pilgrim

Med Reformationen faldt pilgrimsfærd bort som et katolsk overtrosfænomen. Men i nutiden tager valfart til igen også blandt danskere, der er tros- eller kirkefremmede, og benytter rejsen til bl.a. Santiago de Compostela som en personlig, åndelig oplevelse eller en fysisk udfordring. Forskere drøfter, om symbolikken i den type rejse skal have en religiøs fundering for at kunne kaldes valfart. Men til alle tider har valfart haft en håndfast, praktisk og økonomisk-kommerciel dimension: herberger undervejs, udstyr i særlige butikker, religiøse souvenirer. Kræmmere følger med Kirken.

I Vadstena har Svenska Kyrkan et Pilgrimscentrum og har formuleret en evangelisk-luthersk pilgrimsteologi byggende på syv nøglebegreber: frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed, dvs. begreber, der modarbejder modernitetens stress og jag, zap og flimmer.

Hinduismen har et stort antal pilgrimsmål over hele det sydasiatiske subkontinent, bl.a. adskillige byer ved den hellige flod Ganges.

Buddhistiske pilgrimme valfarter bl.a. til lokaliteter, der knyttes til den historiske Buddhas levned, fx Bodh Gaya, hvor Buddha fandt oplysningen.

I Japan er bjerget Fuji et populært pilgrimsmål, for shinto, buddhisme og en række af de nye religioner, og for shintos vedkommende er Ise-helligdommene et centrum; en omfattende buddhistisk pilgrimsrute på øen Shikoku går til hele 88 helligsteder.

Sri Pada eller Adam's Peak i Sri Lanka er et bjerg, der er rejsemål for fire religioner: hinduer, buddhister, muslimer og kristne (thomaskristne).

Der opstår til stadighed nye valfartsmål, fx landsbyen Fatima i Portugal og bjergbyen San Giovanni Rotundo i Italien, oftest omkring steder, hvor underne har fundet sted. Også mausoleer for erklæret ateistiske personer, fx Lenin, Stalin, Mao og Che, kan skabe traditioner, der rummer de fleste af pilgrimsrejsens symboler. Det samme gælder ikoner fra medie- og popkulturens verden, som kan få helgenagtig status, fx prinsesse Diana og Elvis Presley.

Begrebet pilgrimsfærd bruges også metaforisk om livet som en rejse med hellige stationer undervejs, udfoldet litterært fx i den engelske calvinistiske præst John Bunyans allegoriske roman The Pilgrim's Progress, 1678-1684.

Det har tillige været brugt om den moderne, rodløse, ateistiske “pilgrim” i moderne tid, der har længslen i sig, men ikke noget mål. Denne type karakteriseres centralt af Pär Lagerkvist: “At være et menneske vil sige at hungre efter noget, der ikke findes”; Lagerkvist har skrevet en historisk roman med titlen Pilgrim på havet, 1962.

Religionshistorikeren Vilhelm Grønbech brugte begrebet “pilgrimsmyte” på en tilsvarende vis om det moderne menneskes rastløshed og rodløshed og flugt ind i ideologier og utopier, men primært om den europæiske, middelalderlige myte, hvor man drevet af himmellængsel spaltede verden i to, en højere, spirituel “sjælens pilgrimssang” og en lavere, kropslig, med virkelighedstab og livsfornægtelse som resultat.

Den brasilianske forfatter Paulo Coelho skrev i 1987 en magisk-realistisk roman om en valfart til Compostela, O diário de um mago (på dansk 2006: Pilgrimsrejsen).

• pilgrimsfærd
• rite
• rejse (symbolik)
• tøj (symbolik)
• Jerusalem (det symbolske Jerusalem)
• helgen

• Jørgen Johansen, Gyldendals bog om pilgrimme og pilgrimsrejser, 2005 (om kristne pilgrimme).