Bhutans historie

I 747 e.v.t. ankom den vise mand Padmasambhava, i Bhutan kendt som guru Rimpoche, og ifølge mytologien introducerede han buddhismen. Siden da har buddhismen indtaget en dominerende rolle i udformningen af landets sociale, politiske, økonomiske og kulturelle udvikling.

I 1600-tallet forenede en stor buddhistisk leder og statsmand, Zhabdrung Ngawang Namgyal (1594-1661), landet og etablerede det dobbelte regeringssystem med Je Khenpo (overabbed) som leder af den religiøse orden og Deb Raja som administrativt overhoved.

I slutningen af 1600-tallet opstod landet med en tydelig national og kulturel identitet samt en vis form for politisk stabilitet med Drukpa Kagya-slægten som magtfuld elite. Landets navn, Druk Yul, henviser netop hertil.

I anden halvdel af 1700-tallet begyndte det dobbelte regeringssystem at blive svækket. Lokale ledere og herskere kom gradvist i konflikt, og landets enhed blev påvirket af intern uenighed.

Eksterne trusler i sidste halvdel af 1800-tallet tilføjede en ny dimension til de indenlandske problemer, og der opstod et behov for stærk national enhed. Fred og stabilitet blev genoprettet med tronbestigelsen og kroningen af kong Ugyen Wangchuck (1862-1926), som i 1907 enstemmigt blev valgt som kongerigets første arvelige monark. Oprettelsen af monarkiet indledte en ny æra og, vigtigst af alt, forenede landet under en central myndighed. Det satte også gang i en stabil proces med engagement med omverdenen og lagde grundlaget for, at landet langt senere fremstod som en relativt moderne nationalstat.

Siden da har Bhutans efterfølgende konger bragt hidtil uset fred og stabilitet til landet. De har bragt hurtige socioøkonomiske fremskridt, samtidig med at de har fremmet Bhutans rige kultur og tradition, etableret vigtige regeringsinstitutioner og forberedt sig på vidtrækkende politiske forandringer.

Den formelle kroning af Bhutans femte konge, kong Jigme Khesar Namgyel Wangchuck (født 1980), blev afholdt i 2008. Lige siden har han arbejdet på at styrke Bhutans nationale identitet og suverænitet. For Bhutans folk har kongen givet inspiration og vejledning som symbol på håb, enhed, fred og lykke som et muligt værn mod et turbulent historisk forløb med flere udefrakommende trusler mod landet.

Trods sin langvarige tendens til at isolere sig fra resten af verden var Bhutan genstand for adskillige udenlandske invasioner i århundrederne efter sin etablering.

I 1720 invaderede en kinesisk kejserlig hær Tibet og etablerede overherredømme over både Tibet og Bhutan. Kontrollen over Bhutan ændrede sig flere gange derefter, og landets nøjagtige territoriale udstrækning forblev uklar.

Briterne intervenerede i Bhutan i 1772-1773 og igen i 1864-1865, hvor de besejrede bhutanesere underskrev en traktat, der afgav kontrollen over deres sydlige grænsepas til briterne. Bhutaneserne indvilligede også i at acceptere britisk mægling i eventuelle fremtidige tvister mellem Bhutan og dets naboer til gengæld for et årligt britisk subsidie og løftet om ikke-indblanding i Bhutans interne anliggender.

Ugyen Wangchuk blev Bhutans Druk gyalpo i 1907 med britisk godkendelse, og i 1910 indvilligede den bhutanske regering i en traktat. I de efterfølgende årtier blev Bhutan gradvist orienteret mod det britisk-styrede Indien, selvom en stor del af landets handel stadig foregik med Tibet.

I august 1949 indgik Bhutan en traktat med det nyligt uafhængige Indien, hvorved landet overtog Storbritanniens tidligere rolle over for Bhutan. Som en del af denne aftale betalte Indien et årligt tilskud til Bhutan, og en stribe land i Duars of Assam, kendt som Dewangiri, blev overført til Bhutan. Indien afstod også fra at blande sig i landets interne administration og politiske forhold.

Da Kina intervenerede og besatte dele af Tibet i 1950, blev Bhutan tilskyndet til yderligere at styrke sine bånd til Indien. Kinas undertrykkelse af tibetansk buddhisme og dets påstande om suverænitet over dele af Bhutans territorium gjorde truslen fra Kina mere presserende, og i 1950'erne tog Indien foranstaltninger til at styrke sine defensive garnisoner langs Bhutans nordlige grænse til Tibet. I 1959 flygtede Dalai Lama og hans rådgivere til Indien, og Tibet blev endeligt fuldt ud annekteret af Kina. Opbygningen af et vejnet i Bhutan blev påbegyndt, sandsynligvis for at styrke Indiens mobilisering og militære opbygning. Ankomsten af de første biler var også et betydeligt skridt i retning af en gryende modernisering, og et symbol på begyndelsen på afslutningen af Bhutans geografiske isolation.

Bhutans nyere historie er fyldt med utraditionelle beslutninger og flere eksempler på nytænkning. Derfor har landet også gjort sig internationalt bemærket.

Bhutans udviklingsrejse viser med al tydelighed, at de faser, som landet har gennemgået, har været en succes. Begrebet GNH (Gross National Happiness – bruttonationallykke), der gennemsyrer stort set al politik i landet, antyder, at der i princippet lægges større vægt på GNH og dermed befolkningens velvære frem for økonomisk vækst. I Bhutan søger ledende kræfter blandt embedsmænd, gejstlige og den politiske elite at finde lykken som middelvej for et land i balance og harmoni. Men samtidig havde landet, indtil det blev ramt af COVID-19-pandemien i 2019, den højeste vækst målt i BNP i Sydasien. Det er heller ikke alle bhutanesere, der er enige i GNH's vigtighed. Den forrige premierminister, Tshering Tobgay, blev citeret for, at der lægges for stor vægt på netop GNH, og dermed problematiserede han ideen.

I modsætning til mange andre lande blev demokratiet indført på en uortodoks måde i Bhutan. På Bhutans nationalsprog, Dzongka, betyder kidu en kongelig gestus eller gave. Det er en nøjagtig beskrivelse af, hvordan demokratiet blev indført i landet med det første valg og en forfatning i 2008. Den nye, unge konge mere eller mindre tvang befolkningen til at acceptere en afslutning på det absolutte monarki og indførelsen af et demokratisk konstitutionelt monarki. Han blev udpeget som efterfølger til sin far, der frivilligt abdicerede for at nyde livet med sine fire koner, der var søstre fra den samme familie. Den nye konge indså, at tilintetgørelsen af monarkiet i både Sikkim og Nepal indirekte var en trussel mod hans privilegerede stilling som feudal enehersker, og det var nok medvirkende til, at han rejste landet rundt på hesteryg for at lytte til folkets røst. Til hver en afkrog af landet, hver lille landsby han kom til, forklarede han, hvorfor han ville indføre en demokratisk styreform i landet.

Til alles overraskelse var kongens budskab, at det egentlig ikke var demokratisk eller politisk forandring, han ønskede, men det, han kaldte ”naturlige forandringer". Han sagde: "Folket skal selv regere. Vi kan ikke tvinge noget ned over hovedet på dem. De må selv erkende deres egne interesser og hvad de vil.” Men mange, han mødte, ønskede ikke demokrati, men status quo. Dog havde der i flere hundrede år eksisteret en form for basisdemokrati i Bhutan på landsby niveau, men der var ikke nogen institutioner, der forbandt magtens centrum i hovedstaden Thimphu med resten af landet.

I dag kan man sige, at Bhutan regeres via en administrativ struktur, der som perler på en snor udgår fra magtens centrum i hovedstaden til distrikts niveau, hvor guvernører, som er udpeget af kongen, implementerer lovgivning ned på lokalt niveau. Alligevel må demokrati også i denne sammenhæng, som så mange andre steder i verden, ses som en proces og ikke et mål sig selv, så længe det er konsistent med Tsa-Wa-Sum ("kongen, landet og folket"). Det var interessant, hvordan embedsmændene, de ansatte i bureaukratiet og de gejstlige, der længe havde regeret, ville reagere på nu at få ordrer fra de folkevalgte. Det skete ikke uden sværdslag, men i 2005 blev planerne for en ny forfatning offentliggjort.

Kongens mål var, at demokratiet skulle indføres, og det blev det i form af en gave fra kongen til folket og nationen. Et årti forinden, i 1999, blev der indført fjernsyn i landet, og senere blev der åbnet op for adgang til internettet. I dag er landet mere eller mindre digitaliseret, og mange bruger forskellige platforme til at debattere politik. Både lokal, regional og landspolitik, men også enkeltpersoner og partipolitiske spørgsmål samt udenrigspolitik debatteres på internettet.

Ved valget i 2008 blev 45 pladser vundet af det regerende parti Druk Phuensum Tshogpa (Bhutans freds- og velstandsparti, DPT), og oppositionens People's Democratic Party (PDP) fik kun to pladser. I 2013 tabte DPT efter en ganske heftig valgkamp til PDP med den Harvard-uddannede Tshering Tobgay (født 1965), som blev ny premierminister. Valgkampen i forbindelse med de to valg blev præsenteret som et subjektivt valg mellem det gode eller det onde, og efterfølgende som et valg mellem dem med magt og de magtesløse.

I 2018 vandt partiet Druk Nyamrup Tshogpa (Bhutan United Party) en snæver sejr og har siddet på magten indtil 2024. Valget i januar 2024 blev blev et fredeligt valg og et fredeligt magtskifte, også selv om demokratiet i landet kun er femten år gammelt.

Det var det fjerde magtskifte ved det fjerde valg, siden demokratiet blev indført ved kongeligt dekret i 2008. To partier udkæmpede valgets anden runde efter at have slået de andre partier, inklusive det hidtidige regeringsparti, ud ved første runde i november 2023, og de udtrykte efter valget, at de nu ”ville begrave deres forskelle og arbejde sammen for at opfylde kongens og landets visioner”.

Tshering Tobgay vendte tilbage efter tidligere at have været premierminister fra 2013 til 2018. Hans parti, PDP, opnåede en overbevisende sejr ved at sikre sig 30 pladser i nationalforsamlingen. BTP (Bhutan Tendrel Party), det nyeste parti i kapløbet, vandt 17 pladser. Kun to ud af i alt seks kvindelige kandidater, en hver fra PDP og BTP, formåede at vinde sæde i parlamentet.

• Bhutan