Idomeneo

Idomeneus (Idomeneo) har været en af grækernes vigtigste hærførere i belejringen og ødelæggelsen af Troja. Idamantes (Idamante), der ikke har set sin far i over ti år, venter nu på, at han vender hjem med sine skibe. Ilia (egentlig Iliona) er flygtet fra sit ødelagte hjemland sammen med en gruppe trojanere. Idamantes har reddet dem fra at drukne og har ført dem til Kreta som fanger. Han og Ilia har forelsket sig i hinanden, men Ilia skjuler sine følelser af skam over, at hun elsker sønnen af en mand, der har været med til at udrydde hendes familie.

Elektra (Elettra), som er datter af grækernes øverstkommanderende i krigen, er også kommet til Kreta som flygtning. Hendes bror Orestes er død efter at have dræbt deres mor (Klytaimnestra) som hævn for dennes mord på Agamemnon, og hun har selv måttet forlade hjemlandet. Elektra er også forelsket i Idamantes. Hun bliver rasende, da han beslutter at frigive de trojanske fanger i håb om, at et ægteskab med Ilia vil føre til venskab mellem grækere og trojanere.

Arbaces (Arbace) viderebringer et rygte om, at kongen er druknet ved en fremmed kyst. Den fortvivlede Idamantes løber ned til stranden i håb om at høre bedre nyheder. Her møder han Idomeneus, som netop er gået i land i et voldsomt uvejr. Sammen med sine folk har kongen undgået skibbrud ud for Kretas kyst ved at aflægge et frygteligt løfte til Neptun, som ikke har tilgivet grækerne ødelæggelsen af Troja: kongen skal ofre det første menneske, han møder på land, til havguden. Da Idomeneus forstår, at den unge mand, han netop har mødt, er hans egen søn, flygter han fortvivlet uden at forklare sig, hvilket Idamantes opfatter som en afvisning af ham.

Idomeneus og Arbaces søger efter en udvej, så kongen slipper for at ofre sin søn til Neptun. De bliver enige om, at Idamantes skal ledsage Elektra tilbage til Argos, så han undgår folkets blikke, mens de finder en anden måde at formilde havguden på. Elektra bliver lykkelig over udsigten til at rejse bort sammen med Idamantes. Hun håber at kunne vinde hans hjerte, når han er tvunget til at skilles fra Ilia. Men Idamantes og Ilia er ulykkelige over adskillelsen.

Netop som Idomeneus tager afsked med Idamantes og Elektra på havnen, rejser et vældigt uhyre sig fra havet, og folk flygter bort i rædsel. Idomeneus, som forstår, at han har vakt Neptuns vrede med sit løftebrud, tilbyder at ofre sit eget liv, men hans bøn høres ikke.

Havuhyret forårsager et blodbad i byens gader, hvor det dræber og fortærer tusindvis af mennesker. Idamantes meddeler Ilia, at han er villig til at møde det i kamp. Livet forekommer ham alligevel meningsløst, når både hun og hans far afviser ham. Dette får omsider Ilia til åbent at erklære ham sin kærlighed. Idomeneus beordrer igen Idamantes af sted til udlandet, men sønnen trodser ham og drager i stedet af sted for at kæmpe mod uhyret.

Idomeneus mødes af Neptuns ypperstepræst og en stor folkemængde foran slottet. Ypperstepræsten kræver, at ofringen til Neptun gennemføres for at standse uhyrets fremfærd, og kongen afslører til alles rædsel, at det udvalgte offer er hans egen søn.

Idomeneus og præsterne gør klar til at ofre Idamantes på pladsen foran Neptuns tempel, da Arbaces fortæller, at prinsen har dræbt uhyret. Idomeneus frygter dog, at dette blot vil krænke guden yderligere, og han giver ordre til at fortsætte med ofringen. Idamantes er selv rede til at dø for at formilde Neptuns vrede, og han beder Idomeneus tage Ilia til sig som sin datter. Netop som Idomeneus skal til at dræbe ham, bryder Ilia ind og tilbyder sig som offer i hans sted. Neptuns statue begynder at skælve, og en orakelstemme meddeler, at guden stiller sig tilfreds, hvis Idomeneus overlader sin trone til Idamantes og Ilia. Elektra forlader Kreta opfyldt af had og jalousi, mens Idamantes og Ilia krones som det nye kongepar.

Såvel dramatisk som musikalsk står Idomeneo i gæld til fornyelsen af opera seria-genren, som var blevet gennemført i bl.a. Mannheim og Wien siden 1760, ofte inspireret af den parisiske tragédie lyrique. Kor, ballet, pantomime og scenebillede blev her integreret i handlingen og brugt til storslåede og dramatiske tableauer. Samtidig lagdes vægt på de medvirkendes ensemblespil og følelsesladede udtryk.

Idomeneo indleder Mozarts modne periode. Det er den første opera, hvor han var aktivt involveret i udarbejdelsen af teksten. Og det er her, vi første gang møder modsætningen mellem hævn og tilgivelse, mellem egenkærlighed og medfølelse, som er det gennemgående tema i alle de efterfølgende operaer.

Da scenariet til Idomeneo blev udarbejdet på baggrund af Danchets libretto, blev Ilia til den centrale karakter. Hun tøver med at erklære Idamantes sin kærlighed, fordi grækerne har dræbt hendes familie, men efterhånden befris hun for fortidens skygger og bliver i stand til at tage Idamantes og Idomeneus til sig som sin nye familie. Hendes tre arier, der alle er udtryksmæssigt krævende, afspejler denne udvikling, der kulminerer med hendes afbrydelse af Idamantes' ofring i tredje akt. Som Priamos’ datter er hun den eneste, der kan skabe den forsoning, som guderne kræver.

Som musikalsk og dramatisk modbillede til Ilia står den uforsonlige Elektra, som er den første i en række af Mozarts skurkekarakterer, som alle fortæres af hævntørst: Osmin i Bortførelsen fra seraillet, Grev Almaviva i Figaros bryllup, Donna Anna, Masetto og statuen i Don Giovanni, Vitellia i Titus og Nattens dronning i Tryllefløjten.

Idomeneo blev kun opført sjældent i løbet af 1800-tallet. På Wiener Hofoper spilledes den første gang i 1879. I anledning af operaens 150-årsjubilæum i 1931 blev den opført i to moderne bearbejdninger: i München i en version af Ermanno Wolf-Ferrari og i Wien i en version af Richard Strauss. I takt med den fornyede interesse for tidlig musik og den mere positive holdning til opera seria, der opstod i midten af 1900-tallet, blev Idomeneo efterhånden indlemmet i operahusenes standardrepertoire.

I Danmark blev Idomeneo opført første gang i uddrag den 10. maj 1878 i Københavns Universitets solennitetssal under ledelse af Cæciliaforeningens dirigent Frederik Rung. Han dirigerede yderligere to koncertante opførelser i 1881 i anledning af 100-året for uropførelsen, på Hofteatret og i Casinos lille sal, hvor Viggo Bielefeldt sang titelrollen og Sophie Keller Elektra. I 1956 sendtes Idomeneo som radioopera af Statsradiofonien i anledning af 200-året for Mozarts fødsel, oversat til dansk af Sejr Volmer-Sørensen og dirigeret af Lamberto Gardelli. Titelrollen blev sunget af Ole Walbom (1919-1988) og Ilia af Kirsten Hermansen. Den første sceniske opførelse fandt sted den 22. december 1997 på Det Kongelige Teater, dirigeret af Manfred Honeck. Poul Elming sang denne gang titelrollen, mens Irene Theorin sang Elektra.