Den tidligere danske handelskoloni Tranquebar befandt sig på Thanjavurs territorium og blev etableret i 1620 på baggrund af en traktat med Thanjavurs daværende hersker, Ragunatha Nayaka. Thanjavurs fyrster var indledningsvist en lokal magtfaktor, som indvirkede på den danske kolonis drift. I 1799 blev Thanjavurs administration dog overtaget af briterne.
Ved etableringen af Tranquebar fik indbyggerne i den danske koloni religionsfrihed, og fra 1705 sendte den danske konge protestantiske missionærer til kolonien. I 1769 fik den dansk ordinerede missionær, Christian Friederich Schwartz, tilladelse fra Thanjavurs daværende hersker, rajah Tuljaji II, til at slå sig ned i Thanjavur. Her blev han en respekteret skikkelse som blandt andet mæglede i forholdet mellem Thanjavur og briterne og kom til at fungere som huslærer for Tuljaji II’s arving, den senere rajah Serfoji II.
I 1778 fik Schwartz tilladelse til at etablere en missionsstation i Thanjavur på vegne af den britiske organisation SPCK, Society for Promoting Christian Knowledge, som benyttede missionærer og lærere fra missionen i Tranquebar. En kirke konstrueret af Schwartz i 1779 blev navngivet efter ham og findes stadig i Thanjavur i dag.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.