Faktaboks

Signe Munk
Født
10. marts 1990, Odense

Signe Munk er en dansk politiker, medlem af Folketinget for SF siden 2019. I den seneste valgperiode, 2022-2026, har Signe Munk haft den prestigefulde post som politisk ordfører. Blandt hendes mærkesager op til folketingsvalget 2026 er ”flere pædagoger i daginstitutionerne og flere lærere i skolerne”.

Hun beskriver sig selv som ”stålsat velfærdsforkæmper og naturelsker”, er ambitiøs og har udtalt, at hun gerne vil være en del af ministerholdet, hvis SF bliver en del af en kommende regering.

Politisk karriere

Signe Munk meldte sig allerede i sin gymnasietid ind i SF Ungdom, SFU, i 2008; året efter blev hun valgt ind i byrådet i Viborg for SF, men genopstillede ikke ved det efterfølgende kommunalvalg i 2013. I 2024 fik hun plads i toppen af SF’s landsorganisation, da hun blev valgt som næstformand; en post hun havde frem til 2019 sammen med den erfarne fagforeningsmand og senere borgmester i Langeland Kommune, Tonni Hansen.

Hun stillede op første gang som folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds ved valget i 2015, hvor hun fik 2.597 personlige stemmer; ikke nok til en plads i Folketinget, men blandt partifællerne kun overgået i storkredsen af veteranen Steen Gade.

Ved folketingsvalget 5. juni 2019 lykkedes det hende at blive valgt med 6.285 personlige stemmer, og ved det efterfølgende valg 1. november 2022 blev hun genvalgt som vestjysk stemmesluger med 8.032 personlige krydser. Efter valget blev hun udpeget til den centrale post som sit partis politiske ordfører. Desuden har hun haft ordførerskaber på vigtige SF-politikområder som klima, energi og velfærd.

Uddannelse og job

Signe Munk boede de første 10 år af sit liv i Odense og dernæst i Viborg, hvor hun i 2009 blev student fra katedralskolen. Hun har en bachelor i statskundskab fra Aarhus Universitet 2013. Året efter var hun elev på Ry Højskole, og i 2016 gik hun i gang med en sygeplejerskeuddannelse, som blev afsluttet med eksamen fra Via University College i Viborg i 2023.

Hun har arbejdet som ufaglært hjemmehjælper i Viborg Kommune fra 2008 til 2010. Desuden har hun været kampagnemedarbejder for sit parti i Silkeborg og Viborg i perioden 2013-2014.

Signe Munk bor i på øen Fur i Limfjorden nord for Salling sammen med sin kæreste og to børn.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig