Faktaboks

Eluned Morgan

Mair Eluned Morgan

Baronesse Morgan af Ely

Født
16. februar 1967, Cardiff
Af /Welsh Government.
Licens: OGL3

Eluned Morgan er en walisisk politiker for partiet Labour. Fra 6. august 2024 til 8. maj 2026 har hun været førsteminister i Wales. Hun var den første kvinde og det første medlem af House of Lords på den post.

Morgan står som en central figur i udviklingen af Wales’ selvstyre i 2020’erne og repræsenterer både en europæisk erfaringshorisont og en national forpligtelse til velfærdsstat og sprog.

Efter et dundrende nederlag ved valget til det walisiske parlament Senedd 7. maj 2026, hvor Welsh Labour tabte 35 af deres 44 mandater, og Morgan selv tabte sit sæde, i Senedd trådte hun tilbage som Førsteminister og leder af Labour i Wales.

Fra Cardiff til Europa-Parlamentet

Morgan voksede op i Ely, Cardiff, hvor hendes far var præst og leder af Labour i Syd Glamorgan. Hun gik i walisisksproget skole, tog International Baccalaureate på United World College of the Atlantic og studerede europastudier ved University of Hull.

I 1994 blev hun som 27-årig valgt til Europa-Parlamentet og var frem til 2009 en markant stemme i energi- og industripolitik. Hun arbejdede bl.a. med EU’s grønne energipolitikker og mod brændselsfattigdom.

House of Lords og ministerposter

I 2011 blev Eluned Morgan adlet som baronesse Morgan af Ely og indtrådte i House of Lords. I 2016 blev hun valgt til det walisiske parlament, Senedd, som medlem for Midt- og Vest Wales.

Hun har siden beklædt flere ministerposter: først for walisisk sprog og livslang læring, siden for internationalt samarbejde og walisisk, dernæst for mental sundhed og velfærd. Fra 2021 til 2024 var hun minister for sundhed og social omsorg, hvor hun satte fokus på de lange ventelister i det britiske sundhedssystem og på kvinders sundhed.

Førsteminister i Wales

Da Vaughan Gething (født 1974) trådte tilbage i juli 2024 efter hård kritik for at have modtaget en stor, donation fra en virksomhedsleder dømt for miljøforurening, blev Morgan valgt uden modkandidat til leder af Welsh Labour og kort efter udnævnt til førsteminister. Hendes ledelsesstil er blevet beskrevet som lyttende og pragmatisk. Politisk lægger hun vægt på investeringer i offentlige tjenester, især sundhedsvæsenet.

Hun har samtidig markeret en selvstændig linje i forhold til UK Labour ved at genoplive begrebet om en særlig “red Welsh way”, der fremhæver en mere progressiv, walisisk forankret politik. Begrebet er inspireret af “clear red water”, som daværende førsteminister Rhodri Morgan (1939-2017) brugte i 2002 til at markere den politiske afstand mellem Wales og det britiske parlament, og mellem Welsh Labour og Tony Blairs New Labour. Ideen om "det klare røde vand" blev fastholdt af efterfølgende walisiske Labourledere, indtil Vaughan Gething under sin førsteministerperiode skiftede kurs for at skabe tættere bånd til Keir Starmers centristiske Labourparti.

Eluned Morgan genintroducerede det i en tale i foråret 2025, nu som “red Welsh way”, for endnu engang at markere en afstand til Westminster og Labour i London.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig