Taiwans historie

Den 28. februar 1947 kom det til en voldsom og blodig konfrontation mellem den taiwanske befolkning og GMD-regimet. Det hele begyndte, da en taiwansk enke, Lin Chiang-mai, den 27. februar blev anholdt af GMD's militærpoliti for at have solgt ulovlige cigaretter. Under anholdelsen brugte militærpolitiet vold mod Lin, hvilket fik flere andre taiwanere til at blande sig. GMD's militærpoliti endte med at skyde og dræbe en taiwansk civil.

Dagen efter, den 28. februar (heraf navnet 228-massakren), gik tusinder af taiwanere på gaden i Taipei for demonstrere mod GMD-regimet. Demonstrationerne udviklede sig hurtigt til voldelige sammenstød mellem taiwanske demonstranter og kinesiske GMD-soldater, og om aftenen den 28. februar erklærede Chen Yi, at Taiwan nu var i militær undtagelsestilstand.

I månederne efter den 28. februar blev den taiwanske befolkning mødt af en terrorbølge fra GMD-regimet, hvorved omkring 20.000 taiwanere blev dræbt. Begivenhederne er forblevet et traume i taiwansk kollektiv erindring i dag.

Til trods for Republikken Kinas demokratiske forfatning valgte Chiang Kai-shek allerede i 1948 at udstede Den midlertidige bestemmelse mod det kommunistiske oprør, som underkendte store dele af forfatningen. Bestemmelsen gav Chiang Kai-shek mulighed for at udvide den undtagelsestilstand, som var indført af Chen Yi, til at gælde hele Republikken Kina (som fra 1949 dog kun var at finde på Taiwan).

Med fastholdelsen af undtagelsestilstanden styrede Chiang Kai-shek og GMD den taiwanske befolkning med jernhånd. De taiwanske borgers grundlæggende rettigheder som forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, blev indskrænket, og alle andre politiske partier end GMD blev forbudt. Selvom undtagelsestilstanden på papiret blev fastholdt for at beskytte Taiwan imod kommunisterne på det kinesiske fastland, var hovedårsagen til undtagelsestilstanden, at udgjorde et effektivt redskab for GMD til at fastholde magten på Taiwan og få bugt med de dele af den taiwanske befolkning, som ønskede et selvstændigt Taiwan uden forbindelse til Republikken Kina og GMD.

I de knap 40 år, undtagelsestilstanden varede, foretog GMD-regimet brutale forfølgelser af taiwanere under den såkaldte hvide terror. Det skønnes, at omkring 90.000 civile taiwanere blev forfulgt og fængslet af GMD's hemmelige politi, kaldet Taiwans Garnisons Kommando. Derudover menes det, at mindst 5000 civile taiwanere blev henrettet. De blev officielt straffet for at være kommunister, men størstedelen af dem blev dømt, fordi de havede kæmpet for politiske rettigheder, eller fordi de havde kritiseret Chiang Kai-shek eller GMD.

Den amerikanske støtte til Taiwan i løbet af 1950'erne og 1960'erne var først og fremmest af sikkerhedspolitisk karakter og havde til formål at beskytte Republikken Kina (Taiwan) mod en invasion fra Folkerepublikken Kina. USA sendte dog også i perioden 1950-1965 cirka 1,5 milliarder amerikanske dollars i økonomisk støtte til GMD-regimet. Denne donation skulle hjælpe med at stabilisere økonomien, der i begyndelsen af 1950'erne var ramt af hyperinflation. I løbet af 1950'erne og 1960'erne lykkedes det ikke blot GMD at få stabiliseret økonomien, men man skabte også en massiv øget vækst, der gjorde Taiwan til et økonomisk mirakel og til en af Asiens fire såkaldte små tigerøkonomier (sammen med Japan, Singapore og Sydkorea). Den voldsomme økonomiske vækst i Taiwan siden 1960 kan især ses på stigningen i BNP pr. indbygger. I 1949 var BNP pr. indbygger på 170 amerikanske dollars, hvorimod tallet lå på 13.500 amerikanske dollars i 1996.

Der var flere årsager til det taiwanske økonomiske mirakel. Først og fremmest førte GMD-regeringen en målrettet økonomisk politik med fokus på at gøre Taiwan til en førende eksportør af industrivarer. I 1960'erne gjorde en devaluering af den taiwanske dollar gjorde sammen med udviklingen af særlige toldfrie eksportzoner Taiwan lukrativt med hensyn til produktion af tekstiler. I løbet af 1970'erne og 1980'erne blev Taiwan førende inden produktion og udvikling af elektronik, herunder især halvledere til fjernsyn og senere mikrochips til computere. Årsagen til, at Taiwan kunne omlægge sin produktion fra tekstiler til højteknologiske industrivarer i 1970'erne og 1980'erne, var, at GMD havde investeret meget i uddannelse af befolkningen, samtidig med at fagforeningerne var meget svage under undtagelsestilstanden. Denne kombination betød, at Taiwan kunne tilbyde virksomheder en højtuddannet, men forholdsvis lavtlønnet arbejdskraft, hvilket gjorde, at mange højteknologiske virksomheder så Taiwan som et lukrativt sted at lægge produktionen.

Selv om undtagelsestilstanden begrænsede mange af de civile demokratiske rettigheder i Republikken Kinas forfatning, blev der i 1960'erne og 1970'erne afholdt valg til Taiwans lovgivende forsamling (den lovgivende yuan). Men da alle andre politiske partier end GMD var ulovlige, måtte politikere, som var imod GMD, kun stille op som løsgængere. Disse løsgængere begyndte i 1970'erne at samle sig i undergrundsbevægelsen Dangwai (som betyder 'uden for parti'). Dangwai-bevægelsen blev et samlingspunkt ikke kun for politiske modstandere af GMD, men for alle taiwanere, der kæmpede for demokrati og menneskerettigheder i landet.

Den 10. december 1979 afholdt Dangwai-bevægelsen en fredelig menneskerettighedsdemonstration i Taiwans næststørste by, Kaohsiung, men demonstrationen blev slået hårdt ned af GMD's hemmelig politi og militæret. I de efterfølgende måneder blev ledende personer for Dangwai-bevægelsen fængslet og dræbt af det hemmelig militærpoliti i et forsøg på at dræbe den voksende utilfredshed med GMD-regimet hos den taiwanske befolkning. Men Dangwai-bevægelsen kunne ikke holdes nede, og mange af de fængslede ledere endte i 1986 med illegalt at danne det første taiwanskbaseret politiske parti, Det Demokratiske Progressive Parti (DPP).

Kaohsiung-episoden var også central derved, at GMD og Chiang Ching-kuo erkendte, at en demokratisering var nødvendig, og da Chiang Ching-kuo blev genvalgt som præsident i 1984, gjorde han Lee Teng-hui, som var indfødt taiwaner, til sin vicepræsident og efterfølger. Dette var et signal til den taiwanske befolkning om, at GMD's undertrykkelse var ved at være forbi.

De gode relationer til Kina blev suspenderet i årene 1995-1996 i forbindelse med den tredje Taiwanstrædekrise, hvor Kina affyrede missiler ned gennem Taiwanstrædet. KKP frygtede, at det forestående præsidentvalg i Taiwan ville føre til en officiel uafhængighedserklæring fra en ny taiwansk regerings side. USA fik afværget krisen, og den 23. marts 1996 afholdt Taiwan sit første frie demokratiske præsidentvalg. Valget blev vundet af Lee-Teng Hui og GMD, da Lee Teng-hui var utrolig populær i den taiwanske befolkning og var blevet kendt som "Mr. Democracy", fordi han havde stået bag demokratisering.

Præsidentvalget i marts 2000 anbragte Chen Shui-bian fra Det Demokratiske Progressive Parti (DPP) i landets højeste embede og fuldbragte dermed demokratiseringen af Taiwan, da GMD samtidig viste taiwanerne, at de nu (til trods for at have styret Taiwan diktatorisk i 40 år) frivilligt og fredeligt afgav regeringsmagten til et andet parti.

Den fredelige magtovergang i 2000 og konsolideringen af det frie demokrati i Taiwan var dog ved at blive ødelagt igen ved valget i 2004. Et attentatforsøg omgærdet af megen mystik mod præsident Chen Shui-bian i sidste fase af valgkampen gav befolkningen minder om den hvide terror under undtagelsestilstanden.

