Titus (opera)

Titus (Tito), som for nylig har efterfulgt sin fader Vespasian som kejser, vækker almen beundring med sin mildhed og godhed. Men Vitellia, som er datter af Vitellius, der blev væltet af Vespasian, ønsker at se ham død. Da hun håbede, at Titus ville gøre hende til sin kejserinde, er hun rasende over, at han antagelig planlægger at ægte sin elskerinde, den jødiske dronning Berenike, der netop er kommet til byen.

Vitellia har forført den unge Sextus (Sesto), som er forgabt i hende, med henblik på at bruge ham som redskab for sin hævn. Hun har fået ham til at bestikke Lentulus, som er leder af en gruppe utilfredse patriciere. De sammensvorne vil sætte ild til Capitol, og under den efterfølgende tumult er det meningen, at Sextus skal dræbe Titus og erobre tronen sammen med Vitellia. Til hendes frustration bliver den viljesvage Sextus, der i virkeligheden beundrer Titus og vægrer sig ved at myrde ham, dog ved med at udskyde kuppet.

Da Vitellia hører, at Titus har sendt Berenike bort på grund af romernes uvilje mod at se en ikkeromersk kvinde på tronen, fornys hendes håb om, at han vil vælge hende som sin kejserinde. Hun giver derfor Sextus ordre til at indstille kupplanerne. Titus peger dog i stedet på Servilia som sin udkårne. Vitellia bliver rasende, da dette kommer hende for øre, og hun sender Sextus af sted for at starte opstanden med det samme.

I mellemtiden afslører Servilia for Titus, at hun elsker Annius (Annio), og kejseren bliver så rørt over hendes åbenhjertighed, at han vælger Vitellia som sin kejserinde i stedet. Da Annius og Publius (Publio) har overbragt hende denne nyhed, prøver hun fortvivlet at forhindre Sextus i at føre kupplanerne ud i livet. Men det er for sent. De sammensvorne har allerede startet branden, og i det opståede kaos har Sextus dolket en mand, som var iført kejserens rober. Han fortryder straks sin handling, som var affødt af jalousi, og Vitellia opfordrer ham til ikke at afsløre sin rolle i komplottet.

Da Sextus hører, at Titus er undsluppet uskadt, fortæller han Annius, at det var ham, der stod bag mordforsøget, og at han agter at flygte fra Rom. Annius opfordrer ham til at gå til bekendelse og bede kejseren om nåde i stedet. De afbrydes dog af Publius, der pågriber Sextus og fører ham af sted til forhør i senatet. Det viser sig, at det var Lentulus, som blev dolket på Capitol, men han overlevede og har nu afsløret Sextus’ rolle i opstanden.

Publius meddeler Titus, at Sextus har bekendt sin skyld, og at senatet har dømt ham til at blive kastet for de vilde dyr på Colosseum sammen med de øvrige sammensvorne. Annius går i forbøn for Sextus, men kejseren viser ham bort. Han ønsker at afhøre Sextus i enrum, da han fortsat tvivler på hans skyld og tænker, at Sextus gemmer på en hemmelighed. Under deres samtale påtager Sextus sig imidlertid det fulde ansvar for mordforsøget uden at afsløre Vitellias delagtighed. Da Titus er blevet alene, underskriver han straks hans dødsdom, men konkluderer så, at medfølelsen vejer tungere end loven. Uden at afsløre, at han har valgt at benåde Sextus, meddeler han Publius, at han vil afsige sin dom på Colosseum i folkets nærvær.

Publius fortæller Vitellia, at Titus har dømt Sextus til døden. Hun frygter nu, at hendes unge beundrer har forrådt hende. Men da Annius og Servilia beder hende gå i forbøn for ham hos Titus, som netop har bekræftet, at han vil ægte hende samme aften, forstår hun, at Sextus er forblevet hende tro og har holdt tand for tunge. Hun konkluderer, at hun ikke kan leve som Titus’ kejserinde velvidende, at Sextus er gået i døden for at skjule, at hun stod bag mordforsøget på kejseren. Hun erkender, at hun må tage sin straf og opgive drømmen om at blive kejserinde. Netop som Titus skal til at benåde Sextus, bryder Vitellia derfor ind og tilstår sin skyld. Den chokerede Titus vælger at forblive tro mod sit princip om mildhed og benåde hende sammen med Sextus, Lentulus og de øvrige sammensvorne.

Ifølge Mozart var det Mazzolà, der skabte Metastasios gammeldags drama om til ”en rigtig opera”. Han reducerede teksten fra tre til to akter og samtidig betydningen af bipersonerne, Annius (en bukserolle), Servilia og Publius. Dermed kom der mere fokus på hovedpersonerne, Titus, Vitellia og Sextus (en kastratrolle), samt på dramaets centrale konflikt.

Antallet af arier blev også reduceret kraftigt, og mange af dem blev erstattet med ensembler (tre terzetter, to duetter, en duettino, en kvintet med kor og en sekstet med kor), der fremhæver samspillet mellem personerne. Nogle arietekster blev også erstattet af nye tekster med et mere direkte og følelsesladet sprog.

Korets rolle blev udbygget, og i begge akter blev arier, ensembler, kor og accompagnato-recitativer kædet sammen til stort anlagte finaler med spektakulære sceneskift og dramatiske tableauvirkninger.

Titus er kendetegnet ved sin stramme udviklingsstruktur og symmetriske opbygning. I første akt er det Vitellias og Sextus’ skinsyge raseri, der udgør den dramatiske drivkraft, fra åbningsscenens duet, hvor hun forsøger at overtale ham til at starte opstanden, til den intense finale, hvor Capitol brænder, personerne løber forvirrede rundt mellem hinanden, og folket sørger over kejserens formodede død.

I anden akt er det Titus’ medfølelse, der udgør drivkraften, fra Annius’ arie i første scene, hvor han forsøger at overtale Sextus til at bede kejseren om nåde, til den ophøjede finale, hvor Titus tilgiver forbryderne.

Mazzolà og Mozart skrev lange rondo-arier til Sextus og Vitellia i anden akt, når de appellerer til kejserens og publikums medlidenhed i deres dybeste fortvivlelse. De friere former i disse arier, der er nogle af operaens populæreste numre, står i kontrast til Titus’ tre korte da capo-arier, der alle har tekster af Metastasio, er henvendt direkte til publikum og er kendetegnet ved deres formelle strenghed og lyriske ro. Titus fremstår på denne måde som en mere traditionel figur, men også som isoleret fra sine omgivelser. Det er kun publikum, der involveres i herskerens moralske overvejelser.

Det er også karakteristisk for Mozarts og Mazzolàs behandling af Titusskikkelsen, at vægten flyttes fra den fyrstelige dyd mildhed (clemenza) til den almenmenneskelige dyd medlidenhed (pietà), med inspiration fra Jean-Jacques Rousseaus humanisme og Gotthold Ephraim Lessings fremhævelse af publikums medlidenhed som målet med al tragisk digtning.

Ingen af Mozarts operaer har delt vandene i så høj grad som Titus. Mozarts første biografist, Franz Xaver Niemetschek (1766-1849), beskrev i 1798 operaen som et af hans største mesterværker. Men samme år beskrev den tyske musikkritiker Friedrich Rochlitz (1769-1842) Titus som et bestillingsværk, der bærer præg af komponistens hastværk. Begge holdninger har holdt sig frem til vor tid.

Titus var en af Mozarts populæreste operaer i de første tredive år efter hans død. Men i 1820'erne forsvandt den ud af repertoirerne på grund af romantikkens afsmag for Metastasio og opera seria i det hele taget. Den begyndte først at vende tilbage til scenerne i 1960'erne i forbindelse med den fornyede interesse for tidlig musik og en mere positiv indstilling til opera seria.

I Danmark blev operaen opført for første gang på Det Kongelige Teater den 29. januar 1823 under titlen Titus eller Fyrste-Mildhed med talt dialog i stedet for recitativer. Den blev dog kun spillet fem gange og igen fem gange i sæsonen 1860-1861, hvor den blev fremført med recitativer. Derefter vendte Titus først tilbage til teatret i 2004 i en iscenesættelse ved David McVicar.