Nina Bang

Fra 1898 var Nina Bang ansat som journalist ved avisen Social-Demokraten. De første år skrev hun især om arbejdernes og arbejderkvindernes vilkår. Senere beskæftigede hun sig mere med analyser af handelspolitiske og udenrigspolitiske emner, især i forbindelse med 1. Verdenskrig.

Sideløbende med arbejdet på avisen havde hun også en omfattende skribentvirksomhed. Hun skrev jævnligt i tidsskriftet Tilskueren og det tyske socialdemokratis tidsskrift Die Neue Zeit. Derudover var hun en ofte benyttet taler.

Nina Bang var hovedarrangør af Anden Internationales socialistiske kvindekonference i København i 1910. Det var på den konference, det blev besluttet, at den 8. marts skulle være kvindernes internationale kampdag. Hun deltog også aktiv i andre af Anden Internationales kongresser, og under 1. Verdenskrig gik hun ivrigt ind i arbejdet med at få etableret en socialistisk fredskonference, som det lykkedes at afholde i Stockholm i 1917.

Efter 1. verdenskrig arbejdede Nina Bang for genoprettelsen af en socialdemokratisk internationale ved kongressen i Genève i 1920. Hendes aktivitet på det internationale område, hvor hun i perioder fungerede som stedfortræder for Socialdemokratiets formand Thorvald Stauning, gav hende en bred kontaktflade til ledende internationale socialister.

I 1918 ved det første rigsdagsvalg, hvor kvinderne efter grundlovsændringen i 1915 kunne deltage, blev Nina Bang valgt ind i Landstinget, og hun blev genvalgt i 1920 og i 1924. Hun blev medlem af tingets finansudvalg og var ordfører i sager om banklov og aktieselskabslov. I perioden 1922–1924 var hun medlem af toldrådet. I Tinget kæmpede hun især for at forbedre forholdene for de svagest stillede i samfundet, men deltog flittigt i debatter inden for et bredt spektrum af politiske emneområder.

Ved dannelsen af den første socialdemokratiske regering den 23. april 1924 udnævntes hun som den første kvinde i Danmark til minister, da Thorvald Stauning gjorde hende til undervisningsminister i sin første regering 1924-1926. Verdens første kvindelige minister var den russiske politiker Aleksandra Kollontaj, der blev minister i 1917. Der skulle gå mere end 20 år i Danmark, før den den næste kvindelige minister Fanny Jensen blev udpeget i 1947.

Som minister var Nina Bangs ambition at demokratisere skolesystemet og forbedre læreruddannelsen. Hun fremsatte i den forbindelse lovforslag, baseret på arbejdet i den store skolekommission af 1919, om folkeskolens styrelse og tilsyn, der havde til formål at gøre skolen til “Folkets Skole”, og om forbedring af læreruddannelsen, der skulle gøre lærerne bedre rustede til at undervise i samfundsrelaterede fag og i sprog. Ingen af forslagene nåede frem til vedtagelse i Nina Bangs ministertid. Det eneste, hun fik gennemført, var en ændring af loven om pligtafleveringer af aviser til statens samlinger. Endvidere udsendte hun et cirkulære til seminarierne om, at lærerne skulle undervises i seksualhygiejne, så de kunne vejlede børnene.

Som minister havde hun også ansvaret for kulturområdet, og det vakte opsigt, at hun reducerede de seks direktørstillinger på Det Kongelige Teater til én og udnævnte en ny administrerende direktør. Kort efter udpegede hun sin partifælle, pædagogen og ateisten Vilhelm Rasmussen til forstander på Danmarks Lærerhøjskole, hvilket skabte stor forargelse.

Endnu mere røre om hendes person kom der, da hun i forbindelse med 50-års dagen for Det Kongelige Teaters nye skuespilhus i 1924, hvor kongen var til stede, først forbød afspilning af ouverturen til Elverhøj og nationalsangen Kong Christian, og dernæst som en tro republikaner nægtede at rejse sig, da en flok konservative studenter alligevel istemte sangen.

I den sidste tid som minister var Nina Bang syg. Efter valget i 1926 fortsatte hun som medlem af Landstinget, men på grund af sin sygdom var hendes tilstedeværelse på Christiansborg begrænset. Hun døde i 1928, 61 år gammel.

Med udgangspunkt i arbejderkvindernes situation opstillede hun centrale kvindepolitiske krav om forbedringer. Hun mente, at kvinder skulle have erhvervsarbejde for at sikre sig økonomisk uafhængighed, men betragtede dog ikke kvinders erhvervsarbejde som uproblematisk og skelnede kraftigt mellem kvinders og mænds situation. Til forskel fra mændene havde kvinderne ikke en fast arbejdstid, for efter endt lønarbejde ventede husarbejdet. Denne dobbeltarbejdssituation mente hun havde konsekvenser både for kvinders personlige frihed og for hele familiens trivsel. Hun gik ind for barselsorlov, men mente samtidig, at en række praktiske forpligtelser i hjemmet kunne kollektiviseres, fx gennem oprettelse af fælles spisesteder, vaskerier og børnehaver.

På spørgsmålet om der skulle indføres forbud mod natarbejde for kvinder, et af datidens mest kontroversielle kvindepolitiske emner, markerede hun sig i stærk opposition til Dansk Kvindesamfund og dele af den kvindelige fagbevægelse. Det blev fra modstandernes side hævdet, at et forbud ville vanskeliggøre kvinders forhold på arbejdsmarkedet, og især repræsentanterne for den kvindelige fagbevægelse frygtede, at kvinderne i visse fag ville blive udkonkurreret af mændene. I øvrigt mente de, at et eventuelt forbud skulle gælde begge køn.

Nina Bang var, i overensstemmelse med Socialdemokratiets ledelse og ligeledes med sin socialdemokratiske kvindelige kollega i Rigsdagen, Helga Larsen, fortaler for, at staten skulle sikre kvinderne en særlig beskyttelse mod den ekstra udbytning, som natarbejdet var, fordi de fysisk og socialt var svagere end mænd. For Nina Bang var forbuddet mod natarbejde også et middel til at genskabe en bedre arbejdsdeling mellem kønnene.