Attentatforsøget var formodentlig den udslagsgivende faktor i Chen Shui-bians knebne valgsejr i 2004, og han beskyldtes af oppositionspartiet GMD for at have iscenesat begivenheden. Nogle spekulerede også over, om KKP stod bag attentatforsøget. For efter genvalget af Chen Shui-bian og DPP frygtede KKP, at Chen i denne anden og sidste periode som præsident ville føre Taiwan mod en officiel uafhængighed af Kina. Derfor vedtog KKP i 2005 antiløsrivelsesloven, som tillod Kina at bruge magt over for Taiwan for at forhindre en taiwansk regering i at adskille Taiwan fra Kina officielt.

Chen Shui-bians to perioder som præsident (2000-2004 og 2004-2008) var vigtige for Taiwans demokratisering, derved at de viste, at andre partier end GMD kunne have den udøvende magt. Hans regeringstid var dog også kendetegnet ved, at det ofte lykkedes GMD at modarbejde hans magt i den lovgivende yuan, hvor GMD havde flertallet. Derfor kom der ofte kun få politiske resultater ud af den politik, som Chen prøvede at føre.

Først vandt GMD sammen med partiets alliancepartnere en overvældende sejr i parlamentsvalget i januar 2008, idet tre fjerdedele af mandaterne gik til den GMD-dominerede "blå koalition". Dernæst vandt GMD's kandidat, den tidligere borgmester i Taipei, Ma Ying-jeou, en lige så klar sejr over DPP's kandidat Frank Hsieh ved præsidentvalget i marts 2008 med 58 % af stemmerne mod Hsiehs 42 %.

GMD vandt de to valg på løfter om en mere dynamisk økonomisk politik med vidtgående åbning for nye former for økonomisk samarbejde med Folkerepublikken Kina, og en generelt mere imødekommende politik over for regeringen i Beijing. Men bag billedet af et stort politisk ryk i Taiwans politiske liv i 2008 tegnede sig samtidig en voksende fællesmængde mellem de to store partier i deres kamp om de samme midtervælgere. Således havde også DPP's Frank Hsieh lovet en mere imødekommende kurs overfor Beijing, hvis han blev valgt. Resultatet blev bl.a., at der kom direkte flyforbindelse og skibstrafik mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina. Derudover sørgede Ma Ying-jeous regering for en øget økonomisk samhandel med Kina. Kina tillod på sin side, at Taiwan kom med som observatør i FN's verdenssundhedsorganisation, WHO.

Ma blev desuden den første leder af Taiwan, der mødtes med en siddende kinesisk præsident, da han mødte Xi Jinping i Singapore i november 2015.

På trods af denne optøning i forholdet mellem Taipei og Beijing og den øgede økonomisk integration mellem de to lande var der i de to perioder med Ma som præsident ingen tegn på øget støtte til en genforening med fastlandet. Generelt var Ma Ying-jeous kompromissøgende politik over for KKP og Kina meget upopulær hos flere grupper i befolkningen, herunder især blandt de unge.

Selv om Ma Ying-jeou blev genvalgt i 2012, var der i hans anden præsidentperiode en voksende utilfredshed med hans politik, især blandt de unge. I marts 2014 besatte en gruppe unge studerende det taiwanesiske parlament for at blokere for ratifikationen af en frihandelsaftale mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina. De studerende var en del af en bevægelse, som blev kaldt Solsikkebevægelsen, som var tilhænger af taiwanesisk selvstændighed, og som frygtede, at frihandelsaftalen ville knytte Taiwan for tæt til Kina og regeringen i Beijing.

Solsikkebevægelsen fik sit navn, fordi de studerende brugte solsikker som symbol på håb for protesterne. Solsikkebevægelsen var et eksempel på, hvordan de unge taiwanere i 2010'erne havde en meget klar taiwansk identitet og derfor ikke ønskede at have et tættere forhold til Kina. Solsikkebevægelsen inspirede også en hel ny generation af unge til at gå ind i politik, og flere politiske partier udsprang af bevægelsen, herunder især Det Nye Magtparti (NPP), som kæmper endnu mere for en taiwansk uafhængighed og rettigheder for de oprindelige folk, end DPP gør.

En af de vigtigste emner i taiwansk politik er forholdet til Folkerepublikken Kina. Modsat GMD, som er præget af en kinesisk nationalisme, og derfor holder fast på, at Taiwan er en del af Kina (bare ikke Folkerepublikken Kina), har Tsai arbejdet for DPP's taiwanske nationalisme og forsøgt på diplomatisk vis at kæmpe for en øget taiwansk uafhængighed.

