Mauri Kunnas er kendt og elsket for sine dyreuniverser, hvor især hunde og katte spiller en prominent rolle. Illustrationerne er kendetegnet ved stor detaljerigdom og morsomme optrin. Bøgerne kan på mange måder minde om Richard Scarrys kendte billedbøger, men stilen er mere sprælsk og dynamisk. Miljøerne er ofte udpræget finske, fx i bøgerne om familien Pote, der beskriver livet på landet i Finland i gamle dage. Kunnas har også taget Finlands historie under kærlig behandling og lavet genfortællinger af det finske nationalepos, Kalevala, og Aleksis Kivis romanklassiker, Syv brødre. Kunnas’ billedbøger har som regel et informativt tilsnit, så de små læsere lærer noget nyt gennem de sjove historier, eksempler på dette er Langt ude i rummet (2007, da. 2019) og Hr. Buk og verdens vidundere (2008, da. 2012). Kunnas henter inspiration i gamle legender og historier eller et særligt emne, der fanger hans interesse, og baserer sine værker på et omfattende researcharbejde.
Julen er et af de genkommende temaer i Mauri Kunnas’ produktion, og i 1996 blev bogen Julemanden og den mystiske lyd (1995, da. 2014) filmatiseret i samarbejde med det ungarske animationsstudie Funny Film. Tegnefilmen blev solgt til flere end 50 lande.
Mauri Kunnas er stor Beatles-fan og havde længe haft en drøm om at lave en tegneserie om bandet. Den udkom i 2012 (da. Beatles: fra begyndelse til berømmelse, 2013) og er en humoristisk fortælling om bandets historie. Rockmusikken har altid stået Kunnas’ hjerte nær, og Nyrok City-striberne om 1970’ernes og 1980’ernes populærkultur er det værk, han selv holder allermest af.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.