heteronymer optræder forskellige forfattere som ansvarlige for forskellige poetikker, der finder deres varierede udtryk i en vifte af forskellige "fiktive" biografier. Uden at der af den grund sidder en "hel" person bag fragmenterne og holder viften.

Pessoa voksede op (1896-1905) i et engelsksproget miljø i Durban i Sydafrika, hvor hans stedfar var på diplomatisk mission. Begærligt læser han forfattere som Carlyle, Shelley, Dickens, Chesterton, Byron, Thackeray, Poe og Shakespeare. På fransk var det Verne, Voltaire og Fontenelle, der var den tidlige ungdoms favoritter. I øvrigt skrev han livet igennem digte på både engelsk og fransk.

I Durban udmærkede Pessoa sig som en intelligent og talentfuld elev på den engelske skole, men da han vendte tilbage til Lissabon i 1905 og begyndte et litteraturstudium på universitetet, gik der kun kort tid, før han holdt op. Han fandt sig et beskedent arbejde som forretningskorrespondent og oversatte engelsk og fransk livet igennem, hvilket gav ham den fornødne frihed og økonomiske stabilitet til at hellige sig litteraturen.

Takket være en arv forsøgte han at starte et trykkeri, der ikke overlevede længe. Efter at være blevet en kendt skikkelse i Lissabons litterære miljø, modtog Pessoa flere tilbud om ansættelse på universitetet i Coimbra, hvilket han hver gang med typisk overdreven beskedenhed afviste.

Pessoas professionelle succes udeblev, men det skete altid som et resultat af hans forsvar af friheden til at skrive.

Det var dog som Pessoa selv, at disse mange "aktører" først trådte ind på den litterære scene. I 1912 var Fernando Pessoa allerede begyndt at skrive litterær kritik til tidsskriftet A aguia('Ørnen'), der var talerør i en begyndende bevægelse for en portugisisk renæssance.

Omkring samme tid blev der udskrevet en rundspørge af dagbladet Republica angående mulighederne for en sådan snarlig national genrejsning, og den unge Pessoa tog i den forbindelse uopfordret ordet og vakte stor opmærksomhed med sine indlæg. De varslede en ny guldalders komme i portugisisk poesi og kultur, fødslen af en ny stor national digter, en Supra-Camões, der kunne indtage pladsen efter landets barokke mester af Os Lusíadas. Det skulle ifølge Pessoas profeti ske gennem udviklingen af en ny æstetik opfyldt af mystisk religiøsitet og romantisk nationalisme.

I denne vovede spådom ser man allerede nogle af de forskellige ideologiske og filosofiske orienteringer, der hele livet igennem øvede deres indflydelse på Pessoas digtning.

I tidsskriftet Aguia florerede en æstetisk-filosofisk retning under navnet saudosisme, udledt af substantivet saudade, der betyder længsel, en nostalgisk stræben mod en svunden glorværdig fortid. Æstetisk set havde saudosismen meget til fælles med den romantiske symbolismes hyldestsange til fædrelandets landskaber. Som nationalist og monarkist havde Pessoa ikke svært ved at forsvare denne tendens, der desuden indeholdt et element af esoterisme og profan religiøsitet, en paganisme, der senere blev fremtrædende blandt heteronymerne, der dukker op i Pessoas forfatterskab omkring 1914.

I 1915 stod Fernando Pessoa sammen med digtervennen Mário de Sá-Carneiro (1890-1916) og multikunstneren José de Almada-Negreiros i spidsen for tidsskriftet Orfeu, der skulle blive banebrydende for modernismens egentlige ankomst til Portugal. Generationen som samlede sig omkring dette initiativ talte også malerne Amadeo de Souza-Cardoso og Santa Rita Pintor (1889-1918). Selvom tidsskriftet kun udkom i to eksemplarer, blev Orfeu Generationen skelsættende for den nye litteratur, der blev katapulteret af blandt andet skandalen provokeret af heteronymet Álvaro de Campos’ Ode Triunfal.

• Portugals litteratur
• José de Almada-Negreiros
• José Régio
• Miguel Torga
• José Joaquim Cesário Verde