Fra Kinas side har der derfor været en øget konfrontation siden Tsai blev valgt i 2016, hvor Xi Jinping og kommunistpartiet allerede i juni 2016 suspenderede alle de diplomatiske aftaler mellem Kina og Taiwan, som var blevet opbygget under Ma Ying-jeous præsidentskab.

Samtidig skrev Xi Jinping i januar 2019 et åbent brev til Tsai Ing-wen, hvori han foreslog en plan for en fremtidig inddæmning af Taiwan i Folkerepublikken Kina under "ét land – to systemer". Tsai afviste dette i en tale, hvor hun samtidig slog fast, at DPP heller ikke anerkender "1992 konsensussen".

Tsai har dog samtidig formået ikke at provokere Beijing unødigt på spørgsmålet om, hvorvidt hun og DPP vil erklære Taiwan officielt uafhængigt. En sådan erklæring er en rød linje for Kina, og uafhængighedserklæring fra en taiwansk regering vil potentielt provokere Kina til at invadere Taiwan. Derfor har Tsai i begge sin perioder holdt fast på, at "Taiwan ikke behøves at erklære sig uafhængige, da landet allerede de facto er uafhængigt".

Siden Tsai blev præsident i 2016 er der ti lande lande, som har droppet deres diplomatiske relationer til Taiwan til fordel for Folkerepublikken Kina. Samtidig har Taiwan dog under Tsai Ing-wen oplevet en voksende uofficiel støtte fra vestlige lande, herunder bl.a. USA. Det kulminerede den 2.august 2022, hvor formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi var på besøg i Taiwan. Dette besøg vakte stor vrede hos den kinesiske regering, som reagerede med en udvidet militærøvelse i Taiwan-strædet.

Under Tsai Ing-wens to præsidentperioder blev der gennemført flere værdipolitiske love. Først og fremmest blev rettighederne for de oprindelige folk forbedret bl.a. i 2017, hvor de 16 oprindelig folks sprog blev gjort til officielle sprog i Taiwan. I 2017 blev Taiwan også det første land i Asien, hvor det blev lovligt at gifte sig for to personer af det samme køn (dog først stadfæstet ved lov i 2019).

Selvom Tsai Ing-wen og DPP generelt fører en mere socialliberal økonomisk politik end GMD, så var de socioøkonomiske resultater ikke været så succesfulde i hendes to præsidentperioder fra 2016-2024. Regeringen har prøvede at omlægge en større del af Taiwans energiforsyning til grøn energi især gennem investeringer i vindindustrien. Imidlertid har den taiwanske økonomi siden 2024 stadig oplevet flere strukturelle, økonomiske problemer. Det gælder bl.a stigende huspriser, stagnerede indkomster og en generel stigende økonomiske ulighed. Derudover oplevede Taiwan også under præsident Tsai deciderede økonomiske mangler, såsom i marts 2023, hvor en fødevarekrise førte til en generel mangel på æg. Flere af disse socioøkonomiske udfordringer hænger sammen med Covid-19 pandemien, som også ramte Taiwans økonomi hårdt.

Med valgresultatet i januar 2024 stod det klart, at Lai Ching-te ville få det svært som præsident, da hans parti DPP ikke havde vundet flertallet i den lovgivende yuan. GMD og TPP kunne tilsammen mønstre et flertal på 60 mandater, hvorved de ville kunne styre, hvilke love der kunne vedtages i den lovgivende yuan.

Mange taiwanere havde håbet på, at denne situation ville føre til mere politisk samarbejde på tværs af DPP's "grønne koalition" og GMD's "blå koalition". I stedet udviklede det sig i løbet af 2024 til en intens magtkamp mellem præsidenten (DPP) og den lovgivende yuan (GMD og TPP). Mange Taiwan-eksperter anser denne magtkamp for at udgøre en mindre forfatningsmæssig krise, da den først og fremmest er en kamp om, hvorvidt præsidentembedet eller den lovgivende yuan er den stærkeste magtinstans.

Grundlæggende handler magtkampen om, at GMD og TPP ønsker at bruge deres nuværende flertal i den lovgivende yuan til at indføre love, der kan begrænse præsidentembedets politiske magt og udvide deres egen magt. På den anden side står præsident Lai Ching-te og hans parti DPP, der prøver at standse disse lovforslag, som de anser for at være en trussel mod den nationale sikkerhed og for at undergrave demokratiet og være et udtryk for "parlamentarisk diktatur" og en trussel mod den nationale sikkerhed.

