Faktaboks

Michala Norup
Født
20. april 1969

Michala Norup er en dansk fotograf og billedkunster.

Michala Norups baggrund

Michala Norup gik på Danmarks Designskole fra 1988 til 1991. Bagefter fortsatte hun på Koninklijke Academie van Beeldende Kunsten, Den Haag, i årene 1991-1992. Hun har senere i workshops i franske Atelier Smedsby 2022-2023 under ledelse af fotograferne Margot Wallard (f. 1978) and J.H. Engström (f. 1969). Endelig er Norup også cand.pæd. i didaktik og med hovedfag i undervisningsteori.

Billedverden

Michala Norup ejer en billedverden, der er et fascinerende spil mellem det på én gang at vise sig frem og at gemme én selv. Det virker som en stadig afsøgningsproces efter at skabe et eget rum omgivet af vægge, stoffer og spejle. Ikke som en bevidst vej gennem sit fotografi, men netop en meget organisk verden af det hårde og bløde, det mørke og det lyse. En af hendes centrale serier hedder Notes on Light, fordi billederne på samme tid er følt og alligevel intellektuelt funderet.

I denne afsøgningsproces benytter Norup som oftest sig selv som model og disse "selvportrætter", der i virkeligheden er selvportrætteringer, bringer mindelser om Francesca Woodman. Dog uden dennes selvdestruktive karakter, der endte med Woodmans selvmord allerede som 22-årig. Notes on Light er samtidig en fortløbende serie af notesbøger der former sig som artists books, hvor Norup netop reflekterer over lyset.

Norups billeder af en kvinde i et lukket rum synes at være en slags fortsættelse af Lis Steinckes Kvindemyter, hendes eksperimenterende fotografi op gennem 1970’erne og 1980’erne. Lis Steincke fortællende billeder blev ét fixpunkt i kvindebevægelsen, hvor Norup arbejder i et langt mere abstrakt rum.

Norup med spejl
Af .

Drømmende billeder

Fisk
Af .

Michala Norup har skabt sit helt eget univers uden egentlige handlingsforløb. Der arbejdes mere med former og utallige refleksioner. En lang række af Norups fotografier skildrer (hendes) hænder og objekter som konkylier, stof og andre organiske objekter. Billederne har et drømmende og uvirkelige skær, som gør dem sjældent poetiske. Det er også sjældent, at man ser Norup i helfigur, endsige hele ansigtet.

Hendes fotografier – samt tegninger og malerier – føles meget personlige uden øje for nogen form for kommercialisering, endsige dét at behage. Billederne kommer indefra og ud. Hun oplever derfor også sig selv som en kunstner, der står lidt ”udenfor” den etablerede kunst- eller fotoscene. "Jeg er ikke strategisk", har hun fortalt, "går sjældent til ferniseringer, og har kun et mindre netværk i Danmark".

Genforelsket i fotografiet

Grydebjergvej
Af .

Til trods for at Michala Norup har modtaget megen undervisning i fotografi, teknisk såvel som kunstnerisk, oplever hun til stadighed sig selv som "ret uskolet". Der ligger en betydelig betagelse af alt det, hun ikke ved; alt det som overrasker hende ved fotografiet og som virker magisk.

Norup genforelsker sig igen og igen i fotografiet som medie. Især efter et mangeårigt sygdomsforløb, da hun var i 30’erne gjorde, at hun genoptog det analoge fotografi. Hun har fortalt, at det var som at genfinde en gammel kærlighed, alt ved det og særligt mørkekammerarbejdet. Hendes tilgang til fotografiet er en tro på magien og alkymien, indfangningen af tid og lys. Og Norups fotografier bærer præg af denne tro på lyset og skyggen.

Nurups fortløbende projekt kalder hun Ma Chambre Claire med en venlig hilsen til semiotikeren Roland Barthes’ bog La Chambre claire (1980), der udkom på dansk som Det lyse kammer (1983).

Fotografiets magi fanger mig stadig, det er det, der kommer ind i min opmærksomhed, for mine øjne, og det, kameraet med sit eget liv bringer ind i verden. Så jeg ser det som et samarbejde mellem mig og kameraet. Vi gør tingene sammen, kameraet og jeg.

Norup har haft en lang række udstillinger i ind- og udland, bl.a. deltog hun sammen med den dansk-svenske fotograf Vita Ekelöv i udstillingen I dine skove og mine søer/I mina skogar och dina sjöarCopenhagen Photo Festival i 2025.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig