Det officielle logo for Saudi-Arabiens Vision 2030.
Af .

Vision 2030 er Saudi-Arabiens nationale politiske reformprogram, lanceret i 2016 af den saudiske konge, kong Salman med det formål at transformere landets økonomi og samfund. Visionen søger at ”diversificere” den saudiske økonomi, dvs. reducere afhængigheden af olieindtægter, udvikle nye sektorer, skabe arbejdspladser til den saudiske arbejdsstyrke, reformere de statslige institutioner og liberalisere det offentlige rum. På trods af de omfattende forandringer er den saudiske regering blevet kritiseret for, at reformerne ikke medfører politiske rettigheder. Tværtimod er kronprinsen Mohammed bin Salman blevet anklaget for en stigende undertrykkelse af politiske modstandere og menneskerettighedsaktivister.

Baggrunden for Vision 2030

Vision 2030 udspringer af en lang historisk udvikling, hvor Saudi-Arabiens økonomi, arbejdskraft og politiske struktur blev formet af olieindustrien og statens tidlige konsolidering. Da det nuværende kongerige blev samlet i 1932, var landet præget af løse stammestrukturer og begrænset statslig infrastruktur. Staten blev hurtigt centraliseret omkring kongehuset, som sikrede sin position gennem alliancer med indflydelsesrige familier og gennem et tæt samarbejde med de religiøse lærde, de såkaldte ’ulama. Dette gav politisk stabilitet. Men det gav også et system kendetegnet ved topstyrede beslutninger og begrænsede muligheder for politisk deltagelse.

Opdagelsen af olie i Saudi-Arabien

Opdagelsen af olie i 1938 ændrede landets udviklingsbane grundlæggende. De voksende olieindtægter efter 2. Verdenskrig gjorde det muligt at opbygge moderne institutioner, infrastruktur og velfærdsordninger. Staten sikrede arbejdspladser, ydelser og subsidier til saudiske borgere, hvilket skabte et socialt kontraktlignende forhold mellem stat og befolkning.

Samtidig blev en stor del af de lavtlønnede jobs i den private sektor besat af migrantarbejdere, der fra 1970’erne og frem kom til landet i millioner og var med til at skabe den rigdom, Saudi-Arabien nyder godt af i dag. Denne arbejdsdeling skabte dog også et delt arbejdsmarked, der senere viste sig svært at ændre.

Den sårbare økonomi

Olieindtægterne styrkede staten, men gjorde også økonomien sårbar over for udsving i oliepriserne. Fra 1970’erne begyndte Saudi-Arabien derfor at formulere planer om økonomisk diversificering og samarbejdede i stigende grad med internationale institutioner som Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. Trods disse ambitioner forblev økonomien stærkt afhængig af olie, og den private sektor udviklede sig langsomt. Mange medlemmer af kongefamilien og den økonomiske elite kombinerede offentlige poster med private forretningsinteresser, hvilket skabte tætte forbindelser mellem politik og erhvervsliv.

I 2000’erne voksede presset på arbejdsmarkedet. Staten fortsatte med at være den største arbejdsgiver. Ungdomsarbejdsløshed steg, og i 2014 skabte et markant fald i oliepriserne ny bekymring for statens økonomiske bæredygtighed. Internationale analyser advarede om behovet for hurtig reform, især for at skabe jobs til den store unge generation. Mange unge saudiere vendte hjem fra studier i udlandet og blev mødt af en stigende ungdomsarbejdsløshed, som i 2017 var på over 40 %.

Det arabiske forårs betydning

De arabiske opstande i 2011 blev også et vigtigt signal til den saudiarabiske ledelse. Selvom protesterne i landet var små og hurtigt blev slået ned, viste de en voksende utilfredshed blandt især unge, som efterspurgte bedre jobmuligheder, mindre korruption og større social frihed. Staten imødegik utilfredsheden med økonomiske støttepakker og streng kontrol. Men under overfladen fortsatte forventningerne til forandring med at vokse.

Lanceringen af Vision 2030 i 2016

Qiddiya er et af Saudi-Arabiens megaprojekter. Qiddiya er rettet mod underholdnings- og turismeindustrien og skal være en by, hvor underholdning, sport og kultur blandes sammen. Særligt den unge del af den saudiske befolkning er glade for liberaliseringen af kulturlivet.
Af .

Disse historiske lag – olieafhængighed, et segmenteret arbejdsmarked, et konservativt offentligt rum og nye krav fra en ung og globalt orienteret befolkning – danner den strukturelle baggrund for Vision 2030. Da kronprins Mohammed bin Salman lancerede planen i 2016, blev den præsenteret som et stort moderniseringsprojekt, der skulle skabe nye jobs, åbne økonomien, styrke den private sektor og udvikle et mere mangfoldigt kultur- og fritidsliv.

Vision 2030 kan derfor forstås som statens forsøg på både at sikre økonomisk fremtid og politisk imødekomme de sociale og kulturelle forventninger, der havde været under opbygning gennem årtier. Vision 2030 er samtidig tæt knyttet til den politiske magtkoncentration omkring kronprinsen, idet den er med til at skabe politisk opbakning fra den saudiske befolkning, hvor ca. 70 % er under 35 år gammel.

Hovedsøjlerne i Vision 2030

Vision 2030 er organiseret omkring tre overordnede søjler:

  1. Et levende samfund (Vibrant Society): Fokus på kultur, sport, fritidsliv og national identitet bl.a. gennem opbygning af kulturinstitutioner, festivaler og et bredt underholdningsmarked.
  2. En blomstrende økonomi (Thriving Economy): Diversificering af økonomien gennem investeringer, privatiseringer og styrkelse af privatsektoren. Reformerne omfatter arbejdsmarkedet, uddannelsessektoren og en strategisk udvikling af turisme og teknologi.
  3. En ambitiøs nation (Ambitious Nation): Reformering af statsapparatet med vægt på effektivitet, digitalisering og ansvarlighed i den offentlige sektor.