Magtkampen betød at der siden februar har været et magtpolitisk tovtrækkeri mellem oppositionen og præsident, hvor GMD og TPP prøver at vedtage nye love uden om præsident Lai Ching-te og regeringen, og hvor præsidenten samtidig prøver at stoppe dette lovgivningsarbejde. Samtidig prøver oppositionen at stoppe vedtagelsen af nye militærbudgetter, da de beskylder præsident Lai for at skabe mere ustabilitet i det udenrigspolitiske forhold til Kina.

I løbet af sommeren og efteråret 2024 tog magtkampen til i intensitet, både fordi oppositionen beskyldte DPP-regeringen for at stå korruptionsskandalen for TPP's leder, Ko Wen-je. Ko udtalte selv, at han var offer for en politisk heksejagt fra Lai Ching-tes og DPP's side, og den 8.september 2024 fandt der en stor demonstration sted i Taipei til støtte for Ko Wen-je. Den 26. marts 2026 faldt der dog dom i Ko Wen-je's sag, og han blev kendt skyldig for korruption og idømt 17 års fængsel. Samtidig, i henhold til tilbagekaldelsesloven, mistede Ko Wen-je sin ret til at stille op til offentlige embeder i seks år. Som konsekvens af korruptionssagen valgte Ko Wen-je d. 1.januar 2025 at træde tilbage som formand for TPP. Efter en afstemning i partiet, blev Huang Kuo-chang valgt til formand for TPP frem til december 2026, hvor Ko Wen-je's mandat officielt ville slutte.

Tilbagekaldelsesloven kom også i spil i magten i løbet af 2024-2025, da græsrodsbevægelsen, Bluebird-bevægelsen, begyndte at organisere en tilbagekaldelseskampagne mod flere GMD-politikere i den lovgivende yuan. Bluebird-bevægelsen var blevet dannet i maj 2024 på baggrund af mange taiwaneres utilfredshed med GMD og TPP's brug af deres flertal imod regeringen, og d.24.maj 2024 organiserede de en af de største demonstrationer siden Solsikkebevægelsen på 100.000 mennesker. I december 2024 startede Bluebird-bevægelsen en politisk kampagne om at tilbagekalde GMD medlemmer af den lovgivende yuan med udgangspunkt i tilbagekaldelsesloven. Loven er tidligere kun blevet brugt få gange til at tilbagekalde enkelte korrupte taiwanske folkevalgte politikere, men med Bluebird-bevægelsens massive tilbagekaldelseskampagne mod GMD, så man for første gang loven blive brugt som et politisk redskab til at ramme et helt partis folkevalgte politikere i Taiwan. I løbet af foråret 2025 begyndte DPP aktivt at støtte tilbagekaldelseskampagnen mod 31 GMD-medlemmer af den lovgivende yuan. Den 26. juli og den 23. august blev der derfor afholdt to tilbagekaldelsesvalg i Taiwan, men valgresultatet blev at ingen af de 31 GMD politikere blev tilbagekaldt.

At det ikke lykkedes at få tilbagekaldt én eneste af GMD-medlemmerne af den lovgivende yuan i de to tilbagekaldelsesvalg til trods for den massive mobilisering af græsrodsbevægelser mod GMD, var et stort nederlag for DPP, og regeringspartiet meldte allerede ud på den sidste valgdag, at man nu ville fokusere mere på at at samarbejde med GMD og resten af opposition, samt at regeringen ville prøve at rette fokus mod de økonomiske problemer i Taiwan, med bl.a. høje boligpriser og energimangel, som er mere akutte problemstillinger for den almindelige taiwanere end konflikten med Kina.

De to tilbagekaldelsesvalg var til gengæld en stor sejr for GMD, som dermed fastholdt sit flertal i den lovgivende yuan sammen med TPP. Samtidig gav det GMD en tro på, at store dele af den taiwanske befolkning stadig støtter op om deres parti og ikke ønsker, at præsident Lai og DPP får flertal alene i den lovgivende yuan.

I november 2025 valgte GMD en ny politisk leder, og Cheng Li-wun blev ny forkvinde for partiet. Valget af Cheng som ny forkvinde for GMD betød at magtkampen mellem oppositionen og præsident Lai blev intensiveret, da Cheng Li-wun fra starten af ytrede en meget voldsom kritik af Lai Ching-te, især med hensyn til hans udenrigspolitiske linje overfor Kina.

Den umiddelbar kulmination på magtkampen mellem DPP-regeringen og GMD og TPP's opposition kom d.26.december 2025, da et flertal i den lovgivende yuan stemte for at starte en rigsretssag mod præsident Lai Ching-te. Baggrunden var at præsident Lai havde nægtet at underskrive en lovændring for statslige indtægter, som var blevet vedtaget af oppositionens flertal i den lovgivende yuan. I januar 2026 nægtede Lai Ching-te at møde op til de parlamentariske høringer knyttet til rigsretssagen, da han ikke mente at den lovgivende yuan havde myndighed til at udspørge en siddende præsident. Den endelig dom i rigsretssagen falder d.19.maj 2026, og mange politiske analytikere mener ikke at det lykkes at få præsident Lai dømt. Det kræver nemlig to-trejdedele flertal (76 mandater) i den lovgivende yuan, og GMD og TPP kan kun mønstre 62 mandater. De fleste mener derfor at rigsretssagen blot er blevet igangsæt fra oppositionens side, for at ydmyge præsident Lai, da han stadig vil være den første taiwanske præsident som bliver sat for en rigsretssag.

På alle måder lever Taiwan i dag op til kravene om at være en selvstændig stat, undtagen når det handler om suverænitet. Kun 12 lande anerkender i dag (2026) Taiwan som sit eget selvstændige land, og konflikten med Folkerepublikken Kina har siden 2016 været skærpet, da DPP har været ved præsidentmagten lige siden.

Præsident Lai har siden han tiltrådte i 2024 forsat samme udenrigspolitiske linje som Tsai Ing-wen med fokus på at fastholde og beskytte Taiwans de facto uafhængighed og suverænitet. Han har dog også flere gange været mere hård i sin retorik overfor Beijing, da han bl.a. i flere taler har talt om hvordan Taiwan er et selvstændigt land, da Taiwan opfylder alle fire punkter i Montevideo-konventionen for at være en selvstændig stat:

1. en permanent befolkning;
2. et defineret territorium;
3. en regering; og
4. evnen til at indgå i politiske og økonomiske relationer med andre lande.

Siden Lai Ching-te tiltrådte som præsident, har Kina fortsat øget sin militære tilstedeværelse i Taiwanstrædet med flere store militære øvelser i og omkring taiwansk farvand. Samtidig meldte den taiwanske regering ud i august 2025 at man, inspireret af NATO, ønskede at hæve forsvarsudgifterne i Taiwan så man før 2030 bruger 5% af BNP på forsvaret. Det har dog været meget svært for præsident Lai og DPP-regeringen at få hævet forsvarsudgifterne, da GMD og TPP gang på gang nedstemmer budgetforslagene om øget forsvarsudgifter.

Modsat DPP og præsident Lai Ching-te, har oppositionen og især GMD søgt en mere forsonende linje med Kina siden 2024. Dette har især været kendetegnet GMD siden Cheng Li-wun blev forkvinde i november 2025. Til trods for, at Cheng i sin ungdom var tilhænger af taiwansk uafhængighed og medlem af DPP, er hun i dag stor fortaler for tættere politiske og økonomiske relationer med Kina, med udgangspunkt i 1992-konsensusset. Hendes meget stærke pro-kinesiske linje kulminerede i april 2026, hvor hun var på officielt besøg i Kina. Som en del af besøget afholdte Cheng Li-wun et officielt møde med Kinas præsident, Xi Jinping i Beijing d.10.april 2026. Her bekræftede Cheng sin tro på 1992-konsensuseet, samtidig med at hun foreslog at Taiwan og det kinesiske fastland skulle samarbejde om at bevare en fælles kinesisk historie og fremme kinesisk kultur, styrke den fælles velfærd samt fremme udveksling og samarbejde mellem Taiwan og Kina, for at sikre et bedre forhold på tværs af strædet og forbedre befolkningens trivsel.

Cheng Li-wuns møde med Xi Jinping og hendes udtalelser om, at Kina og Taiwan skal arbejde sammen for at fremme "kinesisk kultur og historie", blev kritiseret af mange taiwanere i dagene efter mødet, da mange mener, at Cheng dermed viser, at hun prioriterer Beijing og Folkerepublikken over Taiwan og den taiwanske befolkning.