Ved Fort Duquesne (nær nutidens Pittsburgh) kæmper franskmænd og indianere mod engelske tropper. Franskmændene holdt fortet frem til 1758.
Af /LIFE Photo Collection, MANSELL KOLLEKTION.
Licens: CC BY 2.0

Den Fransk-indianske Krig blev udkæmpet i årene 1754 til 1763. Frankrig og Storbritannien kæmpede om kolonimagten i Nordamerika.

Faktaboks

Også kendt som

Den Nordamerikanske Kolonikrig, French and Indian War

Krigens navn henviser til briternes modstandere i krigen, Frankrig og deres allierede blandt indfødte nationer, herunder Hurons og Algonquins.

Den Fransk-indianske krig anses for en nordamerikansk forlængelse af Syvårskrigen, der blev udkæmpet i Centraleuropa årene 1756 til 1763, og samtidig som optakten til Den Amerikanske Revolution.

Den Fransk-indianske Krig danner historisk baggrund for James Fenimore Coopers populære romaner om karakteren Læderstrømpe (Den Sidste Mohikaner).

Årsagen til Den Fransk-indianske Krig

I løbet af 1700-tallet var Frankrig og Storbritannien blevet etableret som de dominerede kolonimagter i det nordøstlige Nordamerika. Der var flest britiske kolonister, men franskmændene havde tættere alliancer med indfødte nationer, især i det nuværende Canada.

Striden opstod i Ohiodalen, da franskmændene forsøgte at begrænse britisk adgang til handel og transportruter. Den ulmende konflikt kulminerede den 28 maj 1754, da en gruppe soldater fra kolonien Virginias milits, under ledelse af en ung George Washington, lavede et bagholdsangreb på den franske udsending Coulon de Jumonville (1718-1754) og hans mænd i slaget ved Jumonville Glen.

Krigens forløb

Drabet på Jumonville i maj 1754 blev krigens begyndelse. Frankrig dominerede de første år af krigen især takket deres stærke alliancer med lokale, indfødte nationer. Den britiske side af krigen blev udkæmpet af en kombination af koloniernes egen militser og britiske tropper udsendt fra Europa.

I 1757 fik briterne overtaget, og efter slaget ved Montreal i 1760 var krigen afgjort.

Britisk dominans i Nordamerika

Spanien havde i sidste del af krigen meldt sig ind i konflikten på fransk side. Derfor var de med ved de fredsforhandlinger, der endte i freden i Paris i 1763 (ikke at forveksle med Parisfreden). Frankrig måtte afgive deres nordamerikanske besiddelser til Storbritannien, herunder Canada og alt territorium øst for Mississippi River.

Som kompensation for deres støtte til Frankrig fik Spanien byen New Orleans og det store, men ukontrollerbare territorium vest for Mississippi River.

Fredsaftalen konsoliderede britisk dominans i det østlige Nordamerika og markerede afslutningen på Frankrigs nordamerikanske kolonidrømme.

Optakt til Den Amerikanske Revolution

Krigen styrkede selvfølelsen i de amerikanske kolonier, idet den fjernede de europæiske rivaler mod nord og syd og åbnede Mississippidalen for amerikansk bosættelse. Mange kolonister havde kæmpet med briterne, men blev behandlet nedladende af britiske officerer. Det bidrog til, at en selvstændig amerikansk identitet begyndte at brede sig.

De store økonomiske omkostninger for krigen førte til flere britiske skatter i kolonierne, herunder Stempelloven. Disse bidrog til den voksende utilfredshed med det britiske kolonistyre og, i sidste ende, Den Amerikanske Revolution.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig