I vandmandens livscyclus er der et generationsskifte mellem en fastsiddende, uanselig polypform, der formerer sig aseksuelt ved tværdeling, og en stor, fritsvømmende, seksuel meduseform. Sædcellerne, dannet i de hanlige medusers fire "ører", afgives ud i maven og føres derefter via munden til vandet; de optages i de hunlige dyrs mave, hvor befrugtningen sker. Ægudviklingen indtil larvestadiet finder sted på mundarmene.
Den fritsvømmende larve (planula) udvikles efter bundfældningen til en lille bægerformet polyp med en kreds af 16 slanke tentakler. Meduser dannes fra polyppen ved tværdeling, idet der på overfladen opstår et antal ringformede indsnøringer, der bliver dybere og sluttelig deler polyppen i flere skiver. Disse løsner sig fra hinanden og bliver hver til en lille, 8-takket meduse (ephyra). Dannelsen af disse sker i det tidlige forår, og kønsmodenhed opnås samme sommer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.