Centrale reformområder

Vision 2030 omfatter seks konkrete initiativer: Økonomi og investeringer, arbejdsmarkedet, kultur og underholdning, turisme, sociale reformer og digitalisering.

Økonomi og investeringer

The Red Sea Project er et af Saudi-Arabiens megaprojekter. Projektet er rettet mod turismeindustrien og skal realiseres langs Saudi-Arabiens Rødehavskyst. Projektet sigter efter at gøre Rødehavskysten til en bæredygtig luksus turistdestination gennem massive investeringer i marinekonservering og luksus resorter.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Saudi-Arabiens investeringsfond, Public Investment Fund (PIF), er blevet udvidet med frasalget af en andel af det nationale olieselskab ARAMCO. Dette er med til at finansiere de omfattende investeringer, der skal reformere den saudiske økonomi. Her forsøger staten at tiltrække udenlandske investeringer, bl.a. til udviklingen af såkaldte kæmpeprojekter som NEOM og The Red Sea Project. Det omfatter desuden investeringer i teknologi, infrastruktur og finanssektoren.

Arbejdsmarkedet

Disse initiativer skal gøre op med de arbejdsmarkedsstrukturer, der siden etableringen af den tidlige olieindustri i 1940’erne har karakteriseret Saudi-Arabien. Landet har været afhængigt af migrantarbejdere, der primært har været ansat i den private sektor, mens saudiske borgere har været samlet i den offentlige sektor.

Reformerne er møntet på at øge beskæftigelsen af saudiske borgere (saudisering) og gøre op med den store ungdomsarbejdsløshed, der i 2017 var på over 40 %. Investeringer i turisme, kultur og underholdning skal blandt andet være med til at skabe jobs til saudiere, hvor servicesektoren primært har været domineret af udenlandske arbejdere.

Læs mere om migrantarbejderne i Saudi-Arabien her.

Kultur og underholdning

Da verdensstjernen Cristiano Ronaldo i 2023 skiftede til den saudiske klub al-Nassr, fik verden for alvor øjnene op for fodbolden i Saudi-Arabien. Siden har andre store fodboldspillere som Neymar og Karim Benzema også skiftet til saudiske klubber.
Af .
Licens: CC BY 4.0

Vision 2030 indebærer en omfattende reform af det saudiske samfund og det sociale liv med investeringer i og prioriteringer af kultur og underholdning.

Etableringen af General Entertainment Authority (GEA) og et selvstændigt Kulturministerium har medført en markant udvidelse af koncerter, festivaler, sportsbegivenheder og biografer, hvilket tidligere var ulovligt i Saudi-Arabien. Ind til 2016 rejste saudiske borgere til nabolande eller Europa for at opleve koncerter og for at gå i byen. Med reformprogrammet er det ambitionen i stedet at tiltrække turister fra regionen og resten af verden til Saudi-Arabien som en ny global underholdningsdestination.

Foruden musik og film, har den saudiske stat investeret massivt i sportsindustrien og etableret store sportsevents. Særligt fodbold er en central del af statens forsøg på både at tiltrække turister og skabe et nyt omdømme for landet.

Turisme

Et vigtigt element i diversificeringsstrategien er at udvide turistindustrien i Saudi-Arabien. Før 2016 var der ifølge saudiske myndigheder omtrent to millioner pilgrimme, der årligt besøgte de to hellige byer Mekka og Medina. Med indførelsen af et elektronisk turistvisum og samtidige investeringer i udbygning af turistattraktioner, så som kulturarv, museer og underholdningsattraktioner satser staten nu på internationale besøgende.

Sociale reformer

Foruden økonomiske reformer har Vision 2030 medført en markant liberalisering af det offentlige rum i Saudi-Arabien. Inden 2016 patruljerede det religiøse politi i gaderne og opretholdt statens konservative fortolkning af islam. Her var kønsadskillelse et vigtigt element. Med Vision 2030 tog staten en stor del af autoriteten fra det religiøse politi og indførte øget bevægelsesfrihed for kvinder, ændringer i værgesystemet og nye muligheder for deltagelse i offentligheden og arbejdsmarkedet.

Digitalisering

En central del af Vision 2030 er digitaliseringen af det saudiske samfund. Det indbefatter bl.a. udviklingen af e-government, som tillader borgerne at tilgå myndighederne digitalt (lig det danske system). Det omfatter også store investeringer i de såkaldte smart city-teknologier, kunstig intelligens og investeringer i innovation og dataøkonomi.

Der er også lanceret store investeringer i grøn teknologi, hvor megaprojekter som NEOM forventes at tiltrække udenlandske investorer og fungere som laboratorier for den nyeste teknologi.

Kritik af Vision 2030

Kritikere peger på, at der hersker usikkerhed om de økonomiske projekters bæredygtighed og deres afhængighed af statslige investeringer.

Menneskerettighedsorganisationer fremhæver parallelle stramninger i borgernes politiske friheder, fængslinger af aktivister og begrænset ytringsfrihed. Andre udfordringer omfatter arbejdsvilkår for migrantarbejdere, samfundsmæssige uligheder og gennemførligheden af megaprojekterne.

Samtidig har reformerne styrket centraliseringen af politisk magt, og de ledsages af begrænset politisk pluralisme og fortsat kontrol over civilsamfund og ytringsrum.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig