Danmarks historie 1901-1940

Udenrigspolitisk befandt Danmark sig i en dobbeltstilling. Økonomisk var landet afhængigt af eksport til Storbritannien, sikkerhedspolitisk af naboforholdet til det politisk og militært stadigt stærkere Tyskland.

Sidstnævnte kompliceredes yderligere af hensynet til de dansksindede i Slesvig. De blev til tider udsat for hårdhændet undertrykkelse, hvilket gav periodens danske nationalisme et stærkt tyskfjendtligt islæt. I storpolitikken førte alle danske regeringer lav profil. Der var enighed om en videreførelse af neutralitetspolitikken og en stiltiende erkendelse af, at den måtte praktiseres med særlig hensyntagen til Tyskland.

Inden for disse rammer markerede partierne stor uenighed om forsvarspolitikken, der spændte fra Højres krav om fortsat udbygning af et stærkt militært forsvar til de radikales og socialdemokraternes ønske om hel eller delvis nedrustning. I 1909 indgik Højre og Venstre et forlig, der styrkede forsvaret og Københavns søbefæstning.

Folketingsvalget i 1913 gav fremgang til både Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, og der kunne med støtte fra socialdemokraterne dannes en radikal regering under ledelse af C.Th. Zahle, der bevarede magten indtil 1920.

I 1915 kunne en ny Grundlov endeligt fremlægges, og vedtages ved folkeafstemning. Som kronen på periodens store reformværk blev der hermed indført almindelig valgret for kvinder og tjenestefolk samt forholdstalsvalgmåde til Folketinget, hvilket muliggjorde en mere ligelig fordeling af mandaterne. Desuden blev den privilegerede valgret til Landstinget afskaffet.

Under 1. verdenskrig fik området omkring Dansk Vestindien en øget strategisk betydning. USA var bekymret over tyske kompagniers interesse for de danske øer og rettede derfor i 1915 henvendelse til den danske regering om at købe øerne. Året efter enedes man om en salgssum på 25 mio. dollars, og salget blev endelig godkendt ved en folkeafstemning i december. Overdragelsen af øerne fandt sted den 1. april 1917.

Umiddelbart efter 1. Verdenskrigs afslutning brød den politiske borgfred sammen. Oppositionen, Venstre og Det Konservative Folkeparti, forlangte reguleringspolitikken afviklet snarest, men regeringen tøvede af hensyn til den sociale balance og pga. frygten for en efterkrigskrise. Trods disse modsætninger kunne der i 1919 vedtages et omfattende sæt jordlove, der ændrede de store godsers ejendomsform og inddrog jord til oprettelse af ca. 6000 husmandsbrug.

Til venstre i det politiske spektrum opstod der i de sidste krigsår en militant politisk og faglig opposition til Socialdemokratiet og dets moderate politiske kurs. Uroen blev delvis inspireret af revolutionerne i Rusland, Tyskland og andre steder i Europa, og skærpet af udbredt social nød. Syndikalisterne på fagbevægelsens venstrefløj gennemtvang 1918-19 den ottetimers arbejdsdag, som arbejderbevægelsen havde krævet siden 1889, og det blev sammen med en forbedret dyrtidsregulering indarbejdet i overenskomsten mellem Dansk Arbejdsgiverforening og De Samvirkende Fagforbund i 1919.

Tysklands sammenbrud skabte mulighed for, at spørgsmålet om det nordlige Slesvigs status kunne tages op igen fra dansk side. Inden for rammerne af fredstraktaterne i Versailles blev der gennemført folkeafstemninger i to zoner.

Den første afstemning fandt sted 10. februar 1920 i den nordlige Zone 1, som bestod i området fra den eksisterende dansk-tyske grænse ved Kongeåen, ned til en linje fra lidt syd for Højer i vest til Flensborg Fjord i øst. Her stemte 3/4 for og 1/4 imod en forening med Danmark. I Zone 2, som omfattede det mellemste Slesvig, blev der stemt 14. marts. Her blev resultatet det modsatte. Dermed var der udsigt til, at den nye dansk-tyske grænse ville komme til at gå nord for Flensborg.

Afstemningerne udløste stærke nationale følelser på begge sider. Allerede i 1919 havde Dannevirkebevægelsen agiteret for en grænse langs det historiske Dannevirke, og efter den anden afstemning opbyggede nationalistiske kredse en stærk bevægelse for Flensborgs indlemmelse i Danmark, på trods af afstemningsresultatet.

I slutningen af marts 1920 flød den borgerlige utilfredshed med reguleringspolitikken og nationalisternes vrede over den forestående grænsedragning nord for Flensborg sammen i et voldsomt angreb på regeringen og i et pres på Christian 10. for at få ham til at afskedige den.

Herved udløstes Påskekrisen: Den 29. marts afskedigede kongen Zahles regering, mens Folketinget var på påskeferie, og altså uden at der var konstateret et flertal imod den. Dagen efter udnævnte kongen et forretningsministerium, som fik til opgave at udskrive valg.

Christian 10.s skridt blev af radikale og socialdemokrater opfattet som et statskup, og navnlig arbejderbevægelsen satte massivt ind for at få parlamentariske tilstande genindført, bl.a. ved at true med generalstrejke. Under store demonstrationer krævede arbejderne oprettelsen af en republik. Også udsigten til en storkonflikt på arbejdsmarkedet var med til at skærpe situationen.

Efter intense forhandlinger nåede partilederne påskemorgen frem til et forlig, der indebar udnævnelsen af et nyt forretningsministerium med den ene opgave at udskrive valg. Påskekrisen var en af de alvorligste i Danmarks nyere politiske historie. Men samtidig bidrog dens løsning til at konsolidere det parlamentariske princip.

I 1924 afløstes venstreregeringen af landets første socialdemokratiske regering med den stærke og taktisk dygtige Th. Stauning som statsminister. Også den mødte navnlig på valutaområdet store problemer. Under en storkonflikt i 1925 forberedte den et statsindgreb, men det blev ikke iværksat. Året efter led en omfattende kriseplan skibbrud.

Ved det efterfølgende valg skiftede flertallet, og Venstre dannede på ny regering. Statsminister blev den stærkt liberalistiske Th. Madsen-Mygdal; hans program for kriseløsning var nedskæring af de offentlige udgifter, skattelettelser samt indgreb på arbejdsmarkedet.

Trods økonomiske problemer gennemførtes der inden for både landbrug og industri en betydelig modernisering i disse år; bl.a. grundlagde Ford Motor Company en samlefabrik for biler i København.

1920'erne var også præget af skarpe ideologiske modsætninger mellem gårdmændenes og Venstres liberalisme og arbejdernes og Socialdemokratiets ønsker om en aktiv statsmagt, et ønske, der i en vis udstrækning deltes af Det Konservative Folkeparti. Modsætningerne antog til tider karakter af en konfrontation mellem land og by.

Udenrigspolitisk blev 1920'erne et stille årti. Danmark var for en tid ikke truet af nogen stormagt. Over for Sovjetunionen deltog Danmark i den vestlige sanktionspolitik indtil 1924, hvorefter vi anerkendte det kommunistiske styre. I 1920 blev Danmark medlem af Folkeforbundet, men havde i lighed med de øvrige nordiske lande problemer med neutralitetspolitikken i forhold til Folkeforbundets kollektive sikkerhedssystem, der indebar, at landet ville blive trukket ind i en konflikt med en fredsbryder. Til gengæld faldt forbundets nedrustningstanker i god tråd med ønskerne hos et flertal i den danske befolkning.

Alligevel blev det en strid om forsvaret, der i 1929 fældede regeringen, da De Konservative under ledelse af Christmas Møller, ud fra et ønske om større forsvarsbevillinger, undlod at stemme for finansloven; De Radikale undlod ligeledes at stemme, mens Socialdemokratiet stemte imod.

Den økonomiske krise og de fascistiske/nazistiske bevægelsers fremmarch i Europa skabte grobund for vækst på de politiske yderfløje. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) oplevede en vis fremgang og fik i 1932 to repræsentanter indvalgt i Folketinget, den ene var partiets mangeårige formand Aksel Larsen.

På højrefløjen dannedes i 1931 den meget aktivistiske Landbrugernes Sammenslutning (LS), der arrangerede Bondetoget til København for at påvirke Rigsdagen og kongen. Dele af LS indgik i de ekstreme højregrupper af fascistisk eller nazistisk observans, der dannedes og splittedes i dette tiår. Talmæssigt blev tilslutningen yderst beskeden, og først i 1939 opnåede de repræsentation i Folketinget.

Over for højregruppernes kritik af demokratiet for ineffektivitet satte de store partier ind på at vise demokratiets handledygtighed gennem forlig. Det mest betydningsfulde, Kanslergadeforliget, opkaldt efter Staunings bopæl hvor forhandlingerne foregik, blev indgået mellem regeringen og Venstre og endelig færdiggjort den 30. januar 1933, samme dag, som Hitler blev rigskansler i Tyskland. Det indebar en række konkrete indgreb, bl.a. en overenskomstforlængelse ved lov, den første af mange siden hen, en devaluering af kronen og krisehjælp til landbruget.

Endvidere indgik det i forliget, at Venstre opgav sin modstand mod den store socialreform, som socialminister K.K. Steincke gennem flere år havde søgt at få gennemført. Socialreformen af 1933 forenklede en kompliceret lovgivning og fastslog definitivt dels retsprincippet, dels faste takster ved de sociale ydelser. Da regeringen i 1936 også opnåede flertal i Landstinget, lettedes gangen betydeligt for dens reformpolitik. Et forslag til en ny grundlov, der var udarbejdet i samarbejde mellem regeringspartierne og de konservative, blev dog forkastet ved en folkeafstemning i 1939.

Gennem kriseforligene blev de ideologiske kanter i nogen grad slebet af partierne. Mest iøjnefaldende var tilbagegangen for de rene liberalistiske idéer, mens omvendt Socialdemokratiet forlod sin oprindelige socialistiske målsætning og blev et arbejder- og folkeparti med appel til brede dele af befolkningen, således som det markeredes i Staunings program fra 1934, Danmark for Folket. En anden virkning af krisepolitikken var et stadig tættere samarbejde mellem statsmagten, forvaltningen, erhvervsorganisationerne og parterne på arbejdsmarkedet.

Udenrigspolitikken i 1930'erne blev helt domineret af forholdet til Tyskland. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933, Tysklands udmeldelse af Folkeforbundet samme år og den åbenlyse oprustning i 1935 måtte dansk sikkerheds- og neutralitetspolitik igen indrettes på ikke at genere den store nabo. Ydermere gjorde den britiske regering det helt klart, at Danmark ikke kunne forvente militær støtte i tilfælde af konflikt med Tyskland.

De nordiske lande søgte at afstemme deres neutralitetspolitik, men havde for afvigende interesser til at kunne samarbejde om sikkerhedspolitikken. Der kunne fortsat ikke opnås enighed om en markant styrkelse af forsvaret. Et forlig i 1937 gav lidt mere materiel og personel, men det rakte ikke til mere end at konstatere og hævde neutraliteten. Om en eksistenskamp kunne der ikke blive tale. I 1939 foreslog Tyskland de nordiske lande en ikke-angrebspagt. De øvrige lande afviste, mens Danmark få måneder før krigsudbruddet underskrev en ikke-angrebspagt, hvis værdi ingen nærede illusioner om.

Ved krigsudbruddet i september 1939 erklærede Danmark sig for neutralt. Men både den politiske og den økonomiske balance i forholdet til Tyskland og Storbritannien blev særdeles prekær.