Faktaboks

Elsa Morante
Født
18. august 1912, Rom, Italien
Død
25. november 1985, Rom, Italien

Elsa Morante (i midten) får overrakt den fornemme Stregapris for Arturos ø i 1957 af forfatteren Maria Bellonci, som stiftede prisen i 1947 og forvaltede den indtil 1986 sammen med Gli amici della Domenica, Søndagsveninderne, en gruppe intellektuelle, som kom i hendes salon.

.

Elsa Morante var italiensk forfatter og en af 1900-tallets stærkeste stemmer.

Elsa Morantes romaner

Om sin hovedgenre, romanen, har Elsa Morante sagt, at den skal give sit eget fuldstændige billede af virkeligheden, dvs. en totalfortolkning af tilværelsen.

Ved at respektere dette ambitiøse kriterium har Morante skrevet sine fire store romaner på tværs af litterære retninger og regerende smag. Metoden er altid analyse af enkeltmenneskers psykologiske og sociale relationer; hvert romanunivers står i et frugtbart spændingsforhold til en bestemt historisk virkelighed. Tilsammen spejles de første 75 år af 1900-tallet.

Løgn og trolddom

Vagest placeret i tid og rum er Menzogna e sortilegio (1948, på dansk Løgn og trolddom, 1988), som foregår i et feudalt Syditalien i århundredets begyndelse og udstrækker sig over tre generationer af en fattigfin families liv.

Det er en historie om kærlighed, på én gang et fantastisk eventyr, hvor få personer indgår i næsten magiske forbindelser, og en nøgtern, men nådig afsløring af det blændværk, de lever i.

Arturos ø

Eventyret dominerer også barndommens verden i L'isola di Arturo (1957, på dansk Arturos ø, 1984), hvor øen både er virkelighedens Procida i Napolibugten og barndommens tabte paradis. Den 14-16-årige jeg-fortæller udvikles til et møde med nutidsvirkeligheden, der bliver emnet for de to sidste romaner.

I 1962 filmatiserede Damiano Damiani bogen.

Historien

Den tredje roman, La storia (1974, på dansk Historien, 1977 og 2009), er henlagt til krig og efterkrig i Rom i årene 1941-1947 med udblik bagover og frem mod menneskehedens uvisse skæbne; den kan ses som et aktivt forsøg på at gribe ind i protest mod historien. Romanen bygger på kontrasten mellem historien med dens magtapparater og abstrakte mekanismer og den sande og virkelige historie, som Elsa Morante har valgt at skrive: om en enfoldig familie med dens børn og dyr.

Luigi Comencini filmatiserede i 1986 bogen, med Claudia Cardinale i den kvindelige hovedrolle, og i 2024 forsøgte Francesca Archibugi sig med en tv-serie.

Aracoeli

Jeg-fortælleren i Aracoeli (1982, på dansk i 1986) er en voksen mand skrevet med dyb intensitet og desperation. Han er så trykket af barndommens traumer og af idiosynkrasi mod forbrugersamfundet, at han bryder op. På det indre plan er rejsen en "nedstigning i moderskødet" i et forgæves forsøg på psykologisk forløsning.

Øvrige værker

Børnebogen Le bellissime avventure di Caterì dalla trecciolina (1942, omarbejdet og med ny titel Le straordinarie avventure di Caterina, 1959, på dansk Katrine med rottehalens forunderlige eventyr, 1989) og romanforsøget Qualcuno bussa alla porta, 1935-1936, aftvinger begrænset interesse, mens novellesamlingen Il gioco segreto fra 1941 peger frem mod de kommende romaner, men også fint kan læses i egen ret. Flere af fortællingerne fra samlingen findes også i Lo scialle andaluso fra 1963 sammen med noveller fra tidligere.

I digtsamlingen Il mondo salvato dai ragazzini e altri poemi fra 1968 udtrykkes en tidstypisk anarkisme, mens der i 1987 genoptrykkes artikler og essays i Pro o contro la bomba atomica e altri scritti.

I 1958 udkom digtsamlingen Alibi som forfatteren selv definerer som et ekko af romanerne. Digtene fik opmærksomhed fra uventet kant.

Elsa Morantes indflydelse

Alibi blev af den navnkundige filosof Giorgio Agamben, som var knyttet til Elsa Morante i et nært venskab, defineret som en af de vigtigste bøger i den italienske efterkrigstid. Agamben tøvede heller ikke med at tillægge Morante æren for at have åbnet hans øjne for den uløselige sammenhæng mellem digtning og filosofi.

Ud over betydningen for Giorgio Agamben har Elsa Morante øvet særdeles stor indflydelse på, især kvindelige, forfatterkolleger. Den mest kendte, "Elsa Ferrante", skriver under et indlysende Elsa Morante-pseudonym og fremhæver i interviews sin store gæld til denne.

Flere andre epigoner er oversat til dansk, men afstanden til mesteren forbliver milevid